Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Kirkeminister besøgte herboende ukrainere

Ukrainske familier fejrede Skt. Nikolaus, en dag hvor børnenes helgen giver børnene gaver. I den forbindelse fik de besøg af kirkeminister Louise Schack Elholm, som understregede den danske befolknings støtte og solidaritet med det ukrainske folk

Kirkeminister Louise Schack Elholm besøgte ukrainske familier ved Skt. Nikolaus fejringen i Energicenter Voldparken i København 19. december 2022. Fotos: Christian Arffmann 

Ukrainske familier i Danmark fejrede i går Skt Nikolaus, en højtid hvor børnenes helgen ifølge ukrainsk tradition skænker børn gaver som optakt til jul og nytår. Hundredvis af herboende ukrainere var samlet i København for at fejre højtiden, og den ukrainsk-katolske præst Fader Vasyl var trukket i Nikolaus-kostumet for at uddele gaver til børnene.

Desuden blev en ny ukrainsk oversættelse af Anette Jahns genfortælling af Juleevangeliet, "Sarahs første juleaften," (udgivet på Bibelselskabet) præsenteret.

Kirkeministerens engagement

Til stede var også kirkeminister Louise Schack Elholm som i sin tale ønskede at familierne må opleve julefred og juleglæde trods krigens lange skygger. Samtidig udtrykte hun Danmarks støtte og solidaritet til ukrainernes frihedskamp. Louise Schack Elholm er selv optaget af at skabe gode relationer til lande som Ukraine og Belarus og har igennem sit engagement i organisationen Silba erfaret hvor vigtigt det er at arbejde for dialog og demokrati i de tidligere Sovjetlande.

Folkekirkelig indsats

I mange menigheder overalt i landet gøres der en stor indsats for at tage godt imod herboende og nytilkomne ukrainere og invitere dem til gudstjenester og sociale fællesskaber. Der er stor opbakning til at hjælpe ukrainerne i Ukraine, som man kan læse om i denne rapport 

Der er samtidig løbende en stor efterspørgsel efter rådgivning og materialer da der melder sig mange spørgsmål i mødet med ukrainere. Derfor er der i år givet en ekstrabevilling fra Fællesfonden til Folkekirkens mellemkirkelige Råd med henblik på at øge folkekirkens indsats for ukrainske flygtninge. Midlerne går blandt andet til at udvikle materialer, oversættelser, hjemmeside på ukrainsk om folkekirken og meget mere. Læs mere om  Ukraine-indsatsen her og find inspiration og vejledning her.

Se flere billeder nedenfor: