Fortsæt til hovedindholdet
12. august 2026

Tidligere biskop og medlem af MKR Erik Norman Svendsen er død

Erik Norman Svendsen var levende engageret i økumenisk samtale og arbejde, fortæller formand for Det Mellemkirkelige Råd, Peter Lodberg. De mødtes første gang til Kirkedage i Aalborg i 1980.

Erik Norman Svendsen sidder her mellem den sydafrikanske biskop Desmond Tutu og Peter Lodberg i forbindelse med en gudstjeneste i Frue Kirke, Domkirken i København, i anledning af Cop 15, der fandt sted i København i 2009.  

Tidligere biskop over Københavns Stift Erik Norman Svendsen var gennem 16 år medlem af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Han var en markant stemme i det danske og internationale kirkelige landskab. Gennem sine mange år i Rådet satte han et varigt aftryk på Folkekirkens mellemkirkelige engagement og bidrog med både teologisk indsigt, international erfaring og menneskelig varme.

- Første gang jeg mødte Norman Svendsen var til Kirkedage i Aalborg i 1980, og allerede dengang var han levende engageret i økumenisk samtale og arbejde, fortæller formand i Det Mellemkirkelige Råd, Peter Lodberg. 
De to har ofte mødtes siden bl.a. også sammen med den sydafrikanske biskop Desmond Tutu i forbindelse med en gudstjeneste i Frue Kirke, Domkirken i København, i anledning af Cop 15, der fandt sted i København i 2009.  

- Erik Norman Svendsen var optaget af, at Folkekirken blev bevidst om at den er en del af den verdensvide kirke. Han engagerede sig særligt i relationerne til de nordiske og anglikanske kirker gennem Porvoo-fællesskabet og deltog aktivt i arbejdet for at styrke forbindelserne mellem kirker på tværs af landegrænser og traditioner. Han repræsenterede Folkekirken i internationale sammenhænge og bidrog til, at de økumeniske relationer blev båret af både teologisk seriøsitet og gensidig respekt, siger Peter Lodberg.

Samtidig lå kirkerne i Mellemøsten og de orientalske kirker hans hjerte nær. Han var engageret i relationerne til blandt andet den armenske kirke og kirkerne i Jerusalem og nærede en dyb overbevisning om, at kristne fællesskaber er forbundet på tværs af kulturelle, historiske og politiske skel.

For Erik Norman Svendsen var økumeni ikke kun et spørgsmål om kirkelige strukturer eller internationale møder. Den havde også en diakonal dimension. Derfor lå samarbejdet med Folkekirkens Nødhjælp og interessen for kirkernes fælles ansvar i verden ham nær. Han så sammenhængen mellem kirkens bekendelse og kirkens tjeneste, mellem tro og handling.

- Som samarbejdspartnere husker jeg ham som en brobygger. Han formåede at skabe tillid mellem mennesker og kirker og havde en særlig evne til at holde sammen på det lokale og det globale perspektiv. Han mindede os om, at Folkekirkens liv ikke udfolder sig isoleret, men i fællesskab med kristne verden over, siger Peter Lodberg.

Det Mellemkirkelige Råd skylder Erik Norman Svendsen stor tak for hans mangeårige indsats og trofaste engagement.

Æret være Erik Norman Svendsens minde.