Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Opfordring til brug af Den Nikænske Trosbekendelse til Pinsegudstjenesten 2025

I forbindelse med 1700-års jubilæet for Den Nikænske Trosbekendelse opfordrer Folkekirkens mellemkirkelige Råd og folkekirkens biskopper landets sognepræster til at bruge Den Nikænske Trosbekendelse i gudstjenesten Pinsedag 2025, på kirkens fødselsdag

Pinseliljer

Pinseliljer

I forbindelse med 1700-års jubilæet for Den Nikænske Trosbekendelse opfordrer Folkekirkens mellemkirkelige Råd og folkekirkens biskopper landets sognepræster til at bruge Den Nikænske Trosbekendelse i gudstjenesten Pinsedag 2025, på kirkens fødselsdag. Jubilæet kan også være en anledning til at inddrage tematikker om enhed og fællesskab i prædiken og til at benytte kirkebønnen til at bede for kristne og kirker verden over. Også som påmindelse indadtil om at folkekirken er en del af verdenskristenheden og verdenskirken.

Trosbekendelsen fra Nikæa er den, som flest kristne kirker har tilfælles. Den udtrykker kirkens enhed på tværs af kirkesamfund, men bruges ikke så ofte i Danmark på trods af, at den er én af folkekirkens bekendelsesskrifter.

 

Folkekirkens mellemkirkelige Råd har udarbejdet en folder med en kort beskrivelse af kirkemødet i Nikæa og Den Nikænske Trosbekendelse, som er forsynet med en QR-kode. Kirkegængere, der vil vide mere, kan scanne den. Folderen kan uddeles sammen med salmebogen ved gudstjenesten Pinsedag 2025 og tages med hjem. Find folderen her.  

 

Fakta

På et stort kirkemøde i Nikæa i år 325 mødtes mere end 250 biskopper fra den tids kristne verden. De forsøgte at udtrykke, hvad der var den sande kristne tro. Her blev Jesu guddommelighed slået fast, og forholdet mellem Faderen og Sønnen blev defineret.