At dele troshistorier var økumenisk døråbner ved kirkemøde i Bogota

Global Christian Forum holdt i slutningen af april et globalt kirkemøde. Birger Nygaard, sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, deltog på folkekirkens vegne. Læs her hans beretning fra mødet:

Lidt om baggrunden for Global Christian Forum (GCF)

Kirkernes Verdensråd (KV) har siden 1990'erne haft fokus på det forhold, at den økumeniske bevægelse, som den kommer til udtryk i KV, kun udgør ca. 1/4 af kristenheden. KVs 348 medlemskirker er kun en begrænset del af de nu 42.000 kirkesamfund, statistikerne har optalt. Halvdelen af kristenheden er katolikker, ortodokse 12% og resten er fordelt på gamle protestantiske kirker, evangelikale, pinse- og karismatiske og andre uafhængige kirker.

Ved generalforsamlingen i Harare i Zimbabwe i 1998 blev der derfor opfordret til at arbejde med en forståelse af Kirkernes Verdensråd som blot én af deltagerne i en bredere økumenisk bevægelse og at gøre bestræbelser for at skabe bedre forbindelse til de andre store grupper i kristenheden. Dette førte til dannelsen af Global Christian Forum.

Mødet i Bogotà var det tredje globale møde i dette forum. Det er en begrænset samling med 250 deltagere, men repræsenterende de fire "søjler," katolikker, ortodokse, protestanter og evangelikale/pentekostale. Og det sker på et højt niveau med deltagelse af højt placerede fra de forskellige verdenskommunioner. 

En anden måde at mødes på

Man har i GCF erfaret, at man må mødes på en helt anden måde, om man skal lykkes med at få en meget mere forskelligartet økumenisk samling til at fungere sammen. Med udgangspunkt i det økumeniske "at der er meget mere, der forener os, end skiller os" er fokus på at dele erfaringer med de mange ting, der forener os, både i kirkernes liv og i deres tjeneste i verden.

Til at bryde permafrosten mellem de meget forskellige traditioner har dette forum fundet et særligt greb som er værdifuldt: at man begynder med at fortælle personlige troshistorier i mindre grupper. Dette sætter den ortodokse metropolit på lige fod med den sydamerikanske pinseven eller befrielsesteolog. Og i disse fortællinger er der en særegen genkendelighed af Kristus-vidnesbyrdet hos alle på trods af de store forskelle i kirketraditioner.

Med opbygning af grundlæggende tillid i forsamlingen tales der så om de forhold traditionerne imellem, som man har brug for indbyrdes at tale sammen om (proselytisme er en af de ømme tæer). Og der tales ikke mindst om vores omverden, som kalder på kirkens mission, diakoni og samfundsengagement.

GCF og det økumeniske projekt

At samle et forum, hvor en stor majoritet af verdenskristenheden er aktivt og ligeværdigt repræsenteret er i sig selv en præstation. Noget har muliggjort, at dette i dag er muligt, om end vi endnu må betragte GCF som et mindre og symbolsk forum uden nævneværdig betydning de mange steder, hvor kristne strides og lever splittet. Det er værd at mærke, at GCF er er forum uden penge, magt, vedtægter, generalforsamling, hovedkontor m.v.

Forummet er således helt afhængigt af deltagernes aktive ønske om og vilje til løbende at fortsætte samtalen. Men der er potentiale for betydelige ringvirkninger over tid, idet GCF værdimæssigt har opbakning på betydeligt niveau i deltagende kirker og bevægelser. Indtil videre må GCF ses som et vigtigt nybrud i bestræbelserne for en bredere økumeniske bevægelse.

På den anden side synes denne meget bredere økumenik at fordre en anden tilgang til det økumeniske projekt end den moderne økumeniske bevægelses tidligt formulerede ideal om kirkernes synlige enhed. Vel at mærke en enhed, der går gennem troslæresamtaler (Faith and Order) mhp. teologisk grundlag for fuldt kirkefællesskab. Dette mål må fastholdes som eskatologisk dimension.

Men i virkelighedens verden synes denne tilgang at miste enhver plausibilitet i lyset af verdenskirkens voksende mangfoldighed. Der synes således at være behov for - i tillæg til hidtidige arbejdsformer, som på et vist niveau må fortsætte - at klargøre, hvordan man forestiller sig det økumeniske projekt udlevet i den nye kristenhed, som ikke  bare er pænt opdelt efter traditioner og geografi og kulturer, men hvor verdenskristenheden gennem global migration er til stede alle steder og hvor kristne både fysisk og virtuelt i stigende grad sammensætter deres kirkelige deltagelse på pluralismens og konsumerismens vilkår. Det må være en økumenik, der begynder med at "fejre forskelligheden" (biskop Martin Modeus' ord ved konferencen) og i det lys forholder sig til enhedens skikkelse.

Lad os dele troen med hinanden

GCF har udsendt en pressemeddelelse, hvori mødet i Bogotà sammenlignes med Emmaus-vandringen:

”Ligesom disciplene på Emmaus-vejen genkendte Jesus i det øjeblik de delte alt med hinanden, har vi været samlet i et fælles rum i bøn og samtale og har fundet glæden i Guds ord.” (Læs hele pressemeddelelsen her.) 

Opfordringen til os fra Global Christian Forum er klar: Vi skal mødes indbyrdes som kristne, både i det store udland og herhjemme, og dele vores tro med hinanden, så vores øjne åbnes og hjerterne brænder i os.