Ressourcebank
Konvertitter kommer i klemme i det danske asylsystem

Konvertitter kommer i klemme i det danske asylsystem

Behovet for beskyttelse af religiøse mindretal fra muslimske lande med en restriktiv lovgivning omkring blasfemi og apostasi (frafald) bliver ikke i tilstrækkeligt omfang imødekommet i den danske asylpraksis. 

Særligt tilspidset er spørgsmålet, når det gælder konvertitter, altså personer, som har forladt deres oprindelige religion for at antage en ny tro.

De danske asylmyndigheder anerkender ikke deres beskyttelsesbehov, med- mindre det kan sandsynliggøres, at der er fjendtligt stemte personer i deres hjemland, der har fået nys om deres trosskifte. Man antager med andre ord, at en konvertit kan tage hjem og praktisere sin tro i det skjulte.

Men det er ikke i overensstemmelse med FN's menneskerettighedserklæring, hvori det i artikel 18 hedder, at retten til religionsfrihed "omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til …, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro."

Et par eksempler: Den 10. oktober 2011 bragte Kristeligt Dagblad et portræt af Gholam Habib Karimi, en afghansk konvertit, hvis asylsag blev afvist. Det skete ikke, fordi der blev rejst tvivl om konversionens ægthed, men fordi det ifølge Flygtningenævnet ikke var blevet ”sandsynliggjort, at ansøgerens konvertering til den kristne kirke i Danmark er kommet til de afghanske myndigheders eller ansøgerens families kundskab". Derfor er konklusionen, at Habib ikke har "sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland vil risikere at blive forfulgt".

I en anden afgørelse fra Udlændingestyrelsen hedder det direkte, at "du ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke behøver at oplyse, at du er konverteret, ligesom det ifølge vores baggrundsoplysninger er muligt for dig at fortryde, at du er konverteret".

Fra politisk hold er bekymringen, at en mere lempelig praksis vil åbne en ladeport for asylsøgere, der mener, at Danmark er en messe værd. Her ligger et stort ansvar på den døbende kirke og præst, som bør sikre sig, at dåbskandidaten har været igennem et tilstrækkeligt langt og omfattende forløb til at sortere mere opportunistiske dåbskandidater fra.

Til dette formål er der lavet en "Vejledning omkring kirkers kontakt med og eventuel dåb af muslimske asylsøgere". Vejledningen blev udarbejdet af Folkekirke og Religionsmøde på baggrund af et møde med Udlændingestyrelsen, og den anbefales af Danske Kirkers Råd til alle rådets medlemskirker.

Heri hedder det blandt andet: "Det anbefales, at præsten og menigheden sørger for, at asylsøgeren forud for sin dåb har været i nær kontakt med kirken (i Danmark og eventuelt i et andet land) i en længere periode og har fået en grundig dåbsforberedelse af flere måneders varighed."

En obligatorisk del af undervisningen er at fortælle dåbskandidaterne, at det ikke vil forbedre deres asylsag at blive døbt, og at gøre opmærksom på, hvilke konsekvenser det kan få at blive sendt til deres hjemland som konvertit. Vi kan ikke sikre os mod falske konversioner, men vi kan sikre, at der er et vist engagement bag beslutningen ved at lade processen forløbe over et længere tidsrum og give grundig undervisning.

Tanken om at leve med en skjult tro er måske ikke så graverende for en sekulær dansk tankegang, som anser religion for at være et privat anliggende. Men sådan er det ikke de fleste andre steder i verden og slet ikke i Mellemøsten, hvor religionen i høj grad er noget offentligt.

At leve skjult med sin tro vil i et sådant samfund kunne indebære, at man tvinges til at deltage i en religiøs praksis, som man ikke kan stå inde for. Hvis familien faster i ramadanmåneden, hvad gør den skjulte kristne så? Bøjer man sig med de andre i bøn til Allah, når man deltager i ceremonier i moskéen?

