Kirkerne på Vestegnen rækker hånden ud til danskere med tyrkisk baggrund

Provstierne på Vestegnen afholdte i samarbejde med Folkekirkens Migrantsamarbejde en temadag om danskere med tyrkiske rødder. Formålet var at give aktører i folkekirken og andre interesserede mere viden om denne store befolkningsgruppe, som hidtil har haft meget lille tilknytning til folkekirken, samt drøfte, hvad folkekirkens rolle og muligheder er for at blive bedre til at række ud.

Der var 55 deltagere bestående af bl.a. provster, præster, menighedsrådsmedlemmer og frivillige med lang erfaring fra tværkulturelt arbejde fra folkekirkerne på Vestegnen, fra Rødovre til Ishøj og Brøndby. 

Baggrunden for temadagen var en undren over, hvor lidt vi i folkekirken kender til danskere med tyrkiske rødder, selvom vi har boet side om side med hinanden siden de første gæstearbejdere kom til Danmark i 1960erne. Ud af de ca. 63.000 personer med tyrkisk herkomst er der kun ca. 250 medlemmer af folkekirken. Arrangørgruppen stillede gennem temadagen spørgsmålene ”Hvem er danskerne med tyrkiske rødder?”, ”Hvordan er det at vokse op som dansker med tyrkiske rødder?” og ”Hvad er forholdet mellem kristendommen og tyrkisk identitet?”

Journalist og forfatter Deniz Serinci holdt det første oplæg, hvor han gav en levende beskrivelse af, hvordan det var at vokse op i Esbjerg som dansk-tyrker med kurdisk baggrund. Han gennemgik de forskellige etniske og religiøse grupper, der findes i Tyrkiet – kurdere, tyrkere, sunnier og alevier – og fortalte om, hvordan mindretal til tider har haft det svært. 

I dag er den tyrkiske efterkommergruppe i Danmark med sine 17% den største ifølge Danmarks Statistik. Serinci fortalte, at efterkommerne i højere grad end forældrene lægger vægt på deres fælles dansk-tyrkiske rødder, og i mindre grad deres tilhørsforhold til et bestemt mindretal. I en undersøgelse betonede 45% af indvandrerne fra Tyrkiet deres kurdiske baggrund, mens det kun gjaldt for 25% af efterkommerne. De fleste dansk-tyrkere kommer fra Konya området, som er en stor kurdisk koloni, der ligger 900 km væk fra det kurdiske hjerteland længere østpå.

På spørgsmålet om folkekirkens mulige rolle i forhold til relationer, sociale arrangementer og dialog, mente Serinci, at særligt det religiøse miljø ville være interesseret i dialog og samspil.

At være stemplet som anderledes

Ahmet Polat, der er hospitalsimam på Rigshospitalet, gav i dagens andet oplæg en personligt indblik i det at vokse op i Danmark med tyrkiske rødder. Han er opvokset i Horsens med forældre, som vægtede den tyrkiske arv højt. Forældrene var arbejdsomme og ville for alt i verden ikke være en byrde for samfundet. Da de selv blev slidt ned af arbejde, gjorde de meget for at støtte deres børn: ”Empowerment-ordet passer godt på det, min far har gjort for mine søskende og mig”.

”Der hvor du kommer fra – hvordan er det?” Dette spørgsmål har Ahmet Polat ofte fået, og når han sagde, at han var født og opvokset i Danmark, så fortsatte folk ofte: ”Der hvor dine forældre kommer fra, hvordan er det der?” Oplevelsen af at være stemplet som anderledes har præget Ahmets liv og identitet meget. Også ghettoloven og medierne har sat sit præg og givet en følelse af at blive stigmatiseret. Men som en tilhører nævnte: ”Måske har dine erfaringer givet en dyb refleksion og evne til at agere i en flerkulturel virkelighed”.

Da Ahmet valgte at studere fem år i Istanbul, oplevede han, hvor dansk han i virkeligheden var. Det var svært ift. lokale tyrkere at nå længere end ”Hej, hvordan går det?”, mens han fik venner blandt andre fra Vesteuropa med tyrkiske rødder. Han fortalte, at man på tyrkisk har et ordsprog der lyder: ”Fremmed i Europa. Tysker i sit eget hjemland. På fremmed grund overalt.”

Om sit arbejde som hospitalsimam på rigshospitalet fortalte han om at være medvandrer med patienter og om samarbejdet med hospitalspræsterne. I relationen mellem muslimer og kristne lagde han vægt på at gå fra dialog til diapraksis – at gøre noget sammen.

At være tyrkisk kristen

Efter frokosten blev ordet givet til Gülsum, som er tyrkisk kristen og arbejder på den kristne TV-kanal SAT-7 Türk. Hun fortalte om, hvordan det er at være kristen i et land som Tyrkiet, hvor langt de fleste er muslimer. Mange tyrkere sætter lighedstegn mellem det at være muslim og tyrker og har derfor svært ved at forestille sig, at tyrkere kan være kristne. Kristne bliver blandt tyrkere typisk kategoriseret som en del af de etniske mindretal som fx armenske eller græske.

Sat7 Türk ser det derfor som sin opgave at nedbryde fordomme ved at fortælle på tyrkisk om de kristne – hvad de tror på, om de forskellige kulturer blandt tyrkiske kristne, og om den langvarige kristne historie i Tyrkiet før islam kom til området. SAT-Türk er en økumenisk organisation og samarbejder derfor på tværs af alle kirkeretninger i Tyrkiet.

Glad for håndsrækningen

Ali Güvercin er civilingeniør og byrådskandidat i Ishøj kommune. Han var en af deltagerne med tyrkisk baggrund og var glad for at være med til temadagen: 

"Det var en fed oplevelse og jeg var meget ydmyg og glad for, at der var denne håndsrækning fra folkekirken. Tænk at så mange møder op og er interesseret i at lytte til danskere med tyrkisk baggrund. Jeg fandt det meget spændende at høre om erfaringer fra en tyrkisk kristen konvertit, som hører til sjældenhederne i Tyrkiet, og de erfaringer hun havde med sig fra de kristne minoriteter, som man ellers meget sjældent hører om. Det var nok det oplæg, jeg fik allermest viden ud af.”

Efter oplæggene blev deltagerne delt op i mindre grupper, hvor der blev delt erfaringer med tværkulturelle møder og diskuteret hvad man kan gøre af konkrete tiltag i folkekirkelig sammenhæng. Mange var interesserede i at arbejde videre med temaet og betonede vigtigheden af at bygge gode relationer.

I samtalen blev også samskabelse og diapraksis bragt op. En fortalte for eksempel om gode erfaringer med samskabelse: ”Samskabelse som det nye store ord – ikke blot at frivillige skal alt muligt, men at man allierer sig med i forvejen organiserede sammenhænge der kan byde ind." 

Skrevet af Niels Nicolajsen Geil