Fortsæt til hovedindholdet
15. januar 2026

Iranske kirkeledere reagerer på de folkelige protester i Iran

En global alliance bestående af 100 højtstående iranske kirkeledere udsender erklæring i anledning af de folkelige protester i Iran. I København afholder folkekirken på søndag en gudstjeneste med særligt fokus på bøn for Iran. Gudstjenesten vil foregå på farsi under ledelse af den dansk-iranske sognepræst Naser Rezaeih.

En global alliance bestående af 100 højtstående iranske kirkeledere udsender erklæring i anledning af de folkelige protester i Iran. I København afholder folkekirken på søndag en gudstjeneste med særligt fokus på bøn for Iran. Gudstjenesten vil foregå på farsi under ledelse af den dansk-iranske sognepræst Naser Rezaeih.

Kristne iranere i hele verden følger ligesom deres iranske landsmænd de folkelige protester i Iran tæt.

På globalt plan er iranske kristne organiseret i en alliance bestående af ca. 100 højtstående iranske kirkeledere. Alliancen udsendte 4. januar en fælleserklæring i lyset af situationen i Iran. Erklæringen peger på de dybereliggende årsager til protesterne, som ”ikke blot [er] et resultat af økonomisk pres og levevilkårsproblemer, men har rødder i et systematisk fravær af retfærdighed og vidner om en langt dybere krise”.

Kirkelederne opfordrer myndighederne i Den Islamiske Republik Iran til at ”respektere borgernes menneskelige værdighed og til at undgå at gentage tidligere metoder med voldelig undertrykkelse af protester”, ligesom den på det kraftigste fordømmer ”den fejlagtige stempling af borgere, der protesterer fredeligt, og betegnelsen af dem som ’uromagere’, som en legitimering af vold”.

Erklæringen udtrykker solidaritet med Irans befolkning og kondolence med de efterladte til dem, som har mistet livet under protesterne. Teksten slutter med en opfordring til ”bøn, ansvarlig eftertanke og bevidst handling” samt et håb om en ”lys fremtid baseret på retfærdighed, medfølelse og respekt for alle borgeres rettigheder”.

Se hele erklæringen her - på dansk og farsi

Fra Danmark er sognepræst og national koordinator for farsi-talende kristne i folkekirken, Naser Rezaeih, medlem af den globale alliance af iranske kirkeledere.

”Det er med tungt og sørgmodigt hjerte, at vi farsi-talende kristne i folkekirken følger det modige iranske folks kamp for demokrati og frihed, som har stået på de seneste uger, og som har kostet livet for flere tusinde iranere. Vi beder og anråber Gud om beskyttelse for demonstranterne samt om frihed og lysets sejr over det mørke, der har hersket over landet i snart et halvt århundrede,” siger han og slår fast:

”Én ting er klart: Lyset vinder altid over mørket.”

På søndag kan du være med til at vise solidaritet med det iranske folk. Der vil Naser Rezaeih nemlig stå for en gudstjeneste på farsi, hvor der vil være særlig fokus på forbøn for Iran. Gudstjenesten finder sted søndag den 18. januar kl. 13.00 i Apostelkirken på Vesterbro, Saxogade 13.

Alle uanset baggrund er velkomne.