En økumenisk studierejse og to 100-års jubilæer
30 lægfolk, præster, provster og biskopper fra den danske folkekirke har taget lyntoget til Stockholm, hvor de i tre dage deltager i Den Økumeniske Uge, som finder sted 19.-24. august.

FOTO: Albin Hillert/WCC
Den danske studierejse samler medlemmer fra flere danske stifters udvalg for mellemkirkeligt arbejde og fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, som har arrangeret rejsen. Ugen byder på debatter, koncerter, gudstjenester og andre events, som tydeliggør kirkernes bidrag til en fredeligere verden. Målet er fælles læring om det økumeniske arbejde i en større historisk og international sammenhæng.
100 års-jubilæum for økumenisk konference i Stockholm
Med Den Økumeniske Uge fejrer Sveriges Kristna Råd 100-års jubilæet for en økumenisk konference, som i kølvandet på Første Verdenskrig i 1925 samlede repræsentanter fra kristne kirker verden over i Stockholm. Konferencen var arrangeret af den svenske biskop Nathan Söderblom og blev afgørende for større enhed og samarbejde mellem kirkesamfund, satte fokus på kirkernes fælles ansvar i samfundet og lagde grunden til den moderne økumeniske bevægelse.
100 års mellemkirkeligt arbejde i folkekirken
Den danske studierejse markerer også 100-året for mellemkirkeligt arbejde i folkekirken. I 1925 var Sjællands biskop Ostenfeld og Haderslevs biskop Ammundsen begge stærkt engageret i den økumeniske bevægelse og deltog i konferencen i Stockholm. De ansøgte Folketingets Finansudvalg om tilskud til at deltage i konferencen, da det ikke var tilladt folkekirken at bruge sine egne midler uden for sogn, provsti og stift. Pengene blev bevilliget, og derfor er det i år 100 år siden, at staten første gang støttede folkekirkens deltagelse i mellemkirkeligt arbejde.
Det mellemkirkelige arbejde blev dog først i 1991 til en fast del af det folkekirkelige arbejde med dannelsen af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.
- Det krævede i mellem- og efterkrigstiden indsatser af både teologer, kirkefolk og græsrods-økumenikere – og en samfundsudvikling, der blev mere og mere internationalt orienteret – før det mellemkirkelige arbejde blev set som en folkekirkelig forpligtelse, fortæller sekretariatsleder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Birger Nygaard, som deltager i studierejsen.
Den økumeniske bevægelse holder kirken fast på at bidrage til fred
- Her 100 år efter konferencen i Stockholm kan vi ikke slutte, at den globale økumeniske bevægelse er lykkedes med at levere fred på jorden. Vi lever stadig i en verden med krig og spændinger. I fx Ukraine-krigen ser vi kirker være stærkt involveret på begge sider. Det slår skår i fællesskabet. Håbet om, at kirker kan finde ud af det, når politikere og stater ikke kan, har vist sig at have sine begrænsninger siger han.
Han peger samtidig på, at den økumenisk bevægelse de seneste 100 år har holdt kirken fast på at bidrage til at skabe fred sammen med andre dele af civilsamfundet, bl.a. i de omstændigheder, der førte til murens fald og en fredelig afslutning på den kolde krig.
- Kirker har i dag generelt en helt anden gensidig anerkendelse af hinandens plads i kristenheden og ønske om at tale, tænke og handle sammen, hvor det er muligt. Især kirkernes praktisk-diakonale samarbejde, som vi i Danmark i høj grad har udviklet i frie kirkelige organisationer, har ført til internationalt kirkesamarbejde om at hjælpe udsatte, siger Birger Nygaard. Han mener, at den økumeniske bevægelse især er lykkedes i de kirkesamarbejder, der er opstået de seneste 100 år – og som folkekirken deltager i.
- De tjener som platforme for den samtale og samhandling, der har reduceret fordomme om andre kirketraditioner med andre skikke. Gensidig teologisk kendskab og forståelse har afdæmoniseret de andre. Tilbage står dog stadig grundlæggende uenigheder om centrale dogmatiske spørgsmål, uden løsninger i sigte inden for overskuelig fremtid, siger Birger Nygaard.
Læs mere på https://www.skr.org/program-ekumeniska-veckan-i-stockholm/

Forventningsfulde deltagere på studierejsen til Stockholm. Her foreviget på stationen i Malmø. FOTO: Thomas Emil Horneman-Thielcke