Dagens situation kræver vores medmenneskelige ansvar

Vi befinder os i den kristne fastetid før påske. Det er en tid til refleksion og til at prøve vores personlige og fælles liv. Vi tilskyndes til at se, hvilke grænser som findes for, hvad vi må gøre, og hvilke grænser vi bør overvinde. 

De gammeltestamentlige profetord giver retning. At knuse de svages hoved i støvet, og trænge de hjælpeløse bort fra vejen (Amos 2:7), må vi ikke. Der går en grænse, som ikke skal overskrides. Derimod skal vi overskride eksisterende grænser, når det gælder at lade retten ’strømme som vand, retfærdighed som en stadig rindende bæk’ (Amos 5:24).

Lige nu udfordres vores fysiske og mentale grænser både af den nye coronavirus og af flygtningesituationen ved Europas udkanter. Fælles for begge udfordringer er, at de kræver en personlig og en fælles ansvarlighed, tværs over alle grænser og uanset politiske positioner. De udfordrer os som mennesker og som medmennesker. Byrder må deles og bæres i fællesskab. Mislykkes vi med dette, mister vi vores menneskelighed.

Men her ophører lighederne. Virus skal bekæmpes. Det skal mennesker på flugt ikke. Mennesker på flugt kan miste det meste, men aldrig deres menneskelige rettigheder.

Det som foregår ved Europas udkanter, på grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland, stiller vores menneskelighed på prøve. Komplicerede politiske, kulturelle, økonomiske og demokratiske problemer skaber berettiget uro og frygt. Frygt skal tages alvorligt, men den skal ikke holde os fangne og hindre os i at tage ansvar.

Hvis vi vil leve op til, hvad det er at være menneske, kan vi aldrig acceptere, at medmennesker på flugt dehumaniseres og reduceres til en trussel. En værdig behandling, en fungerede asylret og delt ansvar for mennesker på flugt er det som sømmer sig for os som demokratiske lande og som mennesker.

At søge asyl er en menneskelig rettighed. EU's medlemsstater har forpligtet sig til ikke at sende mennesker tilbage til undertrykkelse og forfølgelse – det er altså både en juridisk og en etisk forpligtelse.

At sikre orden og velstand i Europa på bekostning af kaos ved dets ydre grænser er ikke foreneligt med de etiske overbevisninger, som det Europa vi lever i, er bygget på. At hævde at kristne værdier eller samfund beskyttes ved at lukke de mennesker ude, som søger tilflugt fra vold og lidelse er uacceptabelt, det underminerer det kristne vidnesbyrd i verden, og ophøjer nationale grænser til afguder.

EU er resultatet af et fredsprojekt, og EU må fortsætte med at være et fredsprojekt. Vi kommer aldrig til at kunne opretholde sikkerheden i vores egne lande, hvis ikke vi bidrager til at løse de situationer med konflikt, undertrykkelse, klimakrise og fattigdom, som tvinger mennesker til at flygte.

Modtagelseskrisen i 2015 i Europa var et resultat af en længere pågående flygtningekrise i Syrien og Afghanistan og mange andre steder, hvor krig og forfølgelse river menneskers liv itu. Det som foregår lige nu, er et politisk spil med menneskers liv. Det værste ved situationen i Idlib i Syrien, i Tyrkiet og Grækenland er at den foregår, ikke at flere mennesker søger mod Europas grænser.

Vi ved at grænserne ikke blot kan åbnes, og vi taler hverken for en sådan løsning eller ubegrænset indvandring. Desto vigtigere er det, at vores lande tager et juridisk, økonomisk og politisk ansvar. Vi er medansvarlige for, at livet kan lykkes i de lande, som nu plages af krig og fattigdom.

Faren for Europa kommer ikke først og fremmest fra de tusinder af mennesker på flugt ved kontinentets grænser. Den kommer snarere af bristet tro på fremtiden, tab af universelle værdier og menneskelig værdighed samt fra en kortsigtet politik i alle lejre. Faren er, at vi afstumpet mister vores fælles medmenneskelighed. 

Dog er der stadig håb. Erfaringerne fra vores nordiske lande viser at medmenneskeligheden og solidariteten med mennesker på flugt lever. En opinionsundersøgelse som Rød Kors, Red Barnet og Svenska kyrkan for nyligt har publiceret, bekræfter dette (læs undersøgelse). Denne folkeopinion er, med forfatteren Kerstin Ekmans ord, en humanistisk guldreserve. Det er nødvendigt, at den høres og vinder indpas.

At stå imod at de svage trampes ned og at de hjælpeløse trænges bort, og at medvirke til at retten strømmer frem – det er at være menneske. Vi er trods alt en eneste Guds menneskehed, som lever sammen under samme himmel.

Antje Jackelén                                      Tapio Luoma                          
Ærkebiskop, Svenska Kyrkan             Ærkebiskop, Turku    

Bernd Eidsvig                                    Atle Sommerfeldt

Biskop, Oslo katolske bispedømme     konstitueret Preses,  Den norske kirke                

 Anders Kardinal Arborelius          
 Biskop, Stokholms katolska stift   

Czeslaw Kozon

Biskop, Københavns katolske bispedømme         

Peter Skov-Jakobsen                       Dávid Tencer  
Biskop, København                          Biskop, Reykjavik katolske bispedømme

Marco Pasinato                                Agnes Sigurdardóttir  
Apostolsk administrator                   Biskop, Reykjavik 
Helsinki katolske stift