Ressourcebank
Håbet er et valg i Egypten

Håbet er et valg i Egypten

”Håb er et valg.” Sætningen kom ud af munden på en medarbejder ved en kirke få hundrede meter fra Tahrir-pladsen i det centrale Kairo. De få ord kom til at opsummere de indtryk, vi fik, da en folkekirkelig delegation fra Aalborg Stift tog på studietur til Kairo i sidste uge.

Formålet var at tage den religiøse temperatur i landet forud for valget den 28. november. Håbet er ikke kun en følelse, håbet er noget, man vælger. Også selvom fremtiden er usikker, og fortiden fuld af sorte kapitler. Situationen er blodig alvor i Egypten. Og for de kristne er den blevet værre siden revolutionens begyndelse i januar. 

Fredag den 30. september blev en kirke nedbrændt af ekstremistiske muslimer i det sydlige Egypten, og ugen igennem var der demonstrationer mod afbrændingen. Disse demonstrationer udviklede sig til den tragiske hændelse søndag den 9. oktober, hvor 25 personer blev dræbt og hundredvis såret under en demonstration i Kairo.

For den kristne minoritet i det ellers hovedsageligt muslimske land er det af afgørende vigtighed, hvilket udfald valget til parlamentet kommer til at få. De store spørgsmål er, dels hvor meget magt islamisterne kommer til at besidde, dels om militæret vil acceptere den magtbalance, valget giver.

Det magtfulde militær har domineret indtil nu. Siden militærkuppet i 1952, hvor Egypten kom helt fri af britisk kontrol, er de kristne systematisk og strukturelt blevet marginaliseret af de skiftende militære regimer. 

Først under Abdel Nasser og fra 1970 under Anwar Sadat. Sidstnævnte traf den skæbnesvangre beslutning at åbne døren op for de islamistiske kræfter, der indtil da var blevet holdt i kort snor. Dette har betydet, at den islamistiske indflydelse i Egypten er steget. Blandt andet er undervisningssystemet blevet domineret af disse kræfter.

For militærregimerne har det vist sig nyttigt at spille på to heste. Ved at spille de kristne og islamisterne ud mod hinanden og lade, som om man er begges beskyttende ven, har man kunnet fastholde magten. 

At det er lykkedes, kan ses ved, at der har været tilhængere af det hidtidige regime langt op i hierarkierne på såvel koptisk som muslimsk side.

For os i Danmark er det uvant at se militæret som en selvstændig magt i samfundet. I Egypten er det anderledes. Militæret besidder stadig magt, og det er ikke udelukket, at det enten vil forhale valget eller endnu en gang tage magten i landet. 

Og militæret har stadig en interesse i at spille kristne og muslimer ud mod hinanden. Enten ved at vende det blinde øje til, som da en kirke blev brændt i den lille by Merinab i det sydlige Egypten fredag den 30. september 2011. Eller ved at opildne til optøjer ved at sprede rygter om, hvad kristne har gjort mod muslimer.

Kirkeafbrændingen i Merinab afspejler de kristne kopternes forhold i Egypten. Kopterne udgør 10 procent af befolkningen, og er antalsmæssigt altså langt større end folkekirken. 

Muslimerne har ingen problemer med at få tilladelse til at bygge moskeer, men de kristne har endog meget svært ved at få en officiel byggetilladelse til nye kirker. Selv udbygning og renovering af en eksisterende kræver godkendelse, der ligeledes er svær at få.

Dette betyder, at kristne kirker ofte er indrettet skjult i bygninger, der udefra ligner almindelig beboelse. I det konkrete tilfælde havde der været en kirke i Merinab i hundrede år. Den var mere end forfalden, da de kristne ikke kunne få tilladelse til at renovere den. Tilladelsen kom dog til sidst, og kopterne kunne med guvernørens tilladelse opføre en ny kirke med kupler i stedet for den gamle.

Dette afstedkom protester fra de lokale islamistiske kræfter, der samlede sig i demonstration foran kirken. Kravet var, at der ikke skulle være en synlig kirke i byen. Kors og spir på den nye kirke måtte ikke være der ifølge de protesterende muslimer. 

Myndighederne indkaldte de kristne og muslimerne til et forsoningsmøde, hvor de kristne blev tvunget til at fjerne kors og spir. Dette til trods for at de havde myndighedernes tilladelse til byggeriet.

