Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Hvad kan kirkerne lære af hinanden under coronakrisen?

Man er simpelthen bange for, at folk ikke kommer tilbage i kirke igen, når samfundene åbner, beretter Birgitte Graakjær Hjort fra en international kirkelig konsultation om at være kirke under coronakrisen

3 mænd i bøn

Andagt på Det anglikanske center i Rom i forbindelse med Bedeugen for kristen enhed. Foto: K. Ernest/WCC. 

Et emne, som præger de økumeniske debatter for tiden, er corona-krisen. På godt og ondt er det noget alle kirkerne kan tale sammen om. Her kan alle bidrage med deres levede erfaringer, og det er noget alle kan relatere til. Fællesskabet af Reformatoriske Kirker (CPCE) afholdt for nylig en international konsultation online om hvad kirkerne kan lære af hinanden her i corona-krisen. Den varede over flere dage og handlede om både liturgi, diakoni, samfundsengagement og fællesskab. Mange deltagere fra lutherske, baptistiske, metodistiske og reformerte kirker fra hele Europa var med.

Birgitte Graakjær Hjort, leder af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, deltog på folkekirkens vegne i drøftelserne og beretter derfra:

 

Jeg deltog i en 3 dages online konsultation om at være kirke under corona krisen. Det startede med, at der blev gjort status fra de enkelte lande.

Samme situation

Generelt var der meget der var sammenligneligt med den danske situation. Ligesom hos os kæmpede man med dilemmaet mellem at holde lukket eller åbne kirken. Men generelt var der en stor ydmyghed fra kirkernes side, og der var ikke en markant holdning i retning af, at kirken skulle foran i genåbningskøen.

Der lod til at være lignende restriktioner i kirkerne i andre lande. Dog var der i Skotland en lov om at kirkerne skulle holde dørene åbne og lufte ud konstant. Det har været en stor udfordring under vinterkulden.

Det var tydeligt, at nogle lande står i en mere alvorlig situation end os i Danmark. Fx i Spanien, hvor der er en ny bølge af coronavirus på vej.

Verdensdommen

Kirkerne forsøger at svare på krisen med et stort samfundsengagement. For eksempel berettede den svenske kirke om at de ældre er meget udsatte, både helbredsmæssigt og mentalt. Mange ældre kæmper med ensomhed, og kirken stiller et kriseberedskab til rådighed for dem. 

Flere kirkelige repræsentanter citerede Verdensdommen fra Matthæus-evangeliet kap. 25:

”For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig”. 

For danskere, der nok er vant til en lidt mere afdæmpet religiøsitet, gør det alligevel indtryk når kirkerne spørger sig selv så selvkritisk, om de har taget sig nok af de sårbare og de nødlidende. Det gælder både de syge, de ensomme, dem der kæmper med økonomien og dem der er mentalt udbrændt. Det er i hvert fald tydeligt, at der fortsat er store diakonale behov, som kirkerne er nødt til at reagere på.

Der er både tydelige forskelligheder og fælles erfaringer. Fra nogle lande lød det, at krisen afslørede stor ulighed, og at kirken bør være en stærk offentlig stemme på vegne af de nødstedte og de marginaliserede. Nogle mente at kirken burde tale med en klarere politisk stemme og kritisere kapitalismen.

Stor interesse for online gudstjenester

Efter en præsentation af materialet "Being Church Together in a Pandemic – Reflections from a Protestant Perspective" ved professor Thorsten Meireis fra Humboldt Universitetet i Berlin blev man delt op i forskellige temagrupper, og her valgte jeg liturgi.

Her handlede det om hvordan kirken kan forkynde håb og tillid i stedet for frygt.

Det overraskede mig, at online nadver var så stort et emne i de andre lande. Det rører sig åbenbart meget i de andre kirker. Det virkede ikke til at der var de store dogmatiske anfægtelser, og det handlede mere om de praktiske spørgsmål, altså en pragmatisk tilgang til hvordan det kan være et supplement til den fysiske nadver, eller hvordan man kan kombinere det, fx med en fysisk nadver efter en online gudstjeneste.

Kirkens udfordringer

Det spørgsmål, som fyldte mest i debatten var, om kirkegængerne langsomt holder op med at komme til gudstjeneste. Man er simpelthen bange for at folk ikke kommer tilbage i kirke igen når samfundene åbner. Dels kan det skyldes en vane med bekvemmelighed, efter man har vænnet sig til mest at opholde sig derhjemme, få prædiken m.m. tilsendt, som nogle kirker har praktiseret, dels kan det skyldes en langvarig frygt for smitte, som stikker dybt, og som gør at man begrænser sin sociale aktivitet.

Den faldende kirkegang har så også en afsmittende virkning i forhold til faldende dåbstal, og spørgsmålet er om dåbstallene vil stige igen, når der åbnes mere op?

Der blev også udtrykt et stort savn over ikke at kunne synge sammen. Fællessangen blev formuleret som fællesskabet i en inkarneret skikkelse. At samles om Kristus i sang var vigtigt for mange kirker. Derfor føles gudstjenester noget amputerede for mange når der ikke er fællessang.

Desuden var der for flere kirkers vedkommende udfordringer med at nå ud til børn og unge. De traditionelle børne- og ungeprogrammer kunne man ikke afholde pga restriktioner, og så har man forsøgt sig med online-tiltag. Men mange børn og unge orker ikke endnu flere online aktiviteter, det har de nok af i skolen.

Kort sagt, der er mange udfordringer, vi har til fælles i kirkerne i Europa, og det er lærerigt og frugtbart at tale sammen om det i et internationalt forum. Selv om vi ikke er enige i alt, så føler jeg mig alligevel ”skubbet til” på den positive måde.