Det ortodokse set med en folkekirke-præsts øjne 

Døden, kroppen og sanseligheden. Det er nogle af de emner, som Peter Fischer-Nielsen har fået et nyt blik på efter en tre måneders studieorlov, som sluttede sidst i maj i år. Han fordybede sig i den ortodokse kirke - dels gennem læsning af ortodoks teologisk litteratur og dels gennem levende møder med ortodokse kristne blandt andet på to studierejser til Sverige og Rumænien.

Det er der kommet en rapport ud af samt et foredrag, som Peter Fischer-Nielsen i første omgang skal turnere med i Viborg Stift. Baggrunden for orloven var, at den ortodokse kirke i Danmark vokser sammen med antallet af især rumænske og ukrainske migranter. Der er nu 46.000 rumænere og 45.000 ukrainere i Danmark, og de fleste af dem er ortodokse kristne. 

- Jeg har været drevet af et ønske om at kunne bidrage til, at folkekirken skaber gode relationer til det stigende antal migranter med ortodoks baggrund, fortæller Peter Fischer-Nielsen. Samtidig har han fået en masse indtryk og impulser fra det ortodokse, som han bringer med sig hjem til folkekirken.

Peter Fischer-Nielsen er et af i alt 13 medlemmer i Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Til daglig er han 50 pct. sognepræst i to landsogne, Højbjerg og Elsborg, og 50 pct. stiftspræst for Kirken i Verden i Viborg Stift.

Det ortodokse taler ind i vores udfordringer
Peter Fischer-Nielsen mener, at den ortodokse kirke kan inspirere folkekirken på en række områder. Det kan blandt andet være i forhold til spørgsmål om kropslighed, sanselighed og spiritualitet. Også når det handler om at tale om døden, kan den ortodokse teologi og praksis være til inspiration. Men hvordan studieorlovens indsigter konkret kommer til at kunne ses og mærkes i de to landsogne, Peter Fischer-Nielsen er sognepræst i, ved han endnu ikke.

- Det er jo ikke alene præstens fikse ideer, der skal slå igennem i et sogn. Det skal være et møde mellem mine ideer og sognet, men jeg gør mig da mange tanker. Fx om hvordan vi forholder os til døden. Kan vi med inspiration fra den ortodokse kirke blive endnu bedre til at hjælpe efterladte med at forholde sig til tabet og sorgen, spørger han.

Han peger på, at et sted at begynde kunne være med flere ritualer, bønner og salmer, der taler mere direkte ind i døden, sorgen og forholdet til de afdøde.

- Allehelgen er blevet en stor højtid i folkekirken. Sorggrupper har også vundet indpas. Begge dele vidner om, at vi har brug for at forholde os til døden, siger han.

Et privilegium at være både lokal og vendt mod verden
For Peter Fischer-Nielsen er det et stort privilegium at være ansat som han er, med 50 pct. som sognepræst i to mindre landsogne og 50 pct. som stiftspræst for Kirken i Verden i Viborg Stift.

- I sognene får jeg lov at fordybe mig i det nære og i kirkeårets rytme. Som stiftspræst har jeg samtidig mulighed for at engagere mig i spørgsmål, som rækker langt ud over sognegrænserne. Fælles for min tilgang til arbejdet i sogn og stift er, at kirken skal være et sted, hvor folk kan føle sig hjemme og opleve sig mødt af Gud og mennesker. Tærsklen ind til kirken må ikke være for høj, siger han.

I forhold til nydanskere og migranter, handler det for Peter Fischer-Nielsen om, hvordan folkekirken kan være åben og også rumme dem, der ikke kender Grundtvigs salmer og dansk kirkekultur.

- Samtidig skal vi også være bevidste om, at vi som folkekirke har store privilegier i forhold til andre kirkesamfund. Jeg tror, vi har et ansvar for at hjælpe migrantmenigheder – eksempelvis ortodokse menigheder – med at etablere sig på en god måde i vores samfund, uden at de skal presses til at blive en del af folkekirken, siger han.

Længslen efter mere krop i kirken
Mange folkekirkekristne har lært, at troen primært er noget, der foregår inden i os; i hjernen eller i hjertet. Men i de senere år har mange fået en længsel efter at få mere krop på troen. Det kommer man nogle steder i møde ved for eksempel at tilbyde kirkeyoga eller pilgrimsvandringer.

- Det er spændende at se, hvor meget kroppen fylder i den ortodokse kirke. Man kan ikke én til én overføre de kropslige udtryk fra den ortodokse kirke til folkekirken. Vi kommer nok ikke til at faste så ofte, som man gør i Rumænien. Vi kommer sikkert heller ikke til at fjerne vores kirkebænke, så vi kan stå mere op under gudstjenesten, men det vil være fornuftigt at undersøge, om den ortodokse kropslighed på andre måder kan inspirere os, siger Peter Fischer-Nielsen. 

Sjælesorg og ritualer
I sit sjælesørgeriske arbejde, møder han mennesker, der ikke helt kan få tro og kristendom til at give mening. Det kan være, at man er vred på Gud eller undrer sig over, hvorfor Gud tillader, at der er krig, eller hvorfor ens elskede skulle dø. Man kan føle, at Gud har svigtet.

- Selv hvis man har det sådan, kan det være en hjælp at bede fadervor, gå til nadver, tænde et lys og tage del i kirkens liv. Ved at ”gøre” troen kan man måske finde lindring, ro eller svar på et dybere plan, selvom de rationelle svar på livets store spørgsmål lader vente på sig, siger han.

Mødet med den ortodokse kirke har sat sig et meget konkret fysisk aftryk i hans eget liv.

- Ikoner er meget vigtige både i kirken og i hjemmet for de ortodokse kristne. Det har inspireret mig til at indrette et lille ikon-rum hjemme i min egen præstegård, fortæller han.

Andet blik på egen tradition
Peter Fischer-Nielsen glæder sig til at komme rundt i Viborg Stift med sit foredrag om inspirationen fra den ortodokse kirke og se, om hans pointer og indsigter vækker genklang. Foredraget lægger også op til en refleksion over, hvad det egentlig vil sige at være luthersk i dag.

- Når man møder andre traditioner, får man også et friskt blik på sin egen tradition. For mig har mødet med den ortodokse kirke også givet mig lyst til at læse Luther og Grundtvig igen. Vi behøver ikke altid gå over åen efter vand – noget af det, som den ortodokse kirke peger på, ligger også gemt i vores egen tradition og venter måske bare på at blive fundet frem.