Ny fælles udgivelse om diakoni som en kerneopgave i folkekirken – lokalt og globalt
Diakoni er en del af kirkens DNA og derfor udgiver fire folkekirkelige organisationer i fællesskab en letlæst appetitvækker om emnet til menighedsråd og kirkeligt ansatte.
Hæftet er udgivet i fællesskab af Folkekirkens Nødhjælp, Menighedsplejen i Danmark, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og Landsforeningen af Menighedsråd. Det lancereres på Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde den 7. juni.
Hvad gør man, når en migrant finder vej til gudstjenesten og er med til altergang, men forsvinder igen, inden man når at hilse på? Mange genkender situationen – og netop her viser diakonien sit ansigt: ønsket om at se, møde og inkludere mennesker i fællesskabet.
Diakoni har været en del af kirkens liv siden de første kristne menigheder, hvor der blev samlet ind til enker og faderløse, og hvor social omsorg gik hånd i hånd med forkyndelsen. Den arv lever videre i dag. Men hvad er diakoni egentlig – og hvordan kan den udfoldes i folkekirken i praksis?
Det er omdrejningspunktet for den nye fælles udgivelse Kirkernes sociale arbejde, der er skrevet som et studie- og samtaleoplæg til menighedsråd og kirkeligt ansatte. Materialet giver en grundlæggende introduktion til diakoni og belyser både de lokale og de internationale dimensioner af kirkens sociale engagement.
Udgivelsen tager afsæt i Kirkernes Verdensråds studiedokument Called to Transformation: Ecumenical Diakonia, som sætter kirkens diakonale arbejde ind i en bibelsk, historisk og global sammenhæng. Den danske udgave er bevidst udformet som en letlæst appetitvækker, der skal skabe bred interesse og refleksion i folkekirken og give ideer til, hvordan man kan komme i gang med det diakonale arbejde.
Kirkernes sociale arbejde er udgivet i fællesskab af Folkekirkens Nødhjælp, Menighedsplejen i Danmark, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og Landsforeningen af Menighedsråd. Materialet lanceres officielt på Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde den 7. juni på Nyborg Strand, og kan allerede nu bestilles gratis gennem de udgivende organisationer - fx os:
Skriv til interchurc@interchurch.dk, så sender vi hæftet til dig.