CEC understreger Grønlands ret til selvbestemmelse og international ret
Konferencen af Europæiske Kirker (CEC) har udtrykt alvorlig bekymring i et brev til sine medlemskirker efter de seneste udtalelser fra USA’s præsident Donald Trump. CEC advarer om, at sådanne bemærkninger undergraver principperne for fredelig sameksistens, gensidig respekt og internationalt samarbejde.
FOTO: Claus Grue/WCC
I et brev, underskrevet af CEC generalsekretær pastor Frank-Dieter Fischbach, understreger fællesskabet af europæiske kirker, at Grønlands fremtid udelukkende kan afgøres af dets eget folk. Enhver ændring uden deres samtykke vil være i strid med folkeretten, herunder FN-pagten og princippet om selvbestemmelse, og vil tilsidesætte Kongeriget Danmarks territoriale integritet.
CEC udtrykker sin solidaritet med Grønlands folk og kirker og forsikrer dem om forbøn for fred, værdighed og beskyttelsen af deres autonomi. Desuden forpligter CEC sig til at fremme sagen i EU og kontakte internationale organisationer for at værne om folkeret og international orden.
Med henblik på Europas egen historie, advarer CEC imod det magtmisbrug, der forekommer når stærkere nationer forsøger at dominere mindre befolkninger. Sådanne tilfælde har, ifølge brevet, gentagende gange ført til uretfærdighed og lidelse. Som en organisation grundlagt under den kolde krig lever CEC med mindet om, hvordan kirker tidligere har modstået marginalisering og forsvaret menneskelig værdighed.
CEC står sammen med biskop Paneeraq Munk fra folkekirken i Grønland og alle kirker i Grønland i at fastholde det grønlandske folks umistelige ret til selvbestemmelse.
Brevet slutter med at mane til at handle retfærdigt, opretholde gensidig respekt, og sikre folks og kirkers frihed til selv at skabe deres egen fremtid.