Fortsæt til hovedindholdet
25. marts 2026

Forskelle og fælles træk på tværs af kontinenter

Dansk præst på internationalt luthersk seminar fremhæver stærkt internationalt fællesskab på tværs, trods teologiske forskelle.

Jakob Terp Legarth, præst i Gjellerup Kirke og medlem af Viborg Stifts stiftsudvalg: Kirken i Verden, er netop vendt hjem fra to ugers internationalt præsteseminar i Wittenberg.

 - Seminaret har åbnet mine øjne for, hvor privilegeret jeg er som præst i Danmark, og hvor godt vi har det i folkekirken, fortæller Jakob Legarth.

Et globalt fællesskab af lutherske præster

Deltagerne kom fra hele verden – USA, Canada, Brasilien, Argentina, Nigeria, Sydafrika, Tanzania, Finland, Tyskland, Ungarn, Slovakiet og England. Tre præster fra Indonesien måtte desværre melde afbud på grund af flyaflysninger og den aktuelle situation i Mellemøsten.

- I mødet med præster fra så mange forskellige sammenhænge, bliver man mindet om, at den lutherske kirke er global, og at vi deler en fælles arv, selvom vores virkeligheder er meget forskellige, siger Jakob Legarth.

Store forskelle – og genkendelige fælles træk

Samtalerne gjorde indtryk. Hvor en dansk præst ofte har mange dåb og begravelser i løbet af året, fortalte flere af deltagerne, at de kun oplever ganske få. Økonomien er også helt anderledes i mange lande, hvor præster aflønnes direkte af menigheden, og hvor man betaler for vielser og begravelser.

Programmet bestod blandt andet af morgen- og aftenandagter ledt af de deltagende præster, præsentationer af de enkelte kirkers traditioner samt studier af Luthers skrifter – herunder Om et kristenmenneskes frihed, Den Lille Katekismus og Deutsche messe. Liturgi og gudstjenesteliv var i centrum.

- Vekselsang og veksellæsninger fylder meget i mange andre lutherske kirker, fortæller han. - Den tradition bruger vi ikke så meget i Den danske Folkekirke. Og så var der også mere latin end vi er vant til – fx latinske sangstykker under gudstjenesten.

I lande, hvor de lutherske kirker er i mindretal, fylder den liturgiske tradition ofte mere og betragtes i højere grad som uforandret og ”oprindelig”. Samtidig er bevidstheden om at være luthersk stærkere end i Danmark, hvor det ikke opleves nødvendigt at markere identiteten i samme grad.

Andre forskelle overraskede også:

  • Nogle steder er lovsange fx fra Hillsong helt almindelige bredt i kirken, mens vi i Danmark forbinder det med den mere konservative del af kirken.
  • Hvor vi har to tekstrækker, der skifter hvert år, er der flere kirker der har helt op til seks tekstrækker.
  • Latinske betegnelser for søndage er fortsat i brug mange steder, hvor vi i Danmark bruger danske betegnelser.
  • Forsagelsen af Djævelen findes kun i trosbekendelsen i Danmark – andre steder bruger man den kun ved dåb.

At præsten skænker vin og brød til sig selv under nadveren, viste sig at være en næsten rent dansk praksis. Det undrede de andre deltagere, at man gjorde sådan i Danmark, for præsten bør jo som resten af menigheden modtage og ikke selv give det, lød argumentet.

Udover god tid i Wittenberg bestod seminaret også af en dagstur til Eisenach og Wartburg.

Samtaler, gåture og nye venskaber

Noget af det, Jakob Legarth fremhæver stærkest, er de mange samtaler undervejs og det stærke internationale fællesskab på tværs:

- Vi kommer tæt på hinanden. Vi går ture sammen, spiser sammen, beder sammen. Vi er nysgerrige på hinandens kirker og kulturer, og der opstår et stærkt og kærligt fællesskab, selvom vi godt ved, vi ikke teologisk er enige om alt. Det er tydeligt, hvordan vores fælles tro, binder os sammen, siger Jakob Legarth.

Seminaret har også inspireret ham fagligt: - Jeg er blevet endnu gladere for min lutherske arv og langt mere liturgisk bevidst,”siger Jakob Legarth og opfordrer varmt andre danske præster til at søge om deltagelse.

FAKTA:

Seminaret, som afholdes af Det Lutherske Verdensforbund to gange om året, samler lutherske præster fra hele verden til teologisk fordybelse, liturgisk refleksion og fællesskab på tværs af kulturer.

Wittenberg-seminarerne er en mulighed for faglig fordybelse, internationalt udsyn og mellemkirkeligt fællesskab. Det giver perspektiv – både på os selv og på vores fælles lutherske arv. Næste præsteseminar finder sted i november 2026, og der afholdes også hvert år seminarer for lægfolk i ledende positioner i kirken.

Invitationer udsendes fra Det Lutherske Verdensforbunds Wittenberg-center til stiftsadministrationerne, men man kan også kontakte Det Mellemkirkelige Råd for at høre om mulighederne.