Kortlægning af lokalt økumenisk samarbejde i Danmark 2022
København: Kirkevandring og religionsmødet
Intet billede:

København: Kirkevandring og religionsmødet

I sit virke som indvandrerpræst i Apostelkirken ser Niels Nyman Eriksen sine opgaver som tredelte: Godt naboskab i forhold til de lokale moskeer, kontakt til ’den store familie’ af andre kristne, og dannelse af et tværkulturelt fællesskab indenfor folkekirken. Der er en sammenhæng mellem disse tre områder, og det mellemkirkelige arbejde er således en integreret del af tjenesten. 

Baggrunden for de økumeniske samarbejder, som Apostelkirken har, er dels af international karakter og dels af lokal karakter. Der er en venskabsmenighed i Latakia i Syrien, flygtningearbejdet Faros i Athen, og skolearbejde i Bangladesh. De to sidste er forbundet med det lokale arbejde: Dels menighedsmedlemmer,  som har engageret sig i flygtningekrisen, dels afviste asylansøgere som da de vendte hjem til Bangladesh startede initiativet. 

Mere lokalt er der kirkevandringer på Vesterbro, hvor der besøges migrantkirker, for at høre om hvordan det er at være kirke på Vesterbro. Det har givet anledning til at fx den eritreiske ortodokse kirke i år fejrede påske i Apostelkirken, og derefter tog menigheden fra Apostelkirken og den eritreiske kirke til fælles gudstjeneste ’Prayer for the Nation’ i Domkirken i København. De gode relationer er grundlaget for mellemkirkeligt arbejde. Katolikkerne og Frelsens Hær har begge store samlingssteder på Vesterbro, og der er ikke noget udbygget samarbejde med disse. Dette skyldes ikke modvilje, men alle har nok at gøre med sine egne menigheder, og især i frikirkerne er ressourcerne begrænsede. 

Ad hoc arrangementerne fx prayer for the nation er en anledning for samarbejde, og kan vække det lokale engagement. På samme måde med den årlige migrantpræstekonference, hvor der både er ledere fra den eritreiske kirke og folkekirken. Der har før Coronatiden været en årlig gadeparade, som markerede synlighed på tværs af kirkerne, og Niels Nyman har et håb om at genoplive dette med 2. pinsedagsgudstjenesten som et naturligt knudepunkt for en fælles fejring af lokalt økumenisk samarbejde. 

Hvad har du lært gennem økumenisk samarbejde? 

Det berigende og også det besværlige er at få andres perspektiv på ens eget kirkeliv. Når man mødes med præster og ledere fra andre kirker fyldes man af ydmyghed over de barske arbejdsvilkår, som disse præster har. Det gælder alle kirker i et økumenisk samarbejde, fx kan lystænding være svært for afrikanske karismatiske kirker. Der er også inspirerende dele fromhedspraksis, både det karismatiske og de gamle kirker, som har en helt anden naturlighed omkring åndelig praksisformer. Den anglikanske kirkes sprog omkring det hellige er stærkt, og som vi ikke har på samme måde i dansk folkekirkelig tradition. Et andet eksempel er den naturlighed, der er omkring forbøn i nogle karismatiske sammenhænge, hvor vi igen kunne inspireres til en anderledes folkekirkelig praksis. Endelig er der nok mange drøftelser, der vil tage sig anderledes ud, når de sættes i en større økumenisk sammenhæng. 

Hvad er de største hindringer? 

Fordomme og manglende ressourcer. Det modsatte af fordomme er ’den hellige misundelse’, hvor man i en anden åndelig tradition finder noget, som man siger ’dette ville jeg gerne have mere af i min tradition’.