Det nye råd: Fyn og Haderslev Stifter
Repræsentanterne fra Fyn og Haderslev Stifter: Solbjørn Weismann og Piet Schwarzenberger. Foto: Emma Hoffmann, MKR.
Fyens Stift - Solbjørn Weismann
Solbjørn Weismann er sognepræst i Dreslette, Haarby og Helnæs Sogne, og er nyvalgt i Rådet.
1. Hvorfor har du sagt ja til at repræsentere dit stift i Det Mellemkirkelige Råd?
Jeg har sagt ja, fordi jeg altid har haft en stor interesse for religiøse forhold. Som faglig baggrund er jeg kandidat i komparativ religion og psykologi, og jeg er siden hen blevet præst. Privat har jeg boet og opholdt mig i mere end fem år i Libanon, Indien og Israel. Jeg har siden 7. klasse i folkeskolen været optaget af, hvad religion og religiøsitet betyder både for det enkelte menneske, men også i fællesskaber eller på samfunds-niveau. Og det er både, når det blomstrer eller bliver truet. Jeg har derfor både en faglig, men også en praktisk erfaring med religiøse møder og berøringsflader.
2. Hvad har du især hjerte for/hvilke mærkesager har du mellemkirkeligt?
Jeg synes, religionsmøder er interessante, både indenfor én religion, men også mellem forskellige religioner. Ikke så meget for at bore i forskelle, men mere i forhold til, hvad vi kan mødes om og dermed også, hvordan vi kan få noget til at gro og vokse i fællesskab. Som kristen og bosiddende i Danmark synes jeg, vi har et udvidet ansvar for at have blik for de kristne, der ikke har det så let og bruge de stemmer og talerør, vi har som et "overskudsland".
3. Hvad ser du særligt frem til i den kommende rådsperiode?
Jeg glæder mig først og fremmest til at få et bedre overblik over det kristne landskab på verdensplan og så komme i gang med arbejdet, der hvor jeg kan byde ind.
Haderslev Stift - Piet Schwarzenberger
Piet Schwarzenberger er viceskoleinspektør på Den Tyske Skole i Haderslev og genvalgt i Rådet.
1. Hvorfor har du sagt ja til at repræsentere dit stift i Det Mellemkirkelige Råd?
Jeg var allerede repræsentant for Haderslev Stift i sidste valgperiode, og jeg ville gerne fortsætte. Jeg lærte en masse i de forgangne fire år – både om folkekirken her, men også om andre kirker og fælles organisationer ude i verden. Jeg deltog på MKR's vegne i WCC's generalforsamling i Karlsruhe i 2022, ECPC's synodalmøde i 2023, Ekumeniska veckan i Stockholm og VELKD's generalsynode i 2025. Det var både spændende og lærerigt, fordi jeg mødte mennesker fra kirker, der var i lignende situationer som folkekirken, men også kirker, der befandt sig i helt andre situationer. Det er vigtigt for os at lytte til deres løsninger på forholdet mellem kirken og staten, mellem tro og samfund, mellem diakonien og mission. Jeg vil hjertens gerne fortsætte med dette arbejde.
2. Hvad har du især hjerte for / hvilke mærkesager har du mellemkirkeligt?
Som medlem af det tyske mindretal i Sønderjylland/Nordslesvig var det oplagt for mig at være med både til repræsentantskabsmøder i DSUK/DKU og til generalforsamlinger i DKS i Sydslesvig. Især kontakterne til Nordkirche og andre delstatskirker i Tyskland kunne jeg være med til at udbygge og uddybe. Men jeg er også glad for den fantastiske tur, som vi havde med samtalepartnere fra evangeliske kirker i nabolandene i Nordeuropa i digitale møder. Det var vigtigt at høre, hvad de oplever i sammenhæng med dåbs- og medlemstal, med mennesker, som forlader eller tiltræder kirken, og med udviklingerne i deres samfund. Alle de oplysninger og indtryk kan og skal bruges med fordel i diskussionen om de samme emner her i landet.
3. Hvad ser du særligt frem til i den kommende rådsperiode?
Efter at jeg har læst en del om kirkerne i Asien og Afrika – både om deres lange og spændende historie og deres ikke mindre spændende aktuelle udvikling og vækst – er jeg overbevist om, at vi skal vide mere om disse kirker, deres teologi, deres sogneliv og deres planer og forhåbninger. De vil spille en endnu vigtigere rolle i fremtiden, ikke kun på verdensplan (WCC, LVF), men også her i landet. Vi skal være åbne for en dialog, for at lytte til deres anliggender og på denne måde også blive mere bevidste om vores egne positioner og forhåbninger.