Vækst i kirken i Tanzania kommer med store udfordringer 

Den betydelige medlemsvækst som ELCT oplever, skyldes delvist en stor befolkningstilvækst i Tanzania. Det fortæller biskop Benson Bagonza under et besøg i Danmark i begyndelsen af juli.

- Vores største udfordring i dag er at håndtere væksten. Det kræver en stor indsats og tilstrækkelige ressourcer at bygge og støtte nye og voksende menigheder. Først og fremmest er det vigtigt at uddanne både flere præster og lægfolk til at undervise og prædike, fortæller biskop Bagonza.

Benson Bagonza har været biskop i Karagwe Diocese (Stift) i Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania (ELCT) siden 2002. Stiftet ligger i Kagera-regionen i det nordvestlige Tanzania, som grænser op til Rwanda, Burundi og Uganda. Stiftet blev selvstændigt i 1979 efter tidligere at have hørt under North-West Diocese i ELCT. Han oplever, at mange tanzaniere flytter til det frodige stift for at få en fremtid som fattige små-bønder.

Ét er at skaffe nok engagerede medarbejdere til at formidle kristendommen, noget helt andet er at oplære dem i omsorg for menigheden og for det enkelte menneske, understreger biskop Boganza. Han har ofte set præster og undervisere have så travlt med at håndtere akutte problemer, at de ikke har den nødvendige tid til at tale med og lytte til de mange nye medlemmer.

- Det er meget uheldigt, for der er brug for at få øje på den enkeltes behov. Det enkelte menneske betyder noget. Man skal sætte tid af til at lytte, besøge, vise omsorg osv., men det er svært at nå, når væksten eksploderer. Mange af vores præster står for tre gudstjenester om søndagen - og ved hver gudstjeneste er der 500 mennesker, siger biskoppen.

Fattigdom er den største udfordring

Han mener, at fattigdom er den største udfordring for Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania i dag både økonomisk og teologisk, fordi fattigdom skaber livsvilkår, som berøver mennesker deres værdighed.

- Vi lærer, at ethvert menneske er skabt i Guds billede. Men når man ser de forhold, nogle mennesker lever under, er det svært at forestille sig, at det afspejler Gud. Fattigdommen har nået et niveau, som man næsten kan kalde antropologisk fattigdom - den går i arv fra generation til generation. Jeg spørger mig selv: Er det virkelig et billede af Gud? Er det Gud, som er fattig? Som sulter? Som bliver udnyttet? Som bliver dræbt på gaden? Som bliver nægtet sine grundlæggende menneskerettigheder? Er det Gud, spørger Boganza med indignation i både stemmen og blikket.

- Kirken må forholde sig aktivt til fattigdom, som skyldes forhold og samfundsstrukturer, som skaber og fastholder den. De rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Det er kirkens opgave at hjælpe mennesker ud af den situation, fortsætter han engageret.

Kirkens fremtid i Tanzania

Biskop Bagonza mener, at kirken skal have fokus på flere områder for at blive bæredygtig og afhjælpe de forhold, der medfører fattigdom.

- Det første er at investere i børn og unge, for de er kirkens fremtid. Vi gør ikke nok i dag for de kommende generationer, og vi risikerer at miste dem, hvis vi ikke ændrer kurs, siger biskoppen.

Et andet væsentligt område, der ifølge ham skal sættes ind på, er teologisk uddannelse; kirken skal investere mindst ti procent af sine indtægter i teologisk uddannelse, for at sikre en tilstrækkelig god kvalitet i uddannelsen af præster.

- Gør vi ikke det, skaber vi et system, som uddanner præster for præsternes egen skyld. De bliver sådan nogle, der leder gudstjenester, forestår bryllupper og begravelser og udfører de akutte kirkelige opgaver, men de ændrer ikke livsbetingelser for mennesker i menigheden. Hvis kirken skal være meningsfuld og relevant i fremtiden, må vi gentænke den teologi, vi underviser i. Vi skal uddanne mennesker, som kan være med til at forme og lede fremtidens kirke, siger biskop Bagonza.

Dialog med samfundets eliter
Endelig ønsker biskoppen at kirken kan få indflydelse blandt samfundets elite. I dag går mange af de mest indflydelsesrige og veluddannede mennesker i Tanzania ikke i kirke.

- Nogle få fra eliten kommer i kirken, men ofte uden at blive særligt udfordret. Vi må skabe en konstruktiv uro blandt eliten gennem dialog og intellektuelle møder. Eliten ser kirken som et sted for fattige, marginaliserede eller mindre uddannede mennesker, som søger mirakler. De ser ikke kirken som relevant for dem selv, fortæller biskoppen.

- Hvis kirken skal have en stærk fremtid, må den engagere sig i eliten. Vi må være til stede på universiteter, gymnasier og højere læreanstalter og tage de spørgsmål op, som optager dem. Kun på den måde kan kirken blive relevant for dem og få dem til at engagere sig, understreger han.

FAKTA
Biskop Bagonza holder pt. sabbatsår i Rättvik i Sverige, hvor han har tid og ro til at reflektere over sin og Karagwe Stifts rolle, til at undervise og skrive endnu en bog i rækken.

I 1991-1992 studerede han i København og boede på et værelse på Diakonissestiftelsen, hvor Det Mellemkirkelige Råd i dag har sit sekretariat. Han har personlige venner blandt tidligere missionærer fra Danmark og blev i sin tid døbt af en dansk præst.

Der er stærke forbindelser som rækker langt tilbage i tiden mellem den lutherske kirke i Tanzania og de lutherske kirker i Skandinavien og Tyskland.