Fortsæt til hovedindholdet
Ressourcer
Sogneaftner

Sogneaftner - hvis I vil vide mere. . .

Det er oplagt at holde temaften om forfulgte kristne i sognegården. Det kan blive en betydningsfuld oplevelse, som vil bidrage til at stryke menighedens engagement i forhold til et af verdens største menneskerettighedsproblemer.

Her er eksempler på, hvad andre har gjort.

Book en foredragholder her.

Nørre Uttrup Kirke: Forfulgte assyrere er ikke alene

Den 18. november samler Nørre Uttrup Kirke sin danske og assyriske menighed til en aften med fokus på forfulgte kristne i Mellemøsten. Bag arrangementet står ildsjælen Rita Mezdo, der med sin kristne, irakiske og syriske oprindelse kender problematikken indefra.

Af Lea Holtze

 

Mindst 75 procent af al religiøs forfølgelse i verden er rettet mod kristne. En af dem bor i Nørresundby. Den nu 29-årige jurist Rita Mezdo flygtede med sin familie fra Irak, da hun var 6 år gammel. I dag kæmper hun en indædt kamp for at sætte fokus på forfølgelsen af kristne i Mellemøsten. Den 18. november sker det i Nørre Uttrup Kirke.

”Forfølgelsen af kristne i Mellemøsten er værre end nogensinde. Mange kristne assyrere står med et trusselsbrev om, at de enten skal konvertere til islam eller dø. De bliver fordrevet fra hus og hjem. Det har længe været slemt, men ikke så slemt som i dag. Og det vil jeg gerne sætte fokus på” siger hun.

 

Den fælles kulturarv

Rita Mezdo er døbt i Irak og gik til konfirmationsforberedelse i Nørre Uttrup Kirke. Som ung har hun været en del af kirkens bibellæsegruppe, hvor hun som ortodoks kristen udvekslede sine fortolkninger af Bibelen med kirkens protestantiske sognepræst Mogens G. Jensen. Og en dag faldt de to i snak om hendes frustration over, at forfølgelsen af kristne eskalerede.

Snakken førte til, at de sidste år arrangerede en aften om blandt andet den kristne tv-kanal SAT7. Et arrangement, der samlede lokalområdets etniske danskere og assyrere. Og den 18. november gentager de succesen.

Aftenen begynder med en kort forbønsgudstjeneste for de forfulgte kristne. Derefter er der fælles middag tilberedt af 12 assyriske irakere. Og så fortæller Weekendavisens USA-korrespondent Klaus Wivel om sin bog ”Den sidste nadver – en rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden”, hvor han beskriver de kristnes pressede situation i den arabiske verden.

”Håbet er at gøre folk bevidste om, at der findes kristne i Mellemøsten, at skabe opmærksomhed omkring problemet med forfølgelserne af dem og politisk opbakning til at gøre noget ved det. De krige, Danmark har været med til i Mellemøsten, har fået forfølgelserne af kristne til at eskalere. Derfor har vi et medansvar i Danmark,” siger Rita Mezdo fortsætter:

”Kristendommen og dermed danskernes historie har desuden sine rødder i Mellemøsten. Derfor synes jeg også, vi skal gå sammen om at passe på kulturens vugge.”

 

Fælles om at gøre en forskel

Rita Mezdo har siden teenageårene været optaget af problemet med forfølgelserne af kristne i Mellemøsten. Hun har blandt andet appelleret til Paven, den amerikanske præsident Obama, Den Internationale Domstol og Folketinget om at gøre noget. Nu føler hun, at hun sammen med sin lokale kirke kan gøre en forskel.

”Jeg har tidligere følt mig låst på arme og ben. Jeg var vred over, at jeg intet kunne gøre. Jeg kan måske ikke redde hele verden, men ved at lave det her arrangement kan jeg jo faktisk gøre en forskel. Og samarbejdet med kirken om at lave det her arrangement giver mig følelsen af, at forfulgte assyrerne ikke er alene.”