Fortsæt til hovedindholdet
Protestantisk kristendom - et kirkeligt eller nationalt fællesskab?
“Protestantism between nationalism and cosmopolitism” - Anna Ravn

En katedral for nationen

Nationalisme er et spørgsmål om genoprejsning og om manipulation af historien, skriver Anna Ravn i dette indlæg fra CPCE konferencen om nationalisme og kosmopolitanisme

Siden 1990 har der været fred i Europa. Ja, historien har så at sige ”slumret” ind til 2022. Peter Morée, professor i kirkehistorie ved Karlsuniversitetet i Prag, tager afsæt i krigen i Ukraine – især fordi en er et godt eksempel på, hvad der kan ske, når nationalisme møder religion.

Det er væsentligt at forstå, at Ukraine - ifølge Putin- ikke har været en del af Vesteuropas historie – men en del af Ruslands. Desuden er Rusland – igen ifølge Putin – gået ind i Ukraine, fordi ukrainerne er faldet i ”unåde” og nu vil være en del af Vesten. Samtidig er den russiske ærkebiskop, Kirill stor modstander af fejring af Pride parader i Ukraine. På den måde bliver krigens motivation religiøs, fordi Rusland vil sikre, at ukrainerne bliver ved med at være "sande" ortodokse kristne. 

Krigen bliver dermed et spørgsmål om tro, og Morée viser os et klip, hvor Putin holder taler. Her citerer Putin Johannesevangeliet kapitel 15, vers 13 – ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner”. I forlængelse heraf påstår Putin, at operationen kun er for ukrainernes bedste og efter deres eget ønske. Han får altså støtte til sine handlinger gennem et bibelvers.

Vi mener selv, at vi er anderledes. Putins såkaldte ”operation” ser vi som en imperialistisk krig. Men er vi rent faktisk anderledes, når det kommer til stykket? Morée giver os tid til at tale om, hvilke elementer fra Putins tale, der resonerer i vores egne kirker – og på hvilken måde. Herefter uddyber han: dilemmaet for mindretalskirker er, at de ofte bliver overset og glemt af majoriteten. De skal derfor konstant forholde sig til deres egen sårbarhed, og det får dem til at benytte sig af det, han omtaler som ”mindretalsstrategier”. Det indebærer, at de isolerer sig, skaber en stærk organisation og forsøger at falde ind i flertallets narrativ.

Men hvorfor er spørgsmålene om tilhørsforhold og nationalisme så vigtige? Spørgsmål om hvor vi kommer fra, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen. Fordi det er ting, som nationalismen kan hjælpe med at svare på. Nationalismen er – lige som Putin – med til at manipulere historien om det gode og det onde – om os og dem. Nationalisme er et spørgsmål om genoprejsning: Vi var noget særligt – nu oplever vi modstand – men vi skal blive til noget stort!

”Nationalism seculizes religion, sacralizes the nation” siger Morée og påpeger, at i yderste konsekvens kan vi ende med en katedral for nationen – hvor en tro på nationen vægter højere end en tro på kristendommen. Især for majoritetskirker er nationalisme vigtig at holde sig for øje. Fordi nationen bliver en del af Guds skaberværk – og så kan religionens identitet pludselig blive lig med nationens identitet.

Morée afrunder med at konkludere, at tro omfavner, men… Kirken har også et dilemma i forhold til hvordan den skal forholde sig til nationen – uden af identificere sig med den.

Han lægger op til videre diskussion med disse afsluttende spørgsmål: Hvordan kan vi svare Putin og Kirill? Kan vi acceptere, at vores tro kan bruges til at argumentere for noget, vi ikke kan acceptere? Hvad er vores eget teologiske argument?

 

Anna Ravn er teologistuderende ved Aarhus Universitet