Folkekirken som minoritet?

Færrest folkekirkemedlemmer i Danmark, nul bryllupper, enkelte dåb, højst fire konfirmander om året - dette er Tingberg Kirkes realitet, selvom området er tætpakket med 6.000 beboere. Dette indledte sognepræst i Tingbjerg, Mette Basbøll, webinaret med. Hun, og en solid gruppe ansatte, var værter, da en nysgerrig flok deltagere var på digitalt besøg i kirken. 

En minoritet blandt minoriteter, er Tingbjerg kirkes daglige realitet. Det er dog mere en talmæssig udfordring end ressourcemæssig, for der er rigelig gå-på-mod at finde i denne lokale situation, der for de fleste sikkert ville virke demotiverende, men for Tingbjergs ansatte derimod fordrer handling.  

At være kirke for alle, uanset kulturel eller religiøs baggrund, er kirkens vision. Men endnu mere klingende og åbenlys er deres motto; "Hvor der er kirkerum er der hjerterum", som klart skinnede igennem beretningen om Tingbjerg kirkes arbejde og realitet. 

Kirkerum vs. hjerterum

Tingbjerg kirke er delt op i to rum; det kirkelige og det hjertelige, fortæller den energiske sognepræst. I kirkerummet bliver der holdt gudstjenester, mens der i hjerterummet huses diakoni (kirkens sociale arbejde) og menighedspleje. Der prioriteres, ansættes og oplæres til dette rum, både med penge- og personaleressourcer, så der kan organiseres spontane og faste aktiviteter i sognet. En socialrådgiver er også blevet ansat, til at dække hele provstiets behov. 

Med sine 17 faste frivillige, fondsmidler, samarbejde med bydelen og praktikanter, har kirke/kulturmedarbejder Maja Rüegger en travl hverdag. Hun hopper ind på præstens plads, og fortsætter fortællingen om Tingbjergs hjerterum. Majas arbejde tager udgangspunkt i folk med sociale behov. At skabe det hun selv beskriver som; "en familie for folk uden familie." Her kan alle de spøjse og anderledes typer føle sig hjemme - basis-menigheden som har tendens til at føle sig fortrængt. Derfor skaber kirken sociale tilbud til både gammeldanskere, som har følt sig som minoritet i et hurtigt forandret område, og nydanskere, som er minoriteter i et samfund, hvor det kan være svært at føle sig hjemme. 

"Man kan være ateist eller ingenting"

Danmarks sekulære samfunds-realitet har Maja kogt ned her, på en måde som gør det nemt at se, hvordan negativ social kontrol eksisterer i flere facetter end i minoritetskulturer. Men kirken er en vigtig modpol til dette. Den kan skabe en frihed fra denne sociale kontrol, som et sted hvor alle kan være sig selv, forklarer den indsigtsfulde kirke/kulturmedarbejder. 

De frivillige har travlt, og mærker der er behov for dem. Blandt kirkens mest populære faste tilbud er en social café, Tirsdagsgruppen, for de ældre i menigheden, og "Mad til alle" - et samarbejde mellem kirken og Fødevarebanken. Det efterhånden velkendte aktivitet Babysalmesang, hedder i stedet Babysang. En lille, men vigtig, forskel i navnet, for at tiltrække nydanske mødre, så de føler sig velkomne og ikke udelukkede, hvis de ikke er kristne.  

Socialrådgiver Janni Nielsen er næste taler på skærmen, og hun hopper straks over i de udfordringer kirken møder i hverdagen. Digitalisering af samfundet, især i forbindelse med coronakrisen, at kirken ikke afspejler lokalområdet, og konflikter udenfor kirken der nogengange spiller ind. 

Omstilling for omverden?

