Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Workshop heler hjerter i Sydsudan

Et freds- og forsoningsteam hjalp 20 deltagere i landsbyen Lafon med at bearbejde traumer efter årtiers lokal konflikt.

Deltagere sidder med ryggen til i blå plastikstole og kigger mod 2 undervisere.

FOTO: Jaap de With, pilot og projektkoordinator i MAF.

Skrevet af kommunikationsmedarbejder i MAF, Jenny Davies. Oversat og redigeret af journalist, Svend Løbner. 

MAF bragte hjælp, håb og helbredelse til det sydsudanesiske samfund i Lafon gennem en workshop designet til at hele arrene efter traumer og bryde en cyklus af hævn efter hævn.

MAF står for Mission Aviation Fellowship og er verdens største flyselskab med 117 små nødhjælpsfly fordelt på 24 udviklingslande. MAF har også kontor i Danmark.

Workshoppen i den sydsudanske by Lafon samlede 20 nøglepersoner under ledelse af Thomas Titus fra MAF. Han beskriver, hvordan Lafon har lidt i mange år på grund af landsbyens placering.

Stjæler kvæg og bortfører børn

"Lafon er et knudepunkt for mange forskellige kvægstammer, der er afhængige af deres køer som deres levebrød. På grund af dette er de ofte ofre for kvægtyveri og endda bortførelser af deres børn," fortæller han. "Nogle steder kan man se områder, hvor der engang var huse. De blev brændt ned på grund af kampene i den forrige krig.

Lafon ligger 130 kilometer øst for hovedstaden Juba. Pari-samfundet lever af at opdrætte husdyr og dyrke afgrøder i udkanten af ​​et af Sydsudans største, beskyttede dyrelivsområder, Bandigillo Nationalpark.

I hjertet af byen ligger Lafon Hill, et klippefyldt højdedrag med landsbyer i terrasser, der kan ses i miles omkreds.

MAF har fløjet til Lafon en gang om ugen siden januar 2023. I regntiden bliver vejene i den østlige Equatoria-stat til mudder, og byen kan kun nås med fly.

Program udviklet efter folkemord i Rwanda

Leder af freds- og forsoningsprogrammet, Jaap de With, der også arbejder som MAFs partnerskabs- og udviklingschef i Sydsudan, fløj til Lafon med Thomas Titus og facilitator Raphael Joel fra Healing Hearts Transforming Nations Workshop. Healing Hearts er et særligt forsoningsprogram, der blev udviklet efter folkemordet i Rwanda i 1994.

Små isolerede samfund som Lafon kæmper med mangel på ressourcer og udækkede behov.

”Da vi kontaktede dem med et tilbud om at afholde en workshop, bød kirken os velkommen med åbne arme,” fortæller Japp.

Hævn kan vare i generationer

Og der er virkelig brug for fred og forsoning i østlige Equatoria:

”Der er stammekonflikter, selv mellem nabosamfund. Når den nærmeste landsby er din fjende, vil der være mange mennesker, der bærer meget slemme traumesår. Dette fører til hævncyklusser, der kan vare i generationer."

Thomas Titus uddyber:

”De dybeste sår kommer ofte fra familien. Svigt, forsømmelse, fattigdom og dermed tabte muligheder for uddannelse efterlader ømme ar. Men undervisning om Guds faderhjerte møder uopfyldte behov, idet deltagerne inviteres til at søge de ting, de har mistet, i Gud.

Deltager sidder på jorden og nagler papir fast til trækors.

FOTO: Jaap de With, pilot og projektkoordinator i MAF

Nagler deres synder til korset

Workshoppen er i fuld gang, og de 20 deltagere i det udendørs klasseværelse bevæger sig med skyggen, efterhånden som dagen skrider frem. De lærer om traumer og muligheden for helbredelse – blandt andet gennem praktiske øvelser:

”Korsværkstedet” er en mulighed for at håndtere bitterhed. Deltagerne nedfælder deres synder og svære kampe på små lapper papir og nagler dem til korset. Handlingen gør tilgivelsen konkret og bevirker, at personen føler sig lettet og frigjort.

Dernæst bevæger undervisningen sig hen mod forsoning i fællesskabet. Deltagerne lærer, at de er med i Guds rige, som er et himmelsk rige, der overskrider familie, klan og stamme.

Giver slip på vreden

At forstå dette er grundlaget for øvelsen 'Stå i gabet', hvor deltagerne på vegne af deres lokalsamfund og familier både giver og modtager tilgivelse.

"Folk giver slip på den vrede, de følte mod familiemedlemmer, og kommer af med den tunge byrde af hævn," fortæller Thomas Titus.

Den sidste fejring om søndagen finder sted efter gudstjenesten, hvor deltagerne samles omkring ”Kongens bord”. De kroner hinanden med papirkroner, velsigner og opmuntringer hinanden og erklærer deres identitet som Guds børn.

Udendørs klasseværelse. Deltagerne sidder i blå plastikstole og kigger mod de to undervisere

FOTO: Jaap de With, pilot og projektkoordinator i MAF