Fortsæt til hovedindholdet
Folkekirkens medlemskaber i verden
Reformatorisk Kirkefællesskab, CPCE
Prædikestol

Kirkefællesskabet af reformatoriske kirker i Europa (CPCE) består af 112 reformatoriske kirker i Europa, herunder både lutherske, reformerte, unerede og metodistiske kirker i Europa. Kirkefællesskabet blev grundlagt i 1973 og har hovedsæde i Wien.

Det formelle navn for Kirkefællesskabet er på engelsk: Community of Protestant Churches in Europe (CPCE). Oprindeligt hed det Leuenberg Kirkefællesskabet efter kirkefællesskabets centrale tekst, Leuenberg Konkordien, med reference til den schweiziske by Leuenberg, hvor fællesskabet blev grundlagt. I 2003 ændrede man navnet til Community of Protestant Churches in Europe, og senere igen ændrede man det til Communion of Protestant Churches in Europe – deraf forkortelsen CPCE.

CPCE’s arbejde

Siden Leuenbergs/CPCE’s start i 1973 har det teologiske studiearbejde og den økumeniske dialog været prioriteret meget højt. I dag arbejdes der også med mere praktisk-kirkelige emner som fx liturgi og pastoraluddannelse, ligesom CPCE er engageret i socialt-etisk arbejde. På det seneste har CPCE også arbejdet med, hvordan kirker kan tilpasse sig de forandringer, der sker i kølvandet på den stigende migration til Europa. I 2023 har CPCE fået såkaldt ’participatory status’ ved Europarådet, som International NGO (INGO).

Dansk engagement

Den danske Folkekirke blev medlem af Leuenberg i 2001. Folkekirken er i dag primært engageret i CPCE's teologiske arbejde, hvor der sidder repræsentanter for folkekirken i flere af de forskellige teologiske arbejdsgrupper. 

Sognepræst Laura Fischer er medlem af CPCE’s styrende råd 2024-2030.

Andre medlemskirker i Danmark er Den Reformerte Synode i Danmark og Metodistkirken i Norden og Baltikum.

Læs mere om programmet Young Theologians in Communion

Nordisk engagement

I Norden er Den norske kirke og Den evangelisk-lutherske Kirke i Island medlemmer, mens Den evangelisk-lutherske Kirke i Finland, Svenska Kyrkan og Equmeniakyrkan i Sverige ikke er medlemmer, men såkaldte deltagende kirker.

50-års jubilæum 1973-2023

CPCE lagde op til, at 50-året for Leuenberg-aftalen ikke skulle fejres med én enkelt større begivenhed, men på en decentral og regional måde. De forskellige arrangementer skulle ikke fokusere på historien, men på det fremtidige potentiale i kirkefællesskabet. 

Konceptet var en succes. CPCE organiserede selv tre centrale arrangementer for forskellige målgrupper med forskellige fokus. Læs sammendrag på CPCE's hjemmeside på enten tysk (øverst) eller engelsk (nederst):

2023: Jubiläumsjahr der Leuenberger Konkordie – ein erster Rückblick/2023: Anniversary year of the Leuenberg Agreement – a first review

40-års jubilæum 1973-2013

Den reformerte Synode, folkekirken og Metodistkirken fejrede i 2013 40-året for indgåelsen af Leuenberg Konkordien. Læs indlæg fra den økumeniske danske fejring af kirkefællesskabets jubilæum: 

Fakta om CPCE

Der sidder 13 personer i CPCE’s råd, og der er tradition for, at der er en repræsentant fra enten Den norske kirke eller folkekirken i Danmark.

Ved sammensætning af rådet, lægges der vægt på spredning geografisk, denominelt, alders- og kønsmæssigt.

Der er fuldt kirkeligt fællesskab mellem kirkerne i CPCE - den højeste grad af kirkefællesskab.

Det er vigtigt for folkekirken at være med i dette netværk af reformatoriske kirker, der er tæt på vores egen tradition

Den norske kirke og Folkekirken er de to største kirker i CPCE, og udgør til sammen 20% af medlemstallet i CPCE. Det er vigtigt ikke at blive sig selv nok, men både at kunne bidrage til og lære af søsterkirkerne i dette fællesskab.

I perioden fra 2018-2024 har lektor på AU i praktisk teologi Ulla Schmidt siddet i CPCEs råd. Johanne Stubbe T. Kristiansen har deltaget i arbejdsgruppen om Christian Talk of God, og Jette Bendixen Rønkilde i arbejdsgruppe om nadver, sammen med Jørgen Thaarup fra Metodistkirken.