Hverdagsgudstjenester og kirkebrunch supplerer de almindelige søndagsgudstjenester i Tingbjerg. Dette er bare en af de måder, kirken forsøger at omstille kirkerummet til et, som omfavner den omverden, den er en del af. 92% af børnene i Tingbjerg skole er tosprogede, og derfor er det vigtigt at de kan deltage i juleafslutningen. Selvom mange af dem ikke kommer fra julefejrende familier, viser det sig, at interessen om at være med til jul i kirken er stor, når sognepræst Mette Basbøll viser webinardeltagere billeder fra en forfriskende mangfoldig julegudstjeneste. Tingbjerg Tweens er et andet forsøg på at nå de mange teenagere i området, især da næsten ingen melder sig til de enkelte konfirmandhold, kirken kan skrabe sammen hvert år. For trods den aktive sognekirkes forsøg på at åbne dørene, er der stadig mange, der ikke ved døren eksisterer, eller kun ser gammeldanskere benytte sig af den. Dette illustreres tydeligt gennem mange billeder af faste forsamlinger af ældre kirkegængere, hvoraf stort set alle er etnisk danske. 

"Vi vil være et samlingspunkt for alle folk, men vi køber frikadeller og insisterer på at tale dansk," bekræfter kirke/kulturmedarbejder Maja. Men er det er holdbar tilgang til medborgerne i området? Dette blev udgangspunktet for en åben dialog om det naturlige næste spørgsmål: 

Hvad er næste skridt for en fåtallig folkekirke blandt mange minoriteter?

Det danske eller nydanske hus?

Forandring kræver at folkekirken har ressourcer. Dette gennemtrænger de mange nysgerrige præste-deltagere, som stiller spørgsmål om kirkens kapacitet og økonomi. Der fortælles og perspektiveres fra sognekirker med lignende realiteter, dog med hver deres tilgang. 

Anton fra Vesterbro sogn opstiller folkekirken som det danske hus, som kan bygge en bro mellem etnisk danske og indvandrere. Byggeklodserne er de nye generationer, som Anton håber vil tage mere ejerskab - ikke nødvendigvis fordi alle skal blive medlemmer af folkekirken, men så alle kan føle, at folkekirken også kan bruges af dem. 

I Vejle er det kirkens sociale arbejde, som istedet fungerer som integrations-værktøj. Sognepræst Tove fortæller om, hvordan hullerne i kirkelivet bliver lappet af deres fokus på diakoniprojekter. Dialog har de også prøvet kræfter med, men oplever det opad bakke, da muslimer fortæller, at de ikke føler sig berettiget til at repræsentere alle muslimer - et genkendeligt problem i folkekirken.

Fremtidens folkekirke

Men behøver det kirkelige og sociale rum overhovedet at opdeles, spørger Hanna fra Aalborg. For Hanna hænger menighedsrådet og menighedsplejen uløseligt sammen. "For os er det hele flydende. Det sociale arbejde foregår nemlig i kirkerummet. Vi forkynder ikke evangeliet, men viser det i stedet; gennem kærlighed og handlinger." Men socialt arbejde kræver økonomi, minder den næste deltager om, da han spørger:

"Hvordan kan der være økonomi til så meget, når der er så få medlemmer?". Til det forklarer Tingbjerg-teamet, at der søges fondsmidler, og at de har gavn af en udligningsmodel blandt kirkerne i området. Dette kan kun ske, fordi der er opbakning i området. Logikken i folkekirke-verdenen er ofte, at flere medlemmer = flere penge. Men områder som Tingbjerg vender paradigmet til færre medlemmer = flere penge. Denne omvendte logik hænger mere sammen med folkekirkens største fremtidsudfordring, nemlig at være samlingssted for en voksende gruppe nydanskere. Derfor er der meget at lære fra Tingbjergs tilgang, hvor de arbejder frem mod en folkekirke for hele folket. 

Vil du lære mere om folkekirkens tilgang til minoriteter? 

Så kom med til Samtaledagen: "Folkekirken som minoritet", i Tingbjerg kirke d. 6 oktober, kl. 10-16. Tilmeld dig på facebook, eller ved at skrive en mail til ake@interchurch.dk.

Indtil da, holder vi fyraftens-webinarer, og går på digitalt besøg i andre områder, hvor folkekirken er én minoritet blandt flere. Det er gratis at deltage, og de foregår i:

- Ishøj d. 25 august, k. 16-17

- Esbjerg d. 2 september, kl. 16-17

- Gladsaxe-Herlev d. 8 september, kl. 16-17

- Svendborg d. 24 september, kl. 16-17

Tilmeld dig via links til facebook-events eller ved at sende en mail til ake@interchurch.dk.

Af Anne Katrine Ebbesen