Fortsæt til hovedindholdet
15. maj 2026

Ens illusioner om sig selv og fordomme om andre nedbrydes i mødet med dem 

Sådan siger Hans Vium Mikkelsen efter at have deltaget i en konsultation i det europæiske kirkefællesskab CPCE med fokus på embede, ordination og ledelse.  

Gruppebillede af deltagerne på CPCE-konferencen i april 2026

Deltagerne på CPCE-konsultationen 

CPCE-konsultationen i Oslo i april viste ifølge Hans Vium Mikkelsen, teolog og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, hvordan økumeniske møder både udfordrer og udvider forståelsen af kirke på tværs af landegrænser.  

- Det er altid sundt at holde et åbent perspektiv, også et økumenisk perspektiv på sin egen kirke, siger Hans Vium Mikkelsen. På konsultationen var han med til at drøfte, hvordan man i dag kan forstå kirkeligt embede, ordination og ledelse på tværs af lande og traditioner. 

Konsultationen tog udgangspunkt i et studiedokument fra 2012. Men fokus var ikke kun rettet bagud. Deltagerne arbejdede også med, hvordan de teologiske overvejelser fra dengang står i dag, og hvad der kalder på nye svar i en kirkelig virkelighed, der er præget af forandring og store forskelle på tværs af landegrænser. 

For Hans Vium Mikkelsen er det netop mødet med andre kirkelige traditioner, der gør det økumeniske arbejde meningsfuldt. I en dansk kontekst ser han det som væsentligt at lade sig udfordre udefra. 

Han fremhæver, at arbejdet i CPCE bygger på en forståelse af kirkens enhed som en “unity in diversity”, en ligeværdig mangfoldighed. Det betyder, at fuld enighed og konsensus ikke er målet. I stedet søger man en fælles grundlæggende forståelse inden for de reformatoriske kirker, som kan komme forskelligt til udtryk i praksis. 

Denne forskellighed gælder også de konkrete rammer, kirkerne arbejder under. Nogle er majoritetskirker, andre minoritetskirker. Det påvirker både deres praksis og deres behov. Netop her ser Hans Vium Mikkelsen en styrke ved dokumentet og det arbejde, der ligger bag: Det tager højde for forskelligheder uden at opgive det fælles udgangspunkt. 

Inklusion og åbenhed 

Samtidig understreger han, at samarbejdet i CPCE netop er særligt ved ikke at være en stærk institutionel magtfaktor. I stedet fungerer fællesskabet som et forum, hvor kirker kan mødes, dele erfaringer og udfordres i deres egne positioner. Den manglende “muskelkraft” giver plads til ærlig samtale om forskelligheder. 

Der er fortsat reelle udfordringer mellem kirkerne, og nogle af dem fremgår også tydeligt af arbejdet. Ét eksempel er spørgsmålet om kvindelig ordination og synet på seksualitet, hvor der stadig er uenighed. I nogle tilfælde har sådanne uenigheder været så alvorlige, at enkelte kirker har valgt at forlade samarbejdet. 

Ifølge Hans Vium Mikkelsen bliver det her tydeligt, at der er sket meget siden 2012, når det gælder bl.a. inklusion og åbenhed over for forskellige seksualiteter. Man er begyndt at turde lade nye erfaringer og erkendelser vinde plads. For nogle kirker er dette blevet integreret som en del af deres selvforståelse, mens andre fastholder mere traditionelle positioner. 

Dermed opstår et centralt spørgsmål: Hvor tydeligt skal man markere forskellene, uden at det fører til brud? 

“Det er en balance. Hvis forskellene fremhæves for skarpt, risikerer man, at nogle kirker trækker sig. Hvis de omvendt tones for meget ned, mister man klarhed,” siger han. Udfordringen er derfor at kunne stå fast på inklusion og nye erkendelser samtidig med, at man fastholder et fællesskab på tværs af uenigheder. 

Elastisk enighed 

Alligevel oplevede han ikke under konsultationen, at uenighederne blev håndteret på en måde, der truede fællesskabet. Tværtimod peger han på en bevidsthed om forskellene og en vilje til at leve med dem, også når de er principielle. 

- Noget af det interessante er, at dokumentet samler forskellige reformatoriske traditioner. Man er enige om nogle fundamentale reformatoriske grundanliggender, men ikke nødvendigvis om hvad det indebærer i den kirkelige organisering og forvaltning, siger han. 

Det gælder for eksempel spørgsmålet om ordination. Her er der enighed om vigtigheden af, at man skal ordineres for at kunne forkynde ordet og forvalte sakramentet i kirken. Men enigheden herom udelukker ikke en mangfoldighed i forståelsen af såvel ordinationen som embedet. I den norske kirke ordinerer man f.eks. til fire forskellige embeder: præst, kateket, diakon og kantor. For at understrege ligeværdigheden mellem de fire forskellige ordinationer valgt, har man valgt at betegne dem alle som vielse. I nogle kirker kan det også være nødvendigt at ordinere lægfolk, fordi behovet kræver det. Alternativet ville være, at lokale kirker måtte lukke på grund af præstemangel.

Hans Vium Mikkelsen peger på, at selvom et sådant behov ikke eksisterer i den danske folkekirke, må man alligevel kunne anerkende, at andre omstændigheder kan kalde på en anderledes teologisk praksis. 

For Hans Vium Mikkelsen er det netop denne villighed til både at lytte og lade sig udfordre, der gør det økumeniske arbejde værdifuldt. Det handler om at få udvidet sin horisont.  

Samtidig giver han en klar opfordring til at tage de eksisterende økumeniske dokumenter alvorligt. De er grundigt gennemarbejdede og udgør et solidt fundament for de videre samtaler. 

- Man har tendens til at have fordomme om andre og illusioner om sig selv, men sådan et møde er med til at nedbryde begge dele, siger Hans Vium Mikkelsen. 

Med andre ord: Man behøver ikke at begynde forfra, når man skal beskæftige sig teologisk med embede, ordination og ledelse; der er allerede lavet et grundigt forarbejde som er klar til at blive taget i brug, også i en dansk sammenhæng, hvor den kan danne ramme om nye dialoger og fælles refleksion.