Et hjemligt hjørne, langt hjemmefra
Hvordan finder man fællesskab og hjemfølelse, når man studerer langt fra sit eget land? I Kingos Kirke i København samles internationale studerende om mad, relationer og tro.
Internationale studerende samlet omkring aftensmadsbordet. Foto: KFS.
Gennem initiativet International Student Dinner inviterer Kristeligt Forbund for Studerende, KFS, internationale studerende indenfor i Kingos Kirke i København til fællesskab, mad og samtale.
Hver uge samles studerende fra hele verden om et fælles måltid, spil og sociale aktiviteter. Det overordnede mål er at skabe rammer for, at de internationale studerende kan føle sig hjemme langt væk fra det, de hver især kalder hjem.
”Mange internationale studerende mangler netværk og et sted at høre til, når de flytter til Danmark,” fortæller Sarah, som er en af arrangørerne.
Inden aftensmaden bliver der læst en tekst fra et af evangelierne. Det er frivilligt om man vil være med under læsningen, eller først springer på programmet, når maden serveres.
KFS arrangerer også guidede ture i København, Thanksgiving Dinner, lejre og lovsangsevents i samarbejde med CrossRoads KBH, som er et åbent, kristent fællesskab for universitetsstuderende i hele København
Ifølge arrangørerne er det ofte mødet med dansk kultur, sprog og relationer, der udfordrer de studerende. Især kan det være svært at danne venskaber med danskere, som ofte opleves som reserverede. Samtidig savner mange et mindre kristent fællesskab, og derfor er bibellæsningen og fællesskabet om middagen særlig værdifuldt for dem.
KFS ønsker, at International Student Dinner kan være et sted, hvor internationale studerende finder relationer, støtte og et fællesskab, der rækker ud over hverdagen.
Man kan læse mere om International Student Dinners på KFS' hjemmeside Internationale | KFS