Nyheder
Nyheder

Kristne er uenige – alligevel er enhed ikke et valg

Dagene i Karlsruhe mindede mig om, at enhed ikke er et valg, men et kald og en nødvendighed, mener Christian Alsted, biskop i Metodistkirken. 

Dundu lysfigur i Karlsruhe

4. September 2022, Karlsruhe, Tyskland: Dundu, en stor lysfigur, hilser på folk på gaden i Karlsruhe. Foto: Paul Jeffrey/WCC

“Kun i menneskers omvendelse er der håb for verden”, sådan begyndte Justin Welby, ærkebiskoppen af Canterbury sin hilsen til Kirkernes Verdensråds generalforsamling. Dét var der bred enighed om; men når repræsentanter fra 352 kirkesamfund fra forskellige dele af verden mødes, er der meget andet at være uenige om. For kristne er uenige, det har vi været fra begyndelsen, uenigheden findes i Det Ny Testamente og hele vejen op gennem kirkehistorien.

Er det muligt at være uenige, og alligevel leve i enhed med hinanden? Ikke helt, dertil er uenigheden for nogle så dybtgående, at vi må tage til takke med en slags enhed i forskelligheden - eller måske snarere enhed i uenigheden, hvor laveste fællesnævner er det foretrukne valg. Vi kan bede sammen, men vi kan ikke fejre gudstjeneste sammen og slet ikke dele nadver med hinanden. Det er en sorg, at dette tydeligste udtryk for enhed er fraværende, og det er en situation, som ikke bliver udfordret.

Trods nogen forsigtighed lykkes det generalforsamlingen at vedtage ganske markante udtalelser om klimaet, om Ruslands invasion i Ukraine og om Mellemøsten - og selvom den slags udtalelser kan virke uvante i en dansk kontekst, er der næppe tvivl om betydningen for kirkerne - ikke mindst i de berørte regioner.

KV’s generalforsamling er langt mere end forretningsmøder – frem for noget andet er den berigende møder med kristne fra andre traditioner og dele af verden. Vi tumlede med bibelske tekster under kompetent og inspirerende ledelse af indsigtsfulde præster og teologer, som lod deres tradition og geografiske kontekst skinne tydeligt igennem. Vi lod os rive med af en mangfoldighed af sang, musik og dans. Vi hørte flammende taler, og nogle noget tunge officielle hilsener fra kirkelige honoratiores. Der var god mulighed for at møde gamle venner, tale med andre kirkeledere og netværke; men det bedste var de spontane møder og samtaler i en pause, over en kop kaffe eller et måltid, hvor vi kunne dele vores glæder, smerter, sorg, drømme, uro og håb med hinanden. Det siger sig selv, at den danske virkelighed adskiller sig dramatisk fra hverdagen på Sri Lanka, som er på randen af total nedsmeltning - men man mærker det først, når man ser et andet menneske i øjnene, mens hans fortæller sin historie.  Og det bringer mig tilbage til ærkebiskop Justin Welby, som udfordrede vores uenighed og splittehed i lyset af den virkelighed, vi står midt i. Han sagde: ”I en verden, der står overfor dybere og mere omfattende kriser end måske nogensinde før, har kirkerne ikke længere råd til den luksus, det er at være splittede.” og han forsatte: ”Hvis vi fortsætter med at være splittede, vil vi ikke have noget svar at give, når vi på baggrund af klimaforandringer og en truende atomkrig står overfor Kristi dom.”

Dagene i Karlsruhe mindede mig om, at enhed ikke er et valg, men et kald og en nødvendighed. Verden omkring os behøver kirken - den behøver ikke vores uenighed, men den behøver at se, at vi elsker hinanden og bryder os om den verden, vi alle er en del af.

 

Christian Alsted

Christian Alsted

Billede af Christian Alsted fra fællesgudstjeneste mellem Metodistkirken og Folkekirken i Københavns Domkirke i 2018.