2022 – Verden satte igen dagsordenen

Indledning

Et over 50 år gammelt økumenisk slogan siger, at verden sætter dagsordenen for kirken. Det skal forstås som den økumeniske bevægelses ønske om at være verdensvendt. Vi har haft to år med pandemi, herefter krig i Europa med heraf følgende økonomiske megaskift og flygtningestrømme. For ikke at nævne strømmen af klima-rekorder, der fortsætter bevidnelsen af, at klimakrisen skal tages alvorligt. På denne måde presser verden sig ind på kirken, så vi ikke kan ignorere råbene. Det bidrager til erkendelse af, at gensidig forbundethed i én verden ikke er en valgfri mulighed, men et grundlæggende vilkår.

Vi er alle påvirket: Danmark som en del af Europa. Folkekirken som en del af samfundet og Det mellemkirkelige Råd (MKR) som en del af folkekirken. Vores samfundsliv påvirkes, folkekirken responderer ud fra dens særlige forudsætninger, og ud fra MKR sine. MKR finder her sin berettigelse i at være til rådighed for folkekirken i anliggender, hvor den udfordres til mellemkirkelig, folkelig og samfundsmæssig deltagelse.

Forbundetheden går videre til de internationale økumeniske kirkefællesskaber, som folkekirken er medlem af, hvor fx Kirkernes Verdensråds generalforsamling med stor synlighed og nerve var præget af samtale om krigen i Ukraine. På klædelig vis modvirker verdens påtrængenhed de økumeniske organisationers fare for at gøre sig selv til både subjekt og objekt for det økumeniske og viser deres evne til at bistå i kirkernes arbejde med at finde og formidle tro, håb og fællesskab i en tumultarisk verden.

Gennem disse oplevelser påvirkes forståelsen af ”det økumeniske” fra at være et kirkeligt ord, som nogle bruger omkring en særlig bevægelse for kirkens enhed, til en bredere forståelse af, at verden i sandhed er et oikoumene, én fælles husholdning, hvor ingen af os kan sætte os udenfor og påstå, at ”de andre” ikke vedkommer os. ”De andre” findes ikke i en afsondret verden, og Gud, der har skabt verden uden landegrænser, sender kirken til tjeneste i denne grænseløse verden, der på så mange områder nu flyder sammen med vores ”eget land” og vores egen kirke.

Et unormalt normal-år

For Det mellemkirkelige Råd oplevedes 2022 som tilbagevenden til ”det normale” efter pandemien, skønt vigtige møder og konferencer blev aflyst i begyndelsen af året. Men 24. februar redefinerede så igen ”det normale” med den form for undtagelsestilstand, som Ukraine-krigen er. Fra dag ét var MKR involveret med analyse og kirke­kontakter, og fra dag to på folkekirkelig forberedelse til modtagelse af flygtninge. De seneste års arbejde med bevidstgørelse om migration og opbygning af stiftsbaserede ressourcenetværk viste, at vi i dag folkekirkeligt er et meget bedre sted end ved den sidste flygtningestrøm i 2015. Fx kom de seneste års beskæftigelse med indvandring af ortodokse kristne til Danmark os til gode, idet en del allerede havde en vis forståelse for den ortodoks kirketradition, som ukrainske flygtninge bærer med sig. Men udfordringerne er komplekse. Vi har stadig meget at lære for at kunne begå os i de ortodokse kirkers ordninger og interne fraktioner.

På det globale niveau er kirkekonflikten en del af selve krigen. På det niveau er folkekirkens rolle naturligvis marginal, mens Kirkernes Verdensråd fra krigens begyndelse har søgt at være formidler af samtale mellem Moskva-kirken, ukrainere og den øvrige kristne verden. Det lutherske Verdensforbund var hurtigt klar i sin rolle med humanitær bistand til flygtninge i og fra Ukraine. Og Konferencen af Europæiske Kirker afsøger, hvordan den kan genoptage sin historiske rolle omkring samtale i konfliktzonen mellem Øst og Vest.

Når alt dette er sagt om denne undtagelsestilstand, er det vigtigt at pege på alt det, der forløb planmæssigt og inden for normal-skalaen. De efterfølgende sider giver et kort overblik over de mangesidige arbejdsområder, det mellemkirkelige arbejde aktuelt består af.

Tak til alle samarbejdspartnere i stifter, provstier, sogne, frie organisationer, netværk mv., der har bidraget til at sammenstykke denne mosaik.