Grå guld og gensidighed i Gladsaxe-Herlev

Integration i folkekirken kræver mere end aktiviteter, teologer og status quo. Dør folkekirken uden nydanskere?

08.09.2020

Sognepræst i Haraldskirken, Morten Miland Samuelsen, og tværkulturel projektleder i Gladsaxe-Herlev, Ida Tafdrup-Johansen.

De 4.200 indbyggere i Høje-Gladsaxe er kendt for deres arbejderidyl, beboerforeninger og kirkeliv. Eller sådan var det i fortiden, indtil en boligpolitik i 70'erne skiftede den sociale status ved lejelejligheder. Nu var det ikke arbejdertradition, men lavstatus, ikke at være boligejer fremfor lejer. Der var flugt til parcelhuse, og dem på boligventelisterne blev de nye lejere. De nye tilflyttere, dengang betegnet som gæstearbejdere, flyttede ind i de tomme lejeboliger. Dem i de lavest betalte jobs som danskerne ikke ville påtage sig. Sådan begynder værterne i Gladsaxe-Herlev provsti med en kort historik af områdets befolkningssammensætning. Morten Miland Samuelsen er sognepræst og Ida Tafdrup-Johansen er tværkulturel projektkoordinator og tovholder på folkekirkens integrationsindsats i Gladsaxe-Herlev.

Den døende folkekirke

"Vi begraver folk ud af folkekirken", udbryder Morten og supplerer med fakta. Fra det kirke-aktive område, det har været, er der nu blot 3-5 konfirmander til undervisning Haralds sogn, hvor Morten er præst. "Hver eneste begravelse er en sænkning af medlemstallet af folkekirken". Tendensen ses tydeligt i den grafik, Morten samtidig viser webinar-deltagerne på zoom.

Der er 52 sproggrupper i Haralds sogn, men alle børn taler dansk med hinanden. Det arbejder med os, fortæller Morten, "For vi kan ikke det her alene". 4 ud af 5 beboerformænd i sognet har hvidt hår og kun 1 sort hår. Repræsentation af indvandrere i både kirken og lokalledelse halter øjensynligt bagud, og derfor stilles spørgsmålet: "Hvem er vi kirke for?" som respons, når andre kirker stiller spørgsmål om, hvorfor Haraldskirken skal have så mange penge, når de har så få medlemmer.

Medlemsstatistik fra Gladsaxe-Herlevs præsentation.

Kan kirken redde sig selv?

Tværkulturel Kirke i Gladsaxe-Herlev er et samlet forsøg, fra flere sognekirker i samme provsti, på at samle de tværkulturelle tråde i én strategi for en mere folkenær folkekirke. Det kræver eksterne samarbejder for at få kontakt til indvandrere og efterkommere, der i årevis er blevet gået forbi af folkekirken. Også indenfor kirkens vægge har det været svært at bryde igennem til den anden side. Stigende mangel på lokal engagement og ressourcer, plus kirker der har prioriteret det der allerede har været i gang.

Status quo er derfor noget der brydes nu, indleder Ida Tafdrup-Johansen, hvis stilling ikke eksisterede for blot få år siden. Ida er uddannet antropolog med en bred vifte af integrationserfaring fra tidligere jobs. De kompetencer har provstiet set værdien i, for et felt i folkekirken der ellers er stærkt repræsenteret af teologer. Men antropologer kan noget helt andet, når det gælder en strategisk indsats om at få folkekirken til at prioritere andre befolkningsgrupper end hvide danskere. Ida har brugt sin faglighed til at skabe et overblik og derefter gå til værks med handlingsstrategier. Dem har hun opdelt i modeller - integrationsmodeller.

Katalog eller base

To modeller for tværkulturelle strategier introduceres: base-modellen og katalog-modellen.

I den første, base-modellen, fungerer én sognekirke som base for det tværkulturelle arbejde i et område - et slags ressourcecenter, der både selv arbejder med, og hjælper andre kirker med at komme igang.

