Dansk biskop gæst ved Church of England’s General Synod 

På bordene ved indgangen til salen bunker bøgerne sig op. Den store sællert er en bog af en tidligere ærkebiskop i Canterbury, Rowan Williams, den bærer titlen ”Solidarity”. Ved siden af ligger den nye ærkebiskops biografi med titlen ”Sara Mullally” og et foto af den nye ærkebiskop. Jeg køber dem begge to i den hensigt at få læst dem i de kommende dage. Forude ligger fem dage i den engelske kirkes ”parlament” – den halvårlige forsamling – The General Synod.

General-synoden finder sted i de tomme auditorier og lokaler på Yorks Universitet. De studerende og lærerne har sommerferie, og i mange år har den engelske kirkes styrelse holdt sit sommermøde netop her.

Man mærker en spænding ved dette møde. Det er den nye ærkebiskop af Canterburys første generalsynode. Den nye biskop er den første kvinde på posten. Hun har en fortid som sygeplejerske og chef for alle sygeplejersker i England. Hun blev præst og siden biskop i London i en moden alder. Hun blev indsat den 28. januar 2026 som ærkebiskop i Canterbury.  

Den engelske kirke er en global kirke med kirker i det meste af verden. Der venter den nye ærkebiskop en stor opgave; at være med til at holde sammen på kirken, som har været truet af splittelser i mange år.

Dagsorden fra LGBTQ+ til palæstinensiske kristne

På det fem dage lange møde venter der en lang dagsorden af meget forskellige sager. Nogle falder mere i øjnene end andre. Der er bl.a. sagen om LGBTQ+ personer. Kan de være fuldgyldige disciple af Jesus Kristus og bestride embeder i kirken på lige fod med andre, lyder spørgsmålet? Skal solidariteten med de palæstinensiske kristne føre til en udtalelse, der støtter et palæstinensisk dokument udsendt i efteråret 2025, Kairos II, der kritiserer krigen mellem Israel og Hamas og bosættelserne? Skal personer med psykisk handicap og neurodivergens inddrages i gudstjenestelivet som vigtige og betydningsfulde deltagere og ikke som et problem? Skal der indføres en ny kirkelig festdag, som både hylder skaberværket og samtidig er en mindedag for 21 koptiske martyrer fra Libyen? Endelig er der en justering af såkaldte ”safeguarding”-regler, som skal forhindre overgreb og misbrug i kirken. De mindre iøjefaldende punkter handler om honorarer og regler for præsters ansættelsesforhold. Skal biskoppen f.eks. informeres, hvis en præst har kørt for stærkt, kørt spritkørsel eller værre endnu: Har kørt nogen ned?

Der var vigtige punkter for en ny ærkebiskop at forholde sig til. Det skulle hun gøre sammen med den anden ærkebiskop i England, ærkebiskoppen af York, Stephen Cottrell.  

Jeg køber som sagt de to bøger af de nævnte Canterbury ærkebiskopper (den nuværende og en tidligere) for at blive opdateret på, hvordan teologi og politik vil forme denne sommers generalsynode.

Velforberedte deltagere og stram mødeledelse
Ærkebiskopperne er dog ikke så synlige under synoden, som man kunne tro. De sidder ved et bord lidt for sig selv med ryggen til os, der er økumeniske gæster. Og ligesom andre deltagere kunne de bede om at få ordet i en given sag, men de var på intet tidspunkt dem, der var i centrum. Debatten er ikke biskoppernes alene. Men hele den engelske kirkes repræsentanter af lægfolk, præster og biskopper.

Debatten er fri og levende. Men samtidig styret af et panel og en mødeledelse, som blev udskiftet for hvert punkt. Hvert punkt krævede grundig forberedelse. Mødeledelsen var velklædte embedsmænd, salen var meget afslappet klædt. Enhver forventning om en meget formelt dress code viste sig at være forkert. Folk var sommerklædt. Det er nemlig sådan, at den anglikanske kirke har to årlige forsamlinger, mødet i York om sommeren er ”casual” og afslappet, og man hygger sig mellem møderne om aftenen. I London om vinteren er det ganske formelt, og der er ikke så meget fælles samvær.

Det er tydeligt for en udefrakommende, at de mange deltagere har læst et stort materiale igennem, dagsordenens punkter fylder meget, og ændringsforslagene er mange. De bliver løbende lagt ud i pamfletform inden møderne. Ingen er til stede under det hele; både præster, biskopper og lægfolk kom og gik ind og ud af møderne. Samtidig var der tydelige markeringer.

Når nogle ville have ordet, rejste de sig op. Mødelederen kaldte nogle talere frem med navn, og andre blev kaldt frem via farven på deres skjorte – ”the lady in the red shirt” up here, please.

For hvert emne kom der nye folk ind. Den, der havde det juridiske tilsyn, var iført paryk, én ledede mødet og bestemte, hvem der fik taletid og hvem ikke. De, der fik ordet, skulle præsentere sig selv med navn og nummer. Og de fik en annonceret taletid, som blev overholdt nøje. Når tiden var gået, skiftede en lampe fra grøn til rød, og så fik talerne at vide, at tiden var gået.

På et tidspunkt lukkede mødelederen et punkt før afstemning havde fundet sted – nemlig diskussionen om støtte til de palæstinensiske kristne - hvilket udløste et kor af buh-råb. Mødelederen vurderede, at der ikke var tid nok til en ordentlig diskussion, så den måtte udskydes til dagen efter.  

Som dansk deltager var det bemærkelsesværdigt at høre, hvordan såvel lægfolk som præster ofte talte om de forskellige politiske sager med begrundelser udtrykt med kirkens læremæssige sprog – ”body of Christ” –”mission of Christ” – ”hope for the creation”. Der var en bevidsthed om at være kirke, et troende fællesskab og den hellige almindelige kirke. Det var således interessant at se, at det tilsyneladende var ligetil for dem at binde dele af kirkens lære sammen med diskussioner om verdens forhold og kirkens medlemmers ageren i verden.

Den lange og svære diskussion om LGBTQ+

I flere tilfælde havde der gået mange diskussioner forud for afstemninger. Dette gjorde sig f.eks. gældende i diskussionen om LGBTQ+ personer. Forslaget lød således:  Kirken anerkender LGBTQ+-personer som ligeværdige, og at alle døbte og troende, uanset deres seksuelle orientering, er fuldgyldige medlemmer af ”Kristi legeme” (the body of Christ).

Et underpunkt i forslaget lød, at der ikke er nogle fundamentale indvendinger mod at være i et homoseksuelt forhold, og at et homoseksuelt forhold kan være fuldstændigt kompatibel med at være en discipel af Jesus og have et embede i kirken.

Den diskussion har en forhistorie i den anglikanske kirke. Ærkebiskoppen Rowan Williams (2002-2012) prioriterede kirkens enhed. Som teolog talte han meget åbent og nuanceret om homoseksuelle, men som leder af det anglikanske globale fællesskab stod han for en mere restriktiv linje i forhold til homoseksuelle præster af hensyn til kirkens enhed og samling. Han forsøgte politisk at holde kirken sammen ved at dele sol og vind lige for at både liberale og konservative kunne fortsætte samtalen. Pga. modstanden fra de mere konservative kirkesamfund blokerede han for ansættelsen af homoseksuelle præsters og biskoppers udnævnelse, med mindre de levede i cølibat.

Siden Rowan Williams embedstid har der været over 10 års diskussion i det politiske program, der hedder Life and Love in Faith, også kaldet LLF.  De godt 10 år har ikke bragt parterne sammen (og LLF blev derfor afsluttet ved synoden i februar i år). Det mærkede man også på synoden denne sommer. Da det kom til den endelige afstemning, fornemmede man forud, at der nok var et lille flertal for forslaget. Men her kom det særlige ved den engelske kirkes synodes måde at stemme på frem. Man kan kræve afstemning foretaget delt op i tre grupperinger, de tre såkaldte ”houses”, biskoppernes, præsternes og de læge medlemmers.

Det er sådan, at hvis der i bare et af husene ikke kan opnås flertal for forslaget, falder forslaget. Og det gjorde sig gældende ved denne afstemning. Der var blandt biskopperne 11 for, 14 imod; præster 93 for, 79 imod; lægfolk 101 for, 83 imod. Med det manglende flertal hos biskopperne faldt forslaget.

Vrede, frustration og lettelse over afstemning om LGBTQ+

Nogle var tydeligvis frustrerede og rasende over den beslutning. En præst fra London gik efterfølgende hen til det bord, hvor de to ærkebiskopper sad, slog i bordet og talte med store bogstaver: ”absolutely disgraceful”. Rundt omkring blandt de konservative og evangelikale medlemmer af synoden blev der til gengæld givet udtryk for stor lettelse. Et medlem af synoden postede omgående en video, hvor han som talsmand for ”de bibeltro” havde grund til lettelse, men samtidig fortsat være agtpågivende, da diskussionen om LGBTQ+ personer fortsætter i de næste par år.  
Denne debat skal ses i lyset af, at der ifølge insidere var et nødvendigt politisk hensyn at tage til den nyligt valgte ærkebiskop. Hvis den første kvindelige ærkebiskop på den første generalsynode havde haft en afstemning, der havde givet seksuelle minoriteter fuld anerkendelse, kunne det forstærke splittelsen i kirken, mente nogle. Også selvom hun og ærkebiskoppen af York ikke markerede sig synligt i debatten.

Ved den afsluttende gudstjeneste i synodesalen på York Universitet gav ærkebiskop Stephen dog tydeligt udtryk for, hvad han mente om sageni sin prædiken: "Hvis du føler dig svigtet af kirken, ramt af stormene fra vores debatter, svigtet af generalsynoden, svigtet af biskopperne, marginaliseret og udelukket af en hvilken som helst grund, så kom til ham, hvis kærlighed til dig er perfekt, uden betingelser og uden grænser." Og: ”Kære venner, I er inkluderet af Gud – selvom hans kirke stadig forsøger at finde ud af, hvordan den inklusion ser ud. Og du, hver og en af jer, er dybt, dybt elsket. Dyrebar, ikke på grund af præstationer, hellighed eller moralsk ulastelighed, men fordi du er den, som Jesus døde for. Ligesom mig, en synder, frelst af nåde”. Se: Sermon at closing Eucharist of York General Synod | Archbishop of York

Debat om mindedag for 21 henrettede koptiske ortodokse kristne i 2015
Der var også andre store emner til debat på synoden. Diskussionen om de 21 martyrer og en særlig skabelsesdag blev vedtaget uden megen diskussion. De 21 koptiske ortodokse kristne blev henrettet af Islamisk Stat, ISIS, i Libyen, fordi de nægtede at afsværge deres kristne tro under forhør. Det skete den 15. februar 2015.  De døde med ordene: ”O my Lord Jesus” på deres læber. Den koptiske kirke og den katolske kirke har allerede lavet en mindedag den dag, og nu er der også en ny særlig dag i den anglikanske kirke.

Som en biskop har sagt, er martyriet en levende nutid. Ordet martyr kommer jo af et ord, der betyder at vidne, og vidnesbyrdet om den kristne tro kan også i dag koste livet. Ja, kristendomsforfølgelser er desværre udbredt.

Samme dato er nu også en ny kirkelig festdag, hvor man fejrer skabelsens under. Under samme dobbeltpunkt blev et nyt dokument fremlagt og godkendt – ”Hope for all creation – A theological response to the environmental crises”. - Afstemningen viste enighed i hele salen: 29 biskopper, 101 præster, 120 lægfolk stemte for – ingen imod. Én undlod at stemme. 

Tilslutning til Kairos II om støtte til kristne palæstinensere
Udsynet til verden viste sig også under et andet svært punkt. En repræsentant for de palæstinensiske kristne, en kristen præst på Vestbredden, var gæst på synoden og beskrev konflikten med bosætterne og livet som kirke på Vestbredden med et muslimsk flertal og konflikten med den israelitiske hær.  Han gav udtryk for at de kristnes tid på Vestbredden snart ville være fortid, hvis ikke det internationale samfund blandede sig.

En økumenisk repræsentant fra den ortodokse kirke fortalte om et voldsomt angreb, han selv oplevede på første hånd i en kristen enklave, mens han var på besøg hos sin familie. Han opfordrede stærkt synoden til at skrive under på forslaget om støtte til de palæstinensiske kristne. Det samme gjorde en økumenisk repræsentant fra den metodistiske kirke, som fortalte, at man i metodistkirken havde foretaget en lignende afstemning. Det svære ved punktet var, om man kunne tilslutte sig et dokument fra den palæstinensiske kirke, som beskrev Israel med udtryk som ”folkemord, etnisk udrensning, racisme”. Dokumentet hedder ”Kairos II” og er udsendt efter 7. oktober-massakren og krigen.

Debatten handlede om, hvorvidt den anglikanske kirke kunne støtte brugen af så voldsomme ord som disse. Der var flere ændringsforslag. Et af dem var, at man som kirke ikke ”godkendte” eller ”modtog”, men havde ”hørt” de palæstinensiske kristnes nødråb.  Det blev den ændring, der gik igennem. Der blev lagt vægt på, at man ønskede at udtrykke en medfølende protest.

Modstanderne gjorde opmærksom på, at det ville blive opfattet som en støtte til den ene part i konflikten, hvilket også blev konsekvensen. I den muslimske verden blev beslutningen modtaget med hyldest, mens den israelske regering gav udtryk for skuffelse over beslutningen. Det var et punkt, hvor begge ærkebiskopper blandede sig i debatten, fordi de begge havde været på besøg på Vestbredden, og deres beretninger farvede diskussionen.

I en efterfølgende kommentar kan man se, at man prøver at forklare intentionen med vedtagelsen, nemlig at det først og fremmest handlede om at reagere på den palæstinensiske kirkes vilkår, selvom man kunne se problemet i, at dokumentet ”Kairos II” f.eks. ikke indeholder en kritik af Hamas og massakren d. 7. oktober, og dermed vil kunne opfattes antisemitisk, hvilket ikke var hensigten. Man lagde vægt på at man hørte den palæstinensiske kirkes skrig eller råb i dokumentet som begrundelse for vedtagelsen.

Præster skal informere biskopper om mistet kørekort

I en helt anden boldgade var et forslag om, at biskopper skulle informeres hver gang, at en præst blev taget i at køre for stærkt, spritkørsel og hvis der var sket skader på andre. En af synodedeltagerne spurgte, om biskoppen så også skulle informeres, hvis en præst havde fået så mange klip, at man mister kørekortet. Resultatet blev at et ændringsforslag blev vedtaget som gik ud på at præster, der fratages førerretten pga. gentagne mindre færdselsforseelser eller fartovertrædelser fremover skal informere deres biskop. Ændringen blev føjet til de bestemmelser, der hører under ”Clergy Conduct Measure”, hvilket kan sammenlignes med dekorum-reglerne herhjemme.

Kirkens regler for overgreb og diskriminering følger statens

Selvom generalsynoden er den engelske kirkes lovgivende instans, er den underlagt tilsyn fra staten. Således blev der også behandlet et punkt, hvor Underhusets Church Committee krævede en justering af kirkens regler for overgreb og diskriminering af medlemmer og ansatte. I den diskussion blev spørgsmålet om kirkens afhængighed og selvstændighed i forhold til regering og staten bragt op.

Biskopperne slog fast, at den engelske kirke er en statskirke, og at landets love også afspejles i kirkens love. En anden kommentar var, at arbejdet med ”safe guarding” var et stort arbejde for kirken selv at skulle overkomme, hvilket nogle syntes var svært at motivere, når nu staten allerede havde reglerne i sin lovgivning. Det kunne synes som unødvendigt dobbeltarbejde. Hvorfor ikke overlade denne regulering til staten alene? Resultatet blev naturligvis, at man følger henstillingen fra statens tilsyn.

Gæstfrihed og særlig velkomst

Aftenen inden synoden begyndte, var jeg inviteret til at deltage i en såkaldt ”Nikaean Club dinner” på bisperesidensen Bishopthorpe som aftenens taler. Se: The Nikaean Club

Jeg deltog i synoden i York sammen med min mand Søren Fahnøe, som også er præst. vi blev begge budt hjertelig velkomne og taget rigtig godt imod som nogle af synodens økumeniske gæster. Der deltog også gæster fra metodistkirken, den græsk ortodokse kirke, den katolske kirke, kirken i Wales, pinsekirken og baptistkirken.

Da der søndag var gudstjeneste i York Minster, lød der en velkomst til os som økumeniske gæster, og ærkebiskop Steven Cottrell gav en særlig velkomst til mig med navns nævnelse som repræsentant for Danmark. Ved den gudstjeneste prædikede den nye ærkebiskop i Canterbury Sarah Mullally. Ærkebiskoppens prædiken kan læses her: Archbishop of Canterbury's General Synod Sermon at York Minster | Archbishop of Canterbury

Den engelske kirkes lange historie som baggrund for en danskers indblik

Disse dage på generalsynoden i York gav et indblik i den særlige selvstændighed og afhængighed som den anglikanske kirke har i forhold til det engelske samfund og den engelske stat. Men også dens engagement i verden og i samfundsforhold.

Det man som dansk folkekirke-repræsentant oplever, skal også ses i lyset af at den engelske kirke har haft en anden historie. Det er en meget lang historie, og det giver den engelske kirke nogle særlige privilegier. F.eks. har York domkirke sit eget politi, som holdt vagt under gudstjenesten.

Dertil kommer, at York er stedet, hvor Konstantin den store blev udnævnt som kejser – ham som fik afgørende betydning for kristendommens udvikling i Europas kultur og historie. Det skete i York i 306. Han legaliserede kristendommen i 313 som religion i Romerriget, og han indkaldte til det såkaldte Nikæamøde i 325, hvor grundlaget for den nikænske trosbekendelse blev besluttet.

Hvis jeg afsluttende skal indramme oplevelsen af at være deltager på synoden, så var det en erfaring af en fælles ånd, gensidig respekt og respekt for formen fra synodens medlemmer. Tydeligvis en anerkendelse som er indarbejdet og tilegnet gennem mange års brug af denne styrelsesform. For en dansker kræver en forståelse af denne form for politiske styre og beslutningsform en erkendelse af, at teologi, administration og kirkestyre er bundet sammen af en fælles erfaring med den engelske historie og det engelske samfund med alle dets forskelle og splittelser.

Der var både optimisme og resignation hos deltagerne, når de fortalte om det at være medlem af synoden. Der er således en fælles viden om, at der er sager og forhold, som der næsten ikke kan ændres på. Ikke mindst de økonomiske forhold i den anglikanske kirke, som er et kapitel for sig. Forbindelsen mellem hverdagen i de enkelte og ofte meget forskelligartede sogne og synoden er præget af en praktisk anerkendelse, der rummer både tilslutning og opposition på samme tid.  

Økumenisk fællesskab bygger på erkendelsen af at dele vilkår

Glæden ved at være vidne til de politiske processer og forhandlinger og de selskabelige fællesskaber undervejs kan formuleres i tilslutning til en af de pointer, som ærkebiskop Rowan Williams nye bog ”Solidarity” lægger vægt på. Nemlig at fællesskab ikke bygger på, at man nogensinde kan lære den anden eller den fremmede at kende fuldt ud. Tværtimod er relationerne og indsigterne i den andens liv og ståsted altid ufuldstændige, tvetydige og ambivalente.

Solidariteten kan således ikke kendes på at være en storladen målsætning eller et færdigt resultat af en socialetisk dannelsesproces.  Den er først og fremmest en fundamental erkendelse af at dele vilkår med de andre: At være i samme båd så at sige. At være fejlbarlige og skrøbelige. At de politiske kampe på synoden altid finder sted i ”the broken middle”, dvs. altid i forsøget på at finde politiske løsninger i en virkelighed, der ikke giver plads til den fuldkomne løsning.

De teologiske modsætninger i den anglikanske kirke er store, men viljen til at være kirke på mange måder i et sekulariseret og trængt England er på omgangshøjde med kirkens vilkår i udgangspunktet. Også selv om synoden tilsyneladende får skrammer og skaber bitterhed og frustration hvert år. Udfordringerne er ikke mindre efter denne sommers generalsynode, men tilliden til den nye ærkebiskop i Canterbury, Sarah Mullally og hendes politiske og karrieremæssige erfaring fra sundhedssektoren er stor fra mange af de deltagere, vi talte med.  

Jeg vil afslutte med en afgørende pointe fra Rowan Williams nye bog: At håbet er en afklarende faktor i forståelsen af, hvad solidaritet i virkeligheden er - nemlig en tillid til at den virkende bæreevne i solidaritetsfølelsen ikke kommer fra mennesker, men udefra, fra Gud. En pointe som også viste sig i det engagement, som deltagerne lagde for dagen og i den måde bøn, sang og gudstjeneste var fællesskabsstiftende for forsamlingen undervejs på synoden.  

”Vi er forskellige som mennesker og som kristne. Vi er ikke enige om alt. Men økumenisk arbejde handler ikke om, at vi skal blive enige om alt – det handler heller ikke om, at vi skal se bort fra vores forskelligheder. Det handler om at være ærlige om forskellene – mens vi holder fast i at anerkende hinanden som brødre og søstre i Kristus.  Vi hører sammen, så forskellige vi er. Vi er sammen om noget, der er større end alt det, der skiller. Ja, i dåben er vi alle genfødt til intet mindre end et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” (Citeret fra min tale i The Nikaean Club Dinner).