Hvordan kan vi bedst støtte forfulgte kristne?
Strategier som respons på forfølgelse

Strategier som respons på forfølgelse

Kristne, der er udsat for forfølgelse, benytter sig af forskellige strategier, afhængigt af, hvilken samfundsmæssig kontekst de befinder sig i.

Kristne, der er udsat for forfølgelse, benytter sig af forskellige strategier, afhængigt af, hvilken samfundsmæssig kontekst de befinder sig i. På billedet ses Antoine Audo, biskop i den kaldæiske katolske kirke i Aleppo, Syrien. Foto: Albin Hillert/WCC.  

Af Mogens Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd

 

Rapporten "In response to persecution" peger på, at kristne typisk anvender tre forskellige strategier som respons på den forfølgelse, de udsættes for. 

Den mest reaktive strategi er overlevelsesstrategien, hvor kristne fokuserer på at søge at bevare deres liv og sikre trossamfundets vigtigste aktiviteter. Det kan ske på mange forskellige måder.

  • Kristne kan så at sige gå under jorden og gennemføre deres kirkelige aktiviteter i hemmelighed. Denne strategi anvendes ofte, når forfølgelsen bliver meget alvorlig, og som et forsøg på at sikre kirkens overlevelse, indtil forfølgelsen tager af.
  • Kristne kan foretage en slags kulturel tilpasning, så den kun udtaler sig på en måde, som regimet kan acceptere, og udvise patriotisme i det offentlig rum.
  • Kristne kan indgå i en taktisk alliance med regimet – og dermed blive en støtte for regimet – for derved at opnå en vis beskyttelse. For mange af de gamle traditionelle kirker i Mellemøsten har den kulturelle tilpasning og den politiske støtte til regimet været oplevet som den eneste realistiske mulighed for at sikre fortsat kristen tilstedeværelse.
  • Kristne kan søge at narre omverdenen ved at lade som om de ikke er kristne: Det er der eksempler på i muslimske lande.
  • Endelig kan kristne flygte fra deres forfølgere, enten til et andet sted i det samme land, eller også til et sted uden for landets grænser. Det er det, som vi oplever i disse år i Syrien og Irak, og som måske fører til, at områder eller lande tømmes mere eller mindre for kristen tilstedeværelse.

En mere proaktiv tilgang er der i associeringsstrategien. Her fokuseres der ikke kun på overlevelse, men på at bygge relationer, broer og partnerskaber. Denne strategi søger at overvinde det problem, som forfulgte kirker ofte oplever, og som de forfølgende regeringer og grupper søger at udnytte, nemlig isolationen.

Denne strategi kan udfolde sig på forskellige måder:

  • Kristne kan deltage i interreligiøse dialoger for at fremme fredelig sameksistens.
  • Kristne kan samarbejde med andre kristne trossamfund, andre religioner, politiske partier og NGO’er og etablering af koalitioner og partnerskaber inden for landets grænser. Der er således eksempler på, at kristne, der bliver forfulgt i muslimske lande, har fundet allierede blandt moderate muslimske grupper.
  • Kristne kan samarbejde med kirker og advocacy-grupper og regeringer i andre lande.
  • Kristne kan engagere sig i socialt arbejde for alle uanset tro som en måde at udleve deres tro på og som en måde at vinde troværdighed og bygge broer til fjendtlige aktører.
  • Kristne kan praktisere tilgivelse af dem, der forfølger dem.

Den tredje strategi, som anvendes af forfulgte kristne, er konfrontationsstrategien. Her udfordrer kristne offentligt de regeringer og ikke-statslige aktører, der forfølger dem. Formålet med denne strategi er at eksponere uretfærdigheden, at mobilisere andre for at modarbejde uretfærdigheden og for alt i alt at erstatte uretfærdigheden med religiøs frihed. Problemet med denne strategi er, at den let kan føre til en forværring af forfølgelsen af de kristne.

Denne strategi kan praktiseres på forskellige måder:

  • Kristne kan vælge at trodse regeringers og religiøse gruppers forbud vedrørende praktiseringen af deres tro, selvom de ved, at det sandsynligvis vil medføre fængsling og evt. martyrium.
  • Kristne kan dokumentere brud på menneskerettighederne og søge hjælp fra retsvæsenet eller menneskerettighedsorganisationer i landet eller i udlandet.
  • Kristne kan engagere sig i ikke-voldelige protester mod deres forfølgere og demonstrationer til fordel for religionsfrihed.
  • Kristne kan også vælge at gribe til våben mod en regering eller ikke-statslige grupper, der forfølger dem.