Hertil kommer, at kristendommen er en missionerende religion. Ikke blot er der missionsbefalingen, men konvertitter har en tendens til at mærke sig ord som Matthæusevangeliet 10, 33, hvor Jesus siger: "Den, som fornægter mig over for menneskene, vil jeg fornægte over for min fader." At skulle skjule sin tro indebærer i lyset af sådanne formuleringer en betydelig begrænsning af trospraksis.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er tydelig i sin forståelse af, at religionsfrihed indebærer retten til konvertering og offentlig religionsudøvelse. Man skulle derfor tro, at konvertitter, som ville risikere forfølgelse ved offentligt at praktisere deres tro, uden videre ville være berettigede til beskyttelse. Sådan bliver det da også udlagt af juraprofessor James C. Hathaway, en førende international autoritet inden for asylret. Når Danmark og andre europæiske lande har valgt ikke at følge denne fortolkning, sker det, så vidt vi har forstået, med henvisning til et dokument, som knytter sig til Flygtningekonventionen fra 1951, nemlig UNHCR's håndbog til anvendelse af Flygtningekonventionen (ligger under lovstof på Flygtningenævnets hjemmeside).

I denne håndbog, som stammer fra 1979, gøres der en forskel i beskrivelsen af religiøse og politiske asylsøgere. Under afsnittet, som beskriver, hvad det vil sige at være en politisk flygtning, siges det, at en person, som har en politisk overbevisning, som indtil videre ikke er blevet kendt i hjemlandet, men som er af en sådan karakter, at den vil forårsage forfølgelse, hvis den bliver udtrykt, er berettiget til beskyttelse, hvis det skønnes, at hans overbevisning er af en sådan styrke, at man må antage, at den vil komme myndighederne til kundskab.

Denne del af definitionen mangler imidlertid i afsnittet om, hvad der kan forårsage religiøs forfølgelse. Flygtningenævnet har, så vidt vi kan se, valgt at tolke dette fravær som et positivt fravalg og at lægge det til grund for en praksis, der ikke tilgodeser konvertitters beskyttelseskrav, medmindre den er blevet kendt i hjemlandet.

Men man kunne også vælge at gå en anden vej. Man kunne løfte blikket fra ordlyden og spørge til historien bag denne udeladelse i UNHCR's vejledning. Også juridiske tekster henter betydning fra deres tilblivelseshistorie.

I løbet af 1960’erne forsøgte man forgæves i FN-regi at opnå enighed om en menneskerettighedskonvention – et juridisk bindende dokument – med en hensigt om at eliminere religiøs intolerance, tydeliggøre indholdet af religionsfriheden og sikre overholdelse af den i medlemsstaterne. Det var ikke mindst Sovjetunionen, der blokerede denne proces, fordi det kunne få konsekvenser for især jødernes forhold i Sovjetunionen.

Projektet kuldsejlede grundet denne modstand. Mange år senere, i 1981, vedtog FN's generalforsamling en erklæring mod religiøs intolerance, hvor retten til at vælge sin egen tro og praktisere den offentligt stadfæstes. Disse standarder er aldrig blevet indarbejdet i UNHCR’s håndbog.

Sat på spidsen kan man sige, at det er Sovjetunionen, som kaster sin skygge ind over den danske asylpolitik, når der ikke gives samme behandling af religiøse og politiske asylsøgere. Med denne historiske baggrund in mente er det på sin plads at rejse spørgsmål ved grundlaget for den gældende praksis på dette område, og om der ikke er basis for en revurdering af denne praksis.

Vi lever i en tid, hvor andelen af asylsøgere, der søger beskyttelse på grund af deres tro, må forventes at stige, i takt med at Det Arabiske Forår synes at blive begyndelsen til en vinter for de religiøse minoriteter. Det er tid til at overveje, om vi i tilstrækkelig grad giver disse asylsøgere, hvad de har behov for. 

 

Mogens S. Mogensen er konsulent og ph.d., og Niels Nymann Eriksen er indvandrerpræst og ph.d.  Kronikken blev bragt i Kristeligt Dagblad den 14. februar 2012