Kirkebygning
Offentlighedsteologi er engagement i ord og handling i forhold til det, der har med alle samfundsborgere at gøre. Opgaven er på den måde dobbelt, nemlig både at kirken kan give sit bidrag til den fælles samtale om de udfordringer, som vi som samfund står overfor, og at kirken selvkritisk ser på sin egen samfundsmæssige rolle. Offentlighedsteologi er på den måde ikke et argument for en bestemt samfundsmæssig og fordelingsøkonomisk analyse, men en ambition om at være en værdifuld samtalepartner om udfordringer som er fælles for alle samfundsborgere.
Folkelighed og folkekirke
Der er et stort overlap mellem folkelighed og folkekirke i Danmark. Et stort flertal af befolkningen er medlemmer af folkekirken, og kirker bidrager med sin finmaskede tilstedeværelse til samfund og fællesskab overalt i landet. Kirken er på den måde medproducerende i forhold til vores fælles samfundsmæssige virkelighed og vores forståelse af, hvad det er for et fællesskab vi er en del af.
Historisk ser vi det i den lutherske teologi om samfundet: I kirken har vi med Gud at gøre gennem forkyndelsen af evangeliet og modtagelsen af sakramenterne. I samfundet har vi med Gud at gøre gennem vores medmenneskers krav på os. I kirken hersker evangeliet, og i samfundet loven. Begge dele er udtryk for, hvad Guds vilje for mennesker er. Sådan har det i hvert fald været historisk, hvor vores lutherske kristendom i meget høj grad har været med til at forme det samfund, som vi har arvet. Men hvordan ser det ud for os selv og hvordan vil det se ud i fremtiden? Kan kirkerne stadig være værdifulde forum for samtale og for dannelse af kirkens egne medlemmer som duelige samfundsborgere? I offentlighedsteologisk perspektiv afhænger det af, om kirken har noget værdifuldt at bidrage med til den fælles samtale, om vi kan formå at kommunikere det, og om vi kan være et handlingsfællesskab i forhold til det fælles.
Økumeni
Et centralt eksempel på hvordan kristen tro og teologi bidrager til det fælles, er økonomi og økonomisk tænkning. Økonomi former vores liv med hinanden, og uanset om vi vil eller ej, så er vi alle del af en samfundsøkonomi. I vores danske tradition kender vi essensen af Grundtvigs socio-økonomiske tænkning i talemåden om at "i rigdom har vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”. Det rimer, men er der nogen teologi i det? Ja, for ideen er, at kristen tro afslører både vores egen grådighed og lyst til at berige os selv på bekostning af andre men også ideologiseringen af økonomi som en erstatningsteologi.
For økonomi kan i sin bestræbelse for at optimere afkast og give et langt og lykkelige liv kan blive til en økonomisme, en ideologiseret form af økonomi. Dvs. en forståelse af økonomi, som bliver til et livstydningssystem og en absolut bestemmelse af, hvordan tilværelsen skal leves. Økonomi bliver til økonomisme, hvis vores håb og fremtid udelukkende indrettes efter den logik, som gælder for økonomien. Det er forkert og falsk, for økonomien kan ikke forudsige fremtiden. Hvis vi alligevel sætter vores lid til økonomien i en grad, hvor vi betragter os selv, andre mennesker og vores fælles samfund ud fra at vi udelukkende er økonomiske mennesker, så får økonomien en for stor magt over os som enkeltpersoner og som samfund.
Økonomi som økonomisme gør nemlig tilværelsen endimensional. Økonomisme giver med sin logik om afkast og gældssætning syge mennesker i vores eget samfund, påvirker klima og miljø negativt, og fastholder millioner af mennesker udenfor vores eget samfund i fattigdom. I stedet for penge der udjævner forskelle eller skaber værdi gennem produktion og samhandel, så skaber økonomismen penge gennem gæld og gældssætning – i en tro på fremtiden og fremtidige afkast. Økonomisme bliver her en troshandling – en logik formet af forventningerne om fremtidige økonomiske afkast og renter, der skal betale den nutidige gæld. Når det sker, så er økonomien blevet til økonomisme og en erstatningsteologi.
Skal kirken overhovedet mene noget om økonomi? Eller skulle kirken ikke blot nøjes med at forkynde evangeliet? Jo, kirken skal i en vis forstand nøjes med at forkynde evangeliet, nemlig i den forstand at kristen tro kaster lyst ind over alle forhold af menneskelivet. Kirken skal ikke forkynde andet end det kristne evangelium, og det er heller ikke nødvendigt at forkynde andet end evangeliet. Men indvendingen kan misforstås i den forstand, at kirken kun skal beskæftige sig med menneskers indre og åndelige liv, og at kirken skal afholde sig fra at mene noget eller sige noget om det, som er vores fælles virkelighed med hinanden. Hvis kirken afholder sig fra det fælles, så forkyndes det kristne evangelium ikke: Gud er ikke tættere på det sjælelige og åndelige end på det legemlige og fælles. At tro på Gud er både at tro på evangeliet og at handle evangelisk på alle områder af livet. Det gælder også, hvor teologi bliver kritisk i forhold til vores fælles samfundsmæssige tænkning og handling – vel vidende at også kirken er del af den samme samfundsmæssige virkelighed og at vi som medlemmer af kirken også samtidig er medlemmer af vores fælles samfund. Og netop derfor viser teologien sin værdi som offentlighedsteologi.
af Jonas Adelin Jørgensen, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd
