Charta Oecumenica er nu oversat til dansk
Den opdaterede udgave af det europæiske økumeniske grunddokument Charta Oecumenica foreligger nu på dansk.
Fra offentliggørelsen af det opdaterede Charta Oecumenica i Rom 5. november 2025. På tredje række ses Emil Saggau fra Danske Kirkers Råd.
Den opdaterede udgave af det europæiske økumeniske grunddokument Charta Oecumenica foreligger nu på dansk. Dokumentet blev underskrevet den 5. november 2025 i Rom af Konferencen af Europæiske Kirker (KEK) og Rådet af Europæiske Katolske Bispekonferencer (CCEE), som står bag initiativet.
Ved underskrivelsen deltog Anders Gadegaard på vegne af Folkekirken, mens Emil Saggau repræsenterede Danske Kirkers Råd.
Charta Oecumenica er et fælles europæisk dokument, der skal fremme samarbejde, dialog og forståelse mellem Europas kirker. Dokumentet er udarbejdet i et økumenisk samarbejde mellem protestantiske, ortodokse og katolske kirker. Folkekirken har ikke været medforfatter til teksten, og enkelte formuleringer kan derfor opleves som mindre genkendelige i en dansk folkekirkelig sammenhæng.
Dokumentet udsendes til medlemskirkerne i KEK og CCEE over hele Europa. Anbefalingerne i dokumentet er vejledende og ikke juridisk eller kirkeligt bindende. Det er op til de enkelte kirker, hvordan og i hvilket omfang de ønsker at arbejde videre med dokumentets indhold.
Rødder i Europas forandringer
Den oprindelige Charta Oecumenica blev til efter den Europæiske Økumeniske Forsamling i Graz i Østrig i 1997, hvor forsoning i Europa var hovedtemaet. Dokumentet blev udarbejdet i fællesskab mellem KEK og CCEE og blev underskrevet i 2001.
Baggrunden var et Europa præget af store forandringer efter kommunismens fald, krigene i det tidligere Jugoslavien og nye debatter om Europas fremtid. Samtidig oplevede kirkerne nye muligheder for samarbejde på tværs af de skel, som tidligere havde været forstærket af Jerntæppet.
Dokumentet formulerede en række fælles retningslinjer for, hvordan Europas kirker kunne leve og samarbejde med hinanden ved indgangen til det nye årtusinde.
Revideret efter 25 år
Den nye version er resultatet af en længere proces. I 2024 blev et udkast sendt i høring blandt kirker, bispekonferencer og andre relevante aktører i Europa. På baggrund af de indkomne kommentarer og ændringsforslag blev teksten bearbejdet af en redaktionsgruppe.
Den endelige udgave blev offentliggjort umiddelbart efter underskrivelsen i Rom i november 2025. Læs om offentliggørelsen og find den fulde version via linket: Updated Charta Œcumenica marks a milestone towards Christian unity in Europe | CEC Europe
Revisionen afspejler de markante forandringer, som har præget både kirker og samfund gennem de seneste 25 år. Blandt de temaer, der har fået større plads, er migration, klimaforandringer, digitalisering og kunstig intelligens. Desuden er afsnittene om relationen til jødedommen, islam og andre religiøse og livssynsmæssige traditioner blevet udbygget.
Mulighed for debat og refleksion
Med den danske oversættelse bliver det nu lettere for menigheder, kirkelige organisationer og andre interesserede at stifte bekendtskab med dokumentet. Charta Oecumenica kan bruges som udgangspunkt for samtaler om kirkernes fælles ansvar og om de samfundsmæssige udfordringer, som dokumentet behandler.
Dermed bliver den danske udgave ikke blot en oversættelse af et europæisk dokument, men også et redskab til refleksion og dialog om kirkens rolle i et Europa præget af både nye muligheder og nye udfordringer.