En levende bevægelse: Faith and Order’s verdenskonference i Egypten

Fra den 24. til den 28. oktober 2025 fandt den 6. verdenskonference for Faith and Order sted på det koptiske Logos Center i ørkenen Wadi el Natrun i Egypten. Jeg havde det store privilegium at deltage som delegeret for Folkekirken, fordi jeg er medlem af kommissionen Faith and Order, som er en teologisk kommission under Kirkernes Verdensråd.

En Faith and Order verdenskonference er en sjælden begivenhed. Den seneste fandt sted tilbage i 1993 i Santiago de Compostela i Spanien. Dengang varede konferencen dobbelt så længe som i år, og Folkekirken havde tre delegerede: Niels Henrik Arendt, Kirsten Busch Nielsen og Anna Marie Aagaard. Faith and Order har altså måttet nedskalere i konkret forstand, men ikke i sin vision om kristen enhed. Årets konference samlede omkring 350 deltagere, heriblandt cirka 70 studerende fra programmet GETI (Global Ecumenical Theological Institute).

En oase i ørkenen
Værterne fra den koptisk-ortodokse kirke havde gjort et imponerende arbejde for at modtage os på Logos Centeret, der ligger ca. tre timers kørsel fra Kairo. Det store kompleks huser foruden et konferencecenter også et kloster, et bibliotek og den koptiske pave Tawadros II’s residens. Logos Centeret ligger som en oase i ørkenen, og sammen med den varme gæstfrihed fra den koptisk-ortodokse kirke gjorde det et dybt indtryk på mig. Det er første gang i Faith and Order’s historie, at en verdenskonference afholdes i Mellemøsten og Afrika. 

Nye stemmer i de økumeniske samtaler udfordrer og beriger
Konferencens tema var formuleret som et spørgsmål: “Where now for Visible Unity?”, dvs. “Hvor er (kirkernes) synlige enhed på vej hen?” Spørgsmålet var ment som en åben invitation til fornyet teologisk refleksion. I de seneste år har Faith and Order arbejdet på at inddrage stemmer fra dele af det kirkelige landskab, som traditionelt har stået uden for økumeniske samtaler – især repræsentanter fra det globale syd og fra pinsekirker. Det har medført nye perspektiver og forandret den økumeniske samtale, hvilket både er udfordrende og berigende.

Vi skal ikke lave kirke på markedsvilkår
Da konferencen foregik i Egypten var en af de første såkaldte plenaries, dvs. en session for alle deltagerne, dedikeret til kirkerne i Mellemøsten. Det var rørende at høre fra teologer, der i årevis har arbejdet i en kontekst, hvor kristne er blevet og bliver forfulgt og diskrimineret. 

Rima Nasrallah, der er dekan på Near East School of Theology i Libanon, mindede tilhørerne om ikke at lave kirke på markedsvilkår; ikke at gå på kompromis for at passe ind; ikke at dømme et fællesskabs værdi ud fra, om det skaber vækst. Selvom hun talte ud fra en mellemøstlig virkelighed, resonerede hendes ord stærkt hos mig. Det samme gjorde den koptisk-ortodokse biskop Thomas’ ord, da han sagde, at vi ikke skal tale om kirkernes nedgang i vesten. Kirken er Kristi legeme, og som sådan er den ikke i nedgang.

Advarsel mod opmærksomhedsøkonomi
I et andet panel talte den protestantiske teolog Miroslav Volf om vore dages opmærksomhedsøkonomi og advarede ligeledes imod, at kirker og kristne lader sig forme af en sådan tænkning. Ikke bare er der selskaber, der ønsker at holde vores opmærksomhed på skærmen, men også enkeltindivider søger opmærksomhed på skærmen. Hvis vi bruger for meget af vores tid på den måde, er vi langt fra de idealer for at være i verden, som Jesus inkarnerede.

Dekolonisering og farao i alle kirker
Et af de temaer, der ofte dukkede op under konferencen, var dekolonisering. I sit hovedforedrag om mission sagde den anglikanske teolog Carlton Turner: “Egypten er stedet, som lærte os, at Gud sætter fri. Det er landet for Exodus.” Han understregede, at undertrykkende magt findes overalt – i antropologien, epistemologien, filosofien, i vores omgang med naturen, i psykologien og i teologien. Turner påpegede, at den nikænske trosbekendelse ganske vist binder kirken smukt sammen, men at den ikke i sig selv ændrer vilkårene for verdens slaver eller andre nødlidende. Den pinsekirkelige teolog Jacqueline Grey talte om kirkelig enhed og magt. “Al magt, der undertrykker, er som farao,” sagde hun. Hun pegede på, at der findes momenter af farao i alle kirker.

Jackelén om ny dialektisk teologi
Den tidligere ærkebiskop af Sverige, Antje Jackelén, talte imod triumferende teologi og argumenterede i stedet for udviklingen af en ny dialektisk teologi. Denne teologi skal ikke kun tænke i modpoler, men forholde sig til modsætninger som spændinger, der gensidigt kan belyse og berige hinanden. En ny dialektisk teologi må have fokus på relationer – mellem det globale og det lokale, mellem indre fordybelse og ydre engagement. Kirken må være både global og lokal, må forene kontemplation og handling, arbejde og bøn.

Fokus flytter fra den svære enhed til retfærdighed og fælles handling
Traditionelt har Faith and Order haft sit hovedfokus på at fremme kirkelig enhed om sakramenter og embedsforståelse. Det har imidlertid vist sig yderst vanskeligt at opnå en sådan enhed, da store kirkesamfund som de ortodokse og den romersk-katolske kirke fortsat ikke tillader nadverfællesskab med protestantiske kirker og heller ikke anerkender de protestantiske embeder. I skuffelse over den manglende fremgang på dette område – og optagede af helt andre problemstillinger – ønsker især mange unge økumenikere i dag at flytte fokus mod mere konkrete spørgsmål, såsom fælles handling og sociale initiativer. Traditionelt har disse anliggender været varetaget af Life and Work-bevægelsen og af kommissionen Mission and Evangelism, men i Final Message fra denne verdenskonference lyder nu et stærkt kald til retfærdighed og fælles handling. 

Visionen er stadig fælles nadverfejring
Det betyder dog ikke, at de klassiske økumeniske spørgsmål er gledet i baggrunden. Visionen for den økumeniske bevægelse er stadig den fælles nadverfejring. En håbefuld tanke er, at den gensidige anerkendelse af dåben kan bane vej for større enighed om nadver- og embedsteologi. Den katolske teolog Susan Wood uddybede dette i sit foredrag under den afsluttende plenarforsamling om enhed. Hun fremhævede, at kirkerne må føre en samtale om, hvad vi egentlig forstår ved apostolicitet: Er det ikke hele kirken – og ikke blot enkelte personer – der bærer apostoliciteten? En sådan forståelse kunne få væsentlig betydning for, hvordan vi opfatter kirkens embeder og dens synodale ledelsesstruktur. 

Isolation truer enheden
Faith and Order er en levende bevægelse, der konstant søger at forholde sig til den virkelighed, som teologien skal virke i. Det er en levende bevægelse i spændet mellem tradition og fornyelse. 

Den tidligere anglikanske ærkebiskop Rowan Williams blev citeret for at sige, at enhedens modsætning ikke er uenighed eller forskellighed. Enhedens egentlige modsætning er, når nogen lukker sig om sig selv og ikke ønsker kontakt. Denne tanke tager jeg med mig videre: Kirken kan rumme både forskellighed og uenighed; det, der for alvor truer enheden, er isolation.