Fortsæt til hovedindholdet
26. marts 2026

Det nye råd: Aalborg og Viborg Stifter 

Søren Dosenrode og Lone Dolmer

Repræsentanterne fra Aalborg og Viborg Stifter: Søren Dosenrode og Lone Dolmer. Foto: Emma Hoffmann, MKR.

Aalborg Stift - Søren Dosenrode

Søren Dosenrode er sognepræst i Serritslev og Brønderslev sogne, professor dr. phil. i international politik. Søren er nyvalgt i Rådet.

1. Hvorfor har du sagt ja til at repræsentere dit stift i Det Mellemkirkelige Råd?

Jeg finder det afgørende, at Folkekirken engagerer sig aktivt i internationale kirkelige relationer. I en tid præget af globale spændinger og værdimæssige brydninger er det vigtigt at styrke dialogen mellem kirker på tværs af grænser. Mit faglige arbejde med europæiske og internationale forhold, som professor i international politik og de senere år også som præst i Folkekirken, giver mig et solidt udgangspunkt for dette. Jeg ønsker at bidrage til at fastholde og udvikle kirkens globale ansvar og udsyn, og ser det samtidig som en mulighed for at bringe erfaringer hjem, der kan berige kirkelivet i Aalborg Stift.

2. Hvad har du især hjerte for/hvilke mærkesager har du mellemkirkeligt?

Mit hjerte banker især for det økumeniske samarbejde, hvor kirker på tværs af traditioner kan styrke hinanden i fælles vidnesbyrd og handling. Her spiller både Konferencen af Europæiske Kirker (det brede) og Porvoo-fællesskabet (det mere snævre) en vigtig rolle som platforme for dialog og samarbejde, og begge fora interesserer mig. Samtidig ligger det mig stærkt på sinde at arbejde for solidaritet med forfulgte kristne og at sætte fokus på religionsfrihed globalt. Jeg ser det som en central kirkelig opgave at stå sammen med trosfæller, der lever under pres og forfølgelse, og i den sammenhæng også styrke det europæiske spor, måske i samarbejde med The European Platform against Religious Intolerance and Discrimination? Overordnet ønsker jeg at bidrage til, at Folkekirken engagerer sig internationalt med både åbenhed, ansvar og et klart værdimæssigt ståsted.

3. Hvad ser du særligt frem til i den kommende rådsperiode?

Jeg regner med, at mine interesser og fokuspunkter nok vil ændre sig i takt med, at jeg kommer dybere ind i MKR's arbejde.

Viborg Stift - Lone Dolmer

 Lone Dolmer er sognepræst i Aars Kirke samt stiftspræst for Kirken i Verden og nyvalgt i Rådet.

1. Hvorfor har du sagt ja til at repræsentere dit stift i Det Mellemkirkelige Råd?

Som ny stiftspræst i Viborg for Kirken i Verden glæder jeg mig til at være med i Det Mellemkirkelige Råd. Jeg er overbevist om, at det bliver en vigtig og god inspiration for mig – inspiration, som jeg kan bringe med hjem til Viborg Stift. Jeg håber også at kunne bidrage med den erfaring, jeg dels allerede har, men i særdeleshed får i mit nye job.

2. Hvad har du især hjerte for / hvilke mærkesager har du mellemkirkeligt?

Mit engagement i Danmission gennem en del år har givet mig interesse, mod og lyst til at arbejde med dialog og religionsmøde. Jeg er optaget af, at folkekirken ikke lukker sig om sig selv, men har udsyn og bevidsthed om, at vi er en del af en global kirke.

Jeg har gode forbindelser og et godt kendskab til den lutherske kirke i Tanzania. I Aars, hvor jeg er sognepræst, har vi en venskabsmenighed i Karagwe Stift i Tanzania. Relationer og venskaber med kirker og mennesker verden over er med til at skabe fred og forståelse – det er min overbevisning.

Jeg er meget optaget af og engageret i, at folkekirken er åben for internationale og økumeniske fællesskaber – ikke mindst til gavn for folkekirken selv.

3. Hvad ser du særligt frem til i den kommende rådsperiode?

Jeg ser frem til at være med i et særdeles vigtigt arbejde med to store temaer og udfordringer:

At række ud og inddrage de mennesker, der er kommet til vores land med andre kulturer og andre trosretninger.
At være med til at skabe fred og retfærdighed i en verden i uro.

Der findes uanede kræfter i tro og religion, som kan bruges i mange retninger. I det mellemkirkelige arbejde handler det om at bruge troens styrke til at skabe fred, forsoning og håb i en verden, der netop nu udfordrer menneskers liv.