Inspiration fra England: Kirken skal være til stede overalt i samfundet

Hvordan skal folkekirken være kirke i et samfund, der bliver mere og mere kulturelt og religiøst mangfoldigt? Det spørgsmål arbejder Folkekirkens mellemkirkelige Råd med for tiden i regi af Folkekirkens Migrantsamarbejde, og i den forbindelse tog en dansk delegation på studietur til England for at undersøge, hvordan Church of England tackler udfordringen med at være kirke i en multikulturel hverdag.

Mogens Mogensen, formand for Det mellemkirkelige Råd, fortæller:

”Vi landede i Manchester, besøgte Wakefield ved Leeds, Nottingham, Birmingham og Bradford, alle byer, hvor kirkerne har gjort sig spændende erfaringer og refleksioner med hensyn til at være kirke i mødet med mennesker med andre kulturer og religioner, og hvor de kristne mange steder er kommet i mindretal.”

Church of England har, ligesom folkekirken, oplevet en stor tilslutning fra farsitalende flygtninge, asylansøgere og indvandrere, og i England gør man meget ud af den kirkelige betjening af farsitalende. Kirken har sågar en farsitalende biskop, nemlig Gulnar Francis-Dehqani, som i sin tid flygtede fra Iran og siden blev biskop i Loughborugh og tillige vicepræsident i Konferencen af Europæiske Kirker (KEK).

Francis-Dehqani medvirkede i en nadvergudstjeneste på engelsk og farsi i Wakefield Cathedral i anledning af autorisationen af en farsi-oversættelse af højmesseliturgien. Der var omkring 550 deltagere, langt de fleste unge farsitalende konvertitter.

I Nottingham i Sct. Pauls with Sct. Steven Church deltog den danske delegation ligeledes i en gudstjeneste, hvor to tredjedele af deltagerne var indvandrere fra mange forskellige dele af verden, heriblandt mange iranere. Det var en vigtig pointe for dem at holde gudstjeneste sammen på tværs af etniciteter, kulturer og sprogbaggrund for dermed at understrege enheden i Kristus.

I Birmingham, hvor der bor 187 forskellige nationaliteter, og hvor næsten alle verdens religioner er repræsenteret, identificerer halvdelen af befolkningen sig som kristne. Præsten i Sct. Christopher Church understregede betydningen af den betingelsesløse kærlighed, deres opgave var at tjene befolkningen uden skjulte dagsordener. Præsten var meget klar i mælet: Det er ikke op til os at omvende mennesker, det er Helligåndens opgave.

I Bradford besøgte vi Sct. Paul’s Church in Manningham, et sogn, hvor 80% af befolkningen var pakistanske muslimer. Også her havde kirken et stort socialt eller diakonalt arbejde, og kirkens lokaler var flittigt i brug til forskellige lokale arrangementer. 

”Når man kommer fra en dansk folkekirke, hvor næsten alle kirker er i perfekt stand og indrettet æstetisk, slog det mig at se disse engelske kirker, der virkede en del forsømte og nedslidte. Rammerne var ikke imponerende, men det var det liv og den tjeneste, der udfoldede sig der, hvor mennesker med meget forskellig kulturel, etnisk og religiøs baggrund kom og fik hjælp og fandt fællesskab på tværs af grænser,” siger Mogens Mogensen.

Toby Howarth, der nu er biskop i Bradford, var for en 10-15 år siden med til at gennemtænke, hvordan Church of England kunne være kirke i en multireligiøs kontekst. Et af resultaterne blev ”Presence and Engagement”, kirkens program for mission, diakoni og gudstjeneste i et multikulturelt samfund.

”Ifølge biskoppen var der tre grunde til etableringen af dette program. For det første havde sognepræster, der arbejdede i multireligiøse kontekster i de store byer, svært ved at redegøre teologisk for, hvad de havde gang i. Derfor var der brug for et forum for teologisk tænkning. For det andet var der ved at være en tendens til at sige, at der ikke var brug for så mange præstelige (og andre) ressourcer i sogne, hvor en større og større andel af beboerne tilhørte andre religioner. Derfor var der brug for en strategi, der kunne fastholde kirkens tilstedeværelse og engagement i disse multireligiøse områder. I det hele taget hørte vi igen og igen en understregning af, at den anglikanske kirke så sig selv som en kirke med ansvar for hele sognet, for hele folket, og ikke kun for medlemmerne eller dem med en kristen baggrund. For det tredje var der brug for at se denne nye mangfoldighed ikke som en problem, men som en gave,” fortæller Mogens Mogensen.

Presence and Engagement har en række centre rundt om i England, som støtter op om arbejdet og har konsulenter ansat til at bistå menighederne med at realisere deres visioner for den lokale kirke. Centralt i Presence and Engagement programmet står evangelisering, dialog og arbejdet for det fælles gode (diakoni). Alle, som den danske delegation talte med, anerkendte, at det var en udfordring at finde balancen og sammenhængen mellem disse tre dimensioner af kirkens virke. Nogle vægter evangelisering og omvendelse højt, mens andre betoner dialog og socialt arbejde.

Eksempelvis nævnte Richard Sudworth, der er ærkebiskoppens sekretær vedr. interreligiøse spørgsmål, at dialog er vigtigt, men faren var, at dialogen blev intetsigende venligheder, at der ikke var noget på spil, og at dialogen derfor ikke flyttede noget hos nogen.

Delegationen, som foruden Mogens Mogensen talte Søren Dalsgaard, Marie Munch Roager, Michael Rønne Rasmussen og Nik Bredholt, fik mange spændende samtaler, input og inspiration på studieturen i England. Det tages med videre i arbejdet i Folkekirkens mellemkirkelige Råd for, at folkekirken i fremtiden vil være en kirke for hele den danske befolkning.

Som Mogens Mogensen konkluderer:

”Vi kan naturligvis ikke i folkekirken i Danmark kopiere den anglikanske kirkes program for ”Presence and Engagement”, men vi kunne med fordel lade os udfordre af den grundtanke, at kirken må være til stede overalt i det multireligiøse og multikulturelle samfund og engagere sig i mødet med mennesker med anden religiøs og kulturel baggrund ud fra evangeliet og dets kald til os om at elske mennesker betingelsesløst og at dele evangeliet med alle. Og måske var der også engelske erfaringer, som vi med fordel kunne lytte til, da man i Church of England trods alt har mange flere års erfaringer med at være kirke i en multireligiøs og multikulturel kontekst, end vi har i folkekirken.”

Artiklen bygger på Mogens Mogensens blogindlæg