Nyheder
Nyheder

Dansk teologistuderende valgt ind i verdens største økumeniske organisation

"Vi har meget at lære af hinanden på tværs af kirker og kulturer," siger Anne Hjul Johannessen, som er blevet valgt som nyt medlem af Kirkernes Verdensråds centralkomité

Anne Hjul Johannessen (yderst t.v.) skal fremover repræsentere folkekirken i Kirkernes Verdensråds centralkomite. Foto: Albin Hillert/WCC.

Tusindvis af kristne fra hele verden har de sidste to uger været samlet i den tyske by Karlsruhe til Kirkernes Verdensråds 11. generalforsamling. Generalforsamlingen har blandt andet budt på sang, bøn, gudstjenester, debatter, taler, samtaler og meget mere. På generalforsamlingen blev Anne Hjul Johannessen valgt som nyt medlem af Verdensrådets centralkomité. 

I centralkomiteen skal Anne repræsentere folkekirken og sammen med 149 andre medlemmer fra hele verden sætte kursen for verdensrådets arbejde de næste 7 år. 

Vi har talt med Anne om hvilke indtryk hun har fået i Karlsruhe og hvordan hun ser på det økumeniske fællesskab i Kirkernes Verdensråd.

 

Hvad gjorde størst indtryk på dig i Karlsruhe?

"Jeg var med på EYG – Ecumenical Youth Gathering – i fire dage inden den egentlige generalforsamling gik i gang. Mængden af kompetente, stærke unge stemmer gjorde et kæmpe indtryk på mig. Unge, som insisterede på ikke bare at være kirkens fremtid, men også en del af kirkens af i dag. Den første og helt åbenlyse opgave er at få flere unge stemmer repræsenteret. Selvom Kirkernes Verdensråd sigter efter, at unge skal udgøre omkring 25% af centralkomiteens 150 medlemmer, så endte det reelle tal på 13%.
Men det handler også om at inddrage unge på en meningsfuld måde. Unge skal have en plads ved bordet - ikke fordi man som garvet økumeniker ønsker at sikre arvefølgen ved at oplære en ny generation til at være, tænke og gøre præcis som én selv. Heller ikke fordi unge udgør et helt særligt og homogent folkefærd, som kun går op i helt særlige ungdomsting. Men fordi en mangfoldighed af mennesker med forskellige perspektiver, ideer og spørgsmål kan styrke det økumeniske fællesskab og presse på for forandring og handling."

Hvordan kom det økumeniske fællesskab stærkest til udtryk?

"Det første, der slog mig, var den visuelle mangfoldighed: folk i forskellige klædedragter, præsteskjorter og hatte i alle former og farver, der omfavnede gamle venner eller stod fordybet i samtale. Mennesker fra utallige traditioner og regioner var rejst til Karlsruhe for at dyrke og styrke det økumeniske fællesskab. For at beslutte sammen, spise sammen, bede sammen, synge sammen, tale sammen.

I panelsamtaler og debatter om forsoning med skaberværket oplevede jeg desuden rigtigheden i et citat af Det Lutherske Verdensforbunds tidligere generalsekretær, Josiah Kibira: “There is no church so small that it doesn’t have something to give – and no church so large that it doesn’t have something to receive”. I mødet med unge samer lærte jeg f.eks., at verdens oprindelige folk ikke bare har brug for omverdenens støtte. Jeg har også meget at lære fra dem om forbundethed med naturen og om en kristen spiritualitet, som placerer os midt i skaberværket."

Du deltog i en samtalegruppe. Kan du fortælle lidt om den?

"En stor del af den økumeniske samtale foregik ikke i store kongreshaller men ved kaffeautomaten, i køen til aftensmad og i mindre, organiserede forsamlinger. F.eks. var vi inddelt i økumeniske samtalegrupper, og i min gruppe var temaet ”kristen etik og menneskerettigheder.”

Derudover fyldte temaer som klimakrisen og krigen i Ukraine meget - blandt flere emner. Under en panelsamtale om klimakrisen gav en ung kvinde udtryk for, at vi har snakket nok og skal sætte alvorligt skub i vores handling; et opråb, der udløste klapsalver i hele salen. Under samme panelsamtale lærte vi, at man på nogle stillehavsøer strukturerer sine samtaler omkring tre spørgsmål: Hvor er vi nu? hvor vil gerne hen? Hvordan kommer vi derhen? 

Efter mange, lange dage med mange ord er mit indtryk, at vi har dykket ned i de to første: tidens udfordringer og konflikter samt drømme om forsoning, fred og enhed. Jeg tager fra Karlsruhe med færre svar på det sidste spørgsmål: hvad skal vi så gøre nu? 

En stor del af årsagen til det er selvfølgelig, at de enkelte regioner, lande og kirker befinder sig i mange forskellige situationer med mange forskellige handlemuligheder. Noget af det, jeg ser mest frem til ved arbejdet i Kirkenes Verdensråds Centralkomite, er at blive klogere på alt det arbejde, der finder sted i de otte år, der går mellem hver generalforsamlingerne."

Anne Hjul Johannessen

Anne Hjul Johannessen er 24 år, teologistuderende på Københavns Universitet, forkvinde for kristendomsudvalget i KFUM & KFUK samt studentermedhjælper i Danske Kirkers Råd. Læs mere om Anne her.