Kampen om Ukraines sjæl: Kirkernes rolle i kulturel modstand og genopbygning 

Af Jonas Adelin Jørgensen 

I begyndelsen af juni ramte russiske missiler flere ukrainske byer. Tretten personer blev dræbt, og Dormition Katedralen ved Huleklosteret i Kyiv brød i brand. For mange ukrainere var de russiske angreb i juni rettet mod både civile og ukrainsk identitet og ortodoks kristendom på det sted, hvor Kyjiv-Rus ifølge traditionen blev grundlagt med fyrst Volodymyrs dåb for over 1.000 år siden. Derfor gjorde angrebet på huleklosteret særligt ondt. Samtidig bekræftede det mange ukraineres oplevelse af, at magthaverne i Kreml og den Russisk-ortodokse Kirke bruger myten om det hellige Rus til at legitimere et autoritært styre, hvor ortodoks kristendom og kravet om ubetinget politisk loyalitet smelter sammen.

Efter invasionen i februar 2022 støttede den Russisk-ortodokse Kirke (Moskva Patriarkatet) helhjertet op om krigen. I marts 2024 skærpede patriark Kirill støtten ved at kalde invasionen “en hellig krig”. Mange ukrainere ser denne ideologiske og teologiske legitimering som hybrid krigsførelse, og Den Russisk-ortodokse Kirke opfattes i stigende grad som en trussel mod Ukraines sikkerhed og selvbestemmelse.

Den russiske kirkes støtte til krigen har ændret selvforståelsen blandt ukrainske præster og kirkeledere. Vil de selv, deres familier og menigheder være i sikkerhed, hvis de endte på russisk side af frontlinjen? Og skal ukrainsk ortodoksi orientere sig mere mod Europa og mindre mod Rusland? Nylige rapporter dokumenterer overgreb i russisk-besatte områder mod religiøse fællesskaber, der ikke ubetinget støtter Ruslands militære ambitioner: 643 kirker og religiøse mødesteder er ødelagt, 67 præster dræbt og 30 taget til fange. Volden i de besatte områder – krænkelser af tros- og religionsfrihed, drab og fængslinger – har til gengæld svækket opbakningen i resten af Ukraine til de ortodokse menigheder, der historisk har været knyttet til Moskva (UOC-MP).

At afsløre den Russisk-ortodokse Kirkes myter om hellig krig, det Hellige Rus og den evige enhed mellem folk, kirke og stat er derfor en central del af de ukrainske ortodokse kirkers åndelige beredskab. På Konferencen af Europæiske Kirkers (KEK) konference i Helsinki i december 2025 beskrev ukrainske kirkeledere disse forestillinger som led i russisk hybrid krigsførelse, der skal overbevise ortodokse ukrainere om, at Ukraine må reddes fra vestlig dekadence og umoral.

Centralt i denne russiske forestilling står begrebet den ‘Russiske Verden’/den ’Russiske Fred’ (Russkiy mir) som samler ideer om social og national identitet samt politisk ekspansionisme, udviklet af russiske intellektuelle og den Russisk-ortodokse kirke efter Sovjetunionens kollaps. Patriark Kirill har endda været formand ex officio for World Russian People’s Council siden 2009, en organisation som ikke er kirkelig, men som i høj grad udbreder den russiske verdens ideologi.

Begrebet er både kulturelt, civilisatorisk, åndeligt og geopolitisk. Det bygger videre på doktriner som ’Det Hellige Rus’, ‘Moskva, det tredje Rom’ og sovjetisk ekspansionisme. Fælles for dem er forestillingen om, at det Russiske Imperium er arvtager til Rom og Konstantinopel og har et guddommeligt kald til at realisere det ideelle samfund. Den ’Russiske Verden’-ideologien bygger på en dualistisk verdensopfattelse og fremstiller Vesten som sin metafysiske modsætning. Hvor ’Den Russiske Verden’ forbindes med ’traditionelle værdier’, forbindes Vesten med menneskerettigheder, demokrati, liberalisme, ligestilling, individuel autonomi og accept af seksuelle minoriteter. Ideologien ser især homoseksuelles synlighed i østeuropæiske storbyer som bevis på, at Vesten ødelægger individer og undergraver ortodokse samfund. Vesten bliver dermed både genstand for had såvel som for et ønske om anerkendelse. Den Russisk-ortodokse kirke giver denne verdensforståelse en kvasi-teologisk legitimering, støtter krigen institutionelt og kvæler intern præstekritik af overgrebene på ukrainere. Samtidig bruger magthaverne kirken til at udbrede budskabet om ’traditionelle værdier’ og fremstille krigen som selvforsvar for det Hellige Rus.

At afsløre denne myte er de ukrainske kirkers vigtigste bidrag til åndelig oprustning under krigen. Siden februar 2022 har OCU og andre ukrainske kirker søgt at forhindre Rusland i at udnytte de historiske, civilisatoriske og religiøse bånd til Ukraine. Bruddet med russisk-ortodoks kristendom har både en juridisk dimension – loven fra september 2024, der kriminaliserer religiøse organisationer styret fra Moskva – og en kulturel dimension: hvilket land Ukraine skal være efter krigen. Metaforisk er krigen også en kamp om Ukraines sjæl.

Den bredere ’åndelige afkolonialisering’ i Ukraine handler om at frigøre sig fra den kulturelle, civilisatoriske, religiøse og mentale kolonialisering, som i et ukrainsk nationalistisk perspektiv har stået på i århundreder, og som i dag legitimeres gennem ’Den Russiske Verden’. De ukrainske kirkers positive bidrag – svaret på, hvad Ukraines sjæl er, hvis den ikke er en del af det Hellige Rus – bliver afgørende for genopbygningen af samfundet. Det kræver kreativitet, mod og nytænkning på hele den ortodokse kristendoms vegne.