Protestantisk kristendom - et kirkeligt eller nationalt fællesskab?
Nationalkirken og den hellige, almindelige kirke

Nationalkirken og den hellige, almindelige Kirke

Hvor skal en protestantisk kirke stå i spændingsfeltet mellem nationalisme og kosmopolitisme? Mellem den nationale kirke og Verdenskirken? Landbyskirken og de troendes fællesskab? Det er ikke let at svare på disse spørgsmål, men man bør dog overveje, hvor ens kirke kan placeres mellem de to fløje. I den apostolske trosbekendelse bekender vi os til ’den hellige almindelige Kirke’. Samtidig fortæller junigrundloven os, at den danske folkekirke er den evangelisk-lutherske kirke. Disse to prædikater behøves ikke være modsætninger, men hvis man gransker historien, vil man se, at identiteten i folkekirken muligvis har været vægtet imod at være nationalkirke.

Relationen mellem Verdenskirken og folkekirken kan skimtes i folkekirkens forhold til mellemkirkeligt samarbejde. Det kan her være interessant at se på, hvilke økumeniske erklæringer folkekirken har tiltrådt. Først kan nævnes ’Fælleserklæringen om retfærdiggørelsen’ mellem Det Lutherske Verdensforbund og den romerskkatolske kirke, hvor man stadigvæk kan diskutere folkekirkens billigelse af konceptet. Leuenberg er et andet eksempel på en erklæring, som folkekirken ikke har tiltrådt samtidigt med mange af de andre kirker: Konkordien blev vedtaget i 1973, men folkekirken meldte sig først ind i 2001. Sidst kan nævnes Poorvo-erklæringen, hvor drøftelserne afsluttes i 1992. Folkekirken kom endelig med i 2009. Man kan altså se, at folkekirken sakker lidt bagud ift. mange andre protestantiske kirker i Europa. Men hvorfor egentlig det? Skyldes dette, at folkekirken er vægtet imod at være nationalistisk?

På Forum Young Theology i Wien deltog teologer og teologistuderende fra 10 forskellige kirker, som alle var en del af Leuenbergfællesskabet (CPCE). Mange af kirkerne er minoritetskirker, der samtidigt har været en del af det økumeniske samarbejde siden begyndelsen. En tanke som slog mig gennem samtaler med folk fra disse forskellige kirker var, at ’det danske efterslæb’ måske skyldes, at vi har lagt vores fokus ekstraordinært meget på at være den nationale, folkelige kirke? Har vi glemt, at vi er en kirke blandt mange kirker, som dog alle er én Kirke? På konferencen skulle hver kirke præsentere, hvordan kirkens struktur og historie hang sammen. Da den danske delegation fortalte om den tætte sammenhæng mellem kirke og stat, som er givet ved f.eks. grundloven, spilede de andre kirkers deltagere øjnene op: er kirken virkelig garanteret i jeres forfatning? Også elementer som kirkebønnen, hvor der bedes for kongehuset, eller at vi benytter vores flag ved festlige lejligheder – f.eks. en gudstjeneste - kan virke fremmed for andre kirker. Det kan misforstås som om, at kirken er en nationalistisk bastion, da kongehuse og nationalbannere mange steder er blevet benyttet til at fremme nationalisme. I Danmark bliver nationale symboler som kongehuset og Dannebrog ikke nødvendigvis sammenkoblet med nationalisme. For mange er det snarere en følelse af national identitet, som er spredt over hele befolkningen på tværs af ideologi og religion.

Det kom alligevel bag på mig hvor mange nationale symboler og handlinger, som er bundet sammen med den danske folkekirke sammenlignet med andre protestantiske kirker i Europa. Disse symbolers tilstedeværelse i kirken skyldes måske vores forholdsvis monokonfessionelle historie, og at kirken f.eks. er garanteret i vores forfatning. Dette er ikke en dårlig ting: Kultur og kristendom er blevet sammensmedet i vores nationalfortælling, og at være medlem af folkekirken er ikke ensbetydende med, at man er nationalist. At folkekirken har taget sin tid om at tiltræde de forskellige erklæringer, er heller ikke nødvendigvis et udtryk for, at kirken er nationalistisk. Det kan lige så vel skyldes teologiske problemstillinger.

Så hvor står folkekirken mellem nationalisme og kosmopolitisme? Jeg vil placere kirken mellem de to yderpunkter. Dog vil jeg også mene, at de sidste 30 års økumeniske arbejde i folkekirken må ses som et positivt bidrag. Det viser omverdenen og måske i virkeligheden også os selv, at folkekirken er villig til at tiltræde erklæringer og arbejde på tværs af landegrænser og konfessioner. Det viser, at folkekirken også er en del af Verdenskirken. Den danske folkekirke er nemlig to ting: Nationalkirke og den hellige, almindelige Kirk

Asbjørn Lauridsen er teologistuderende ved Aarhus Universitet