Nyheder
Nyheder

Væk fra fjendebilleder – ind i samtalen

Biskop Peter Skov-Jakobsen: Jeg kan godt lide fælleskirkelige møder, hvor uenighederne også kommer på bordet, og hvor der bliver talt ud. Det er skammeligt at bruge tid på møder med undvigende sprog. Man kommer derfra uden at kende positionerne.


I mange år har der været et teologisk samarbejde rundt om Østersøen (Theobalt). Det var en liv-line mellem to dele af Europa under den kolde krig. Tiderne forandrede sig, og samtalen ebbede ud, og for nogle år siden var vi nogle, der satte os sammen og overvejede, om Theobalt skulle ”lægges i graven” eller om det skulle genoplives.

Da vi talte om det, måtte vi erkende, at Europa er på vej ind i en ny fase. Det ser ud som om, at den opdeling af verden, som vi kendte under den kolde krig, nu er ved at genindtage sin position. Verden har naturligvis forandret sig, men gamle modsætningsforhold vækker alligevel mindelser.
Forholdet mellem Rusland og nabostaterne har fået en væsentlig anderledes karakter efter uoverensstemmelserne med Ukraine. Gamle og nye alliancer danner sig.

Forholdet mellem kirkerne har desværre også forandret sig. Afstanden mellem den russisk ortodokse kirke og kirkerne i Norden og Vesten har ikke været køligere i årevis. Samtalerne er forstummede pga. af svære uoverensstemmelser om vielse af kvinder til præsteembedet, bispeembedet og vielse af homoseksuelle. Heldigvis er samtalen med andre ortodokse traditioner stadig levende (fx den serbisk ortodokse).

Vi blev derfor enige om, at forsøge at genoplive Theobalt, for når samtalen er vanskeligst er den nok også væsentligst. Nu vokser fjendebillederne – og desværre er der ikke kun tale om billeder, men ofte også om fjendtlige handlinger. Kirkerne bør gøre deres til at holde samtalen levende og i gang.

Vi mødtes i Visby i midten af november, finske, svenske, danske, tyske, baltiske og polske lutheranere med serbisk ortodokse, lettisk ortodokse tilknyttet Moskva-patriarkatet og romersk-katolske fra Sverige, Finland og Polen.

Samtalen handlede om kirken i Vesten og kirken i Mellemeuropa og Østeuropa. Der viste sig at være væsentlige uoverensstemmelser, og man kan roligt sige at bølgerne til tider gik højt.
Der viste sig at være langt fra en polsk katolsk professor i økumenisk teologi til nordiske lutherske kristne; men viljen til samtalen savnede bestemt ikke næring.

Jeg kan godt lide fælleskirkelige møder, hvor uenighederne også kommer på bordet, og hvor der bliver talt ud. Det er skammeligt at bruge tid på møder med undvigende sprog. Man kommer derfra uden at kende positionerne.

Nu ved vi hvor langt der kan være i mellem os og hvor anderledes situationen ser ud fra en anden synsvinkel.

Det væsentlige var, at vores svenske vært, biskop Sven-Bernhard Fast, skabte rammer og rummelighed for diskussionen og argumentet.

Vi skal mødes igen – det blev vi enige om. Samtalen var svær og vi havde til tider fornemmelsen af at komme fra forskellige kloder, men vi var enige om, at tavsheden ikke må herske imellem os. Stilhed går an, for den er kreativ – tavsheden går ikke an. Den er truende og selvoptaget.

Vi vil lave en konference om tre år og inden da mødes for at forberede konferencen.


Biskop Peter Skov-Jakobsen