Ung dansker: Bevæbnede soldater kontrollerer 5-årige børn i Jerusalem

Inden jeg starter, vil jeg gerne lige udtrykke min taknemmelighed for at være her og have fået denne unikke mulighed, som jeg i virkeligheden synes alle burde have. Hvis alle havde set og oplevet de ting, jeg har set i de sidste 5 uger, føler jeg mig meget overbevist om, at situationen ikke ville se ud, som den gør nu. Både fordi jeg tror, at der fra politisk side ville komme et meget hårdere pres mod Israel, men også fordi det på et medmenneskeligt plan er så åbenlyst forkert, at jeg har svært ved at forestille mig, at nogen, der så det med egne øjne, kunne synes, at det, de ser, er retfærdigt. 

Det første, der ramte mig, da jeg ankom, var mængden af kontrol, våben og overvågning, man ser i gadebilledet. At ankomme til Israel og komme igennem grænsekontrollen er jo et helt kapitel for sig, som jeg ikke vil bruge tid på nu, men som jeg tror bliver en vigtig del af min fortælling, når jeg kommer hjem. Fordi hvorfor bruger et land så mange ressourcer på at filtrere, hvem der kommer ind, og hvem der ikke gør? Det gør de jo, fordi der foregår noget, der ikke tåler offentlighedens opmærksomhed. 

Det bringer mig direkte videre til det næste, der ramte mig, nemlig tydeligheden i, hvordan den palæstinensiske befolkning bliver chikaneret, holdt nede, kontrolleret og derved langsomt fordrevet fra deres eget land. Jeg vidste jo godt, det skete, men tydeligheden, og hvor lidt den israelske stat egentlig prøver at skjule det, kom bag på mig. Ved højlys dag bliver skolebørn på 5-6 år kontrolleret, og deres Spiderman- og prinsesserygsække bliver rodet igennem af en fuldt bevæbnet soldat, mens 8 andre soldater står og kigger på. Forældrene tør ikke følge deres børn i skole, fordi det anses som en provokation mod soldaterne, så børnene oplever alle de her ting alene. Og for at gøre ondt værre har børnene i mange af beduinsamfundene slet ikke længere mulighed for at komme i skole, fordi de oplevede stenkast fra settlere på første skoledag (6. september 2026). Når vi snakker med lederne i de enkelte samfund, peger de på, at der generelt er højere aktivitet blandt settlere, men også at de busser, der før hentede eleverne og kørte dem i skole, ikke længere kommer, fordi PA ikke længere har råd til det. Generelt er alle de skoler, vi har snakket med, truet, fordi Israel pålægger dem at censurere pensum og udviske den palæstinensiske historie. Skolerne, der nægter (som er de fleste af dem, vi har snakket med), risikerer at blive lukket. 

House demolitions (husnedrivninger) er en af Jerusalem-teamets prioriteter, og i løbet af de første uger har vi allerede været ude og besøge flere familier og områder, hvor de har fået revet huse og stalde ned eller fået revet +50 år gamle oliventræer op få uger før høsten. Den første demolition, vi var ude til, var i Silwan, hvor et 3-etagers hus var blevet revet ned dagen før, hvor Bedran, som vi mødte, boede med sin familie (kone og 5 børn). På de 2 andre etager boede hans to brødre med deres familier. Da myndighederne ikke kunne nå at rive hele huset ned, var der et enkelt lille værelse tilbage samt et køkken. Vi blev inviteret indenfor, og trods omstændighederne bød de på te, og Bedran insisterede selv på at sidde på gulvet, fordi der ikke var stole nok. Det siger alt om deres gæstfrihed. De fortalte deres hjerteskærende historie om, hvordan de blandt andet få uger forinden havde betalt 60.000 NIS for at få lov at beholde dele af huset. Det valgte soldaterne, der mødte op, dog at se bort fra. Få dage senere kom de og rev det sidste rum og køkken ned, og familien har nu ingen steder at være. 

Og denne historie er jo langt fra den eneste, men blot et eksempel på, hvad der sker dagligt. Vi fortsætter arbejdet efter Mid term orientation og bliver ved med at indsamle data og historier, som forhåbentlig alt sammen hjælper til at få sat en stopper for det, der tydeligvis er helt galt. 

Bedste hilsener 

Den danske deltager i EAPPI ledsagerprogrammet. 

Læs mere om EAPPI her