Katalogmodellen derimod, går anderledes til integrations-indsatsen. Her opstilles tværkulturelle tilbud og muligheder i området i et katalog. På den måde kan de enkelte sognekirker både få ny inspiration, og samtidig vælge noget som passer til deres lokale kontekst. Modellen er inspireret af skoletjenesten, men passer den også til tværreligiøst arbejde, spørger en af webinar-deltagerne: "Er aktiviteter løsningen på inklusion?"

Webinar-deltager og vært til næste webinar, sognepræst Mai Bjerregaard Andersen fra Svendborg.

Færre medlemmer, færre penge

"Vi skal ikke starte noget op hvis ikke der er behov for det," forklarer Ida, men samtidig understreger hun, at behovet er der, og i langt højere grad for en døende kirke der har behov for nye indspark, end for lokalbefolkningen som starter rigeligt med initiativer selv. I Gladsaxe-Herlev går man ud af kirken for at komme i gang, der hvor befolkningen allerede er. Ida fortæller om et fællesprojekt med Bydelsmødrene som netop selv opfordrede kirken til at komme ud over dørtærsklen.

Manglende støtte oppefra er en hindring, uanset om folkekirken skal være en base eller bruge et katalog af integrations- og inklusionsinitiativer. Det er en ond cirkel man ser generelt, kommenterer en aktiv webinar-deltager og sognepræst fra Ishøj, og uddyber, "folkekirkens mangel på kirkepolitisk dialog forstærker medlemsflugt. Integration skal kæmpes for."

Sogne sammenligges når medlemmer forsvinder, mens andre stabile sogne får penge til nyt orgel og andre overflødigheder, indskyder repræsentanter fra folkekirken i Tingbjerg. "Arbejdet skal startes nedefra for at opnå støtte oppefra," pointerer en deltager og sognepræst fra Svenborg, som er nogle år længere i et strategisk kirke-integrationsarbejde end Gladsaxe-Herlev.

Vigtige og kritiske kommentar fra sognepræst i Ishøj, Michael Rønne Rasmussen.

Gennembrud hos det grå guld

Integration i dens oprigtige betydning, går begge veje. Det betyder en ligeså stor opgave internt i menigheden, som eksternt med etniske minoriteter. Menighedsrådet skal altså med på idéen, fortsætter det digitale team fra Gladsaxe-Herlev. Men hvordan?

At stille dem problematikken direkte, er måden Morten Miland Rasmussen går til sit menighedsråd i Haraldskirken, og illustrere sin tilgang med et citat, "people without a functional memory can't change". Altså kræver det en kognitiv kobling. "Drag fra deres egne positive erfaringer og aktiver deres hukommelse", insisterer Morten, bekræftet af Tingbjerg-deltagerne som indskyder, "Man skal finde nysgerrigheden hos holdet og arbejde videre derfra."

Men er vi parate til, at vi som folkekirke inddrages i andres fællesskaber?

Facilitator og medarrangør af webinar-rækken, Ane Kirstine Brandt, generalsekretær for Folkekirke & Religionsmøde.

Gensidige fællesskaber og flere fagligheder

En nydansk folkekirke kræver gensidighed. Gladsaxe-Herlev værterne beretter, at de er heldige allerede at være en del af sognets beboer-identitet. "Vi fejrer fællesheden og tager tit ud og deltager i helhedsplanens arrangementer, og vi skiftes til fællesspisning mellem beboerhuset og kirkelokalerne," fortæller Ida, og den forandring der er undervejs lokalt.

"Få flere fagligheder ind," udbryder Morten som webinarets sidste punktum. Morten er selv teolog, men ved at hans faglighed alene er for lidt til folkekirkens fremtid. Han fremhæver sin kollega Idas antropologiske indsigter til at demonstrere vigtigheden i, at se ud over de kirkelige uddannelser, hvis man som sogn eller stift ønsker en seriøs start på integration af folkekirken og 14% af folket som er minoriteter. Uden dem risikerer folkekirken nemlig selv at blive en minoritet.