Efter nogle dage kom der igen muslimske demonstrationer foran kirken. Kravet var nu, at de traditionelle kupler, som karakteriserer koptiske kirkebygninger, skulle fjernes. Igen søgte myndighederne at indkalde til et forsoningsmøde, men de kristne afslog. De ville ikke endnu en gang presses til at acceptere forringelser af et lovligt byggeri. Det endte med, at kirken blev nedbrændt af muslimer efter fredagsbønnen.

Myndighederne? Ja, de har endnu ikke dømt nogen for angrebet, og guvernøren, Mustafa al-Sayed, nægter nu, at han har givet tilladelse til et kirkebyggeri. 

Der har ikke været et angreb på en kirke, ”eftersom der ikke var en kirke til at begynde med, bygningen er kun et gæstehus, der er ved at blive bygget”. Ifølge guvernøren er der blot tale om ”en begrænset brand i et brændeskur.” I guvernørens egen byggetilladelse tales der ellers om en kirke med kupler.

Myndighederne vender det blinde øje til, hvilket har medført de protester, der resulterede i tragedien med mange døde i Kairo i søndags. Kopterne generes dels af myndighedernes undertrykkelse gennem administration og lovgivning og dels af angreb fra islamistiske grupper. Ofte i uskøn forening.

Udfaldet af det kommende valg er afgørende på flere måder. Mange forventer, at islamistiske partier vil opnå ca. 30 procent af stemmerne ved valget, men tallet er forbundet med stor usikkerhed. Bliver det tilfældet, eller får de flere stemmer, vil det kunne få indflydelse på den kommende grundlov og sharialovens påvirkning af denne. Man kan frygte, at det vil give en dårligere beskyttelse mod fremtidige overfald fra salafister og andre ekstremistiske grupper.

Under vores besøg mødtes vi med Dr. Abd al Mou’ti Bayoumi, der er en prominent professor ved Al Azhar-Universitetet, som kun er for muslimer. Han malede et skønmaleri af forholdene mellem islam og kristendom i landet, men han havde én pointe: ”Lad os muslimer internt bekæmpe de ekstremistiske muslimer. Det er vi de bedste til.” Hvorvidt man fra Al Azhars side gør det, er en helt anden sag! 

Direkte adspurgt, om Al Azhar-Universitetet offentligt havde fordømt angreb på kristne, talte Abd al Mou’ti Bayoumi udenom og gav ingen konkrete eksempler. Lad os fastholde de moderate muslimske kræfter på, at de virkelig også bekæmper de ekstremistiske fløje.

En ung demonstrant, der var med på Tahrirpladsen, fortalte os, at han var opvokset i en islamistisk domineret bydel i Kairo. 

Der var det en del af propagandaen, at den store arbejdsløshed er kopternes skyld. De tager muslimernes job, og så er det i øvrigt også kopterne, der er skyld i de talrige trafikpropper i byen. Den unge mand kunne nu godt gennemskue myndighedernes propaganda.

Håb for fredelig sameksistens mellem kristne og muslimer i Egypten er kun realistisk, hvis de sekularistiske kræfter og de moderate muslimer og kristne kan gå sammen. Hvis fløjene eller militæret kommer til at dominere, vil det betyde en fortsat marginalisering af det kristne mindretal. Så vil vi se flere angreb og enkelttilfælde, hvor kristne skolebørn tvinges til at bære muslimsk slør. 

Netop enkelttilfældene skal ikke have lov at dominere, for de har det med at opildne fløjene på begge sider.

Sammen med Egyptens kristne mærker vi frygten, men vælger håbet. Vi vælger at tro på, at der kommer acceptable forhold for de kristne. Der er mange gode kræfter i gang, og vi må håbe, at de vinder. Vi vil følge situationen tæt, og så vil vi gøre, som Patriarkens stedfortræder i Markuskirken i bydelen Heliopolis sagde: ”Bed for os!”

Henning Thomsen er formand for Aalborg Stifts Mellemkirkelige Udvalg, Henriette Rosendal er sognepræst og Christian Roar Pedersen er sognepræst og mediekonsulent samt medlem af Folkekirkens mellemkirkelige Råd. 

Kronikken blev bragt i Kristeligt Dagblad den 12. oktober 2011.