Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Næstekærlighed i en corona-tid

I denne tid, hvor vi lever på afstand af hinanden, kan det være svært at bevare håbet og livsmodet. I denne artikel finder du nogle bud på, hvordan du kan være nærværende for andre på afstand

 

Bekymringer og usikkerhed fylder hos mange nu, hvor vi er påvirket af corona-karantæner og nedlukninger. Hvordan kan vi hver især være med til at skabe håb og glæde hos vores medmennesker, også selvom vi ikke kan mødes fysisk i landets kirker? Her kan du læse forslag til forskellige måder at drage omsorg for andre mennesker på under vores ændrede hverdag grundet corona-spredningen.

Måder at hjælpe andre på – hjemmefra:

  • Grib telefonen og ring til en ven, et familiemedlem eller en bekendt og hør, hvordan de har det. Særligt mennesker i din omgangskreds, eller fra din kirke, som kæmper med psykisk sårbarhed, er ensomme eller har det svært på anden måde kan opleve et opkald som en stor glæde, hvor de kan mærke omsorg og få brudt ensomheden. 
     
  • Brug tid i bøn for dine medmennesker, for syge og pårørende, for læger og sygeplejersker, myndigheder, kassemedarbejdere, elever og lærere, og hvem der ellers ligger dig på hjerte. 
     
  • Videresend information om din kirkes digitale løsninger til andre fra din kirke eller andre interesserede. Mange kirker har i denne tid digitale løsninger, hvor de sender gudstjenester, salmesang eller andagter online. 
     
  • Lav et videoopkald til familie og venner og drik en kop kaffe sammen, spis aftensmaden i hinandens selskab eller spil et spil (fx quiz) gennem skærmen. Det kan være dejligt at se hinanden i øjnene, selvom det er gennem en skærm. 
     
  • Donér penge:
    • At skolerne for tiden er lukket, er særligt svært for børn i udsatte familier. Du kan hjælpe børnene ved at give en krea-pakke gennem Red Barnet. Læs mere her
       
    • Undersøg om din lokale kirke har behov for hjælp til diakonale tiltag i denne tid. Fx har de i Husum kirke en månedlig madindsamling til mennesker, som har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Denne indsamling foregår nu ikke fysisk, men på MobilePay.
       
    • Mange mennesker lever i udsatte områder, fx i flygtningelejre eller i krigshærgede lande, hvor de er ekstra sårbare over for coronavirus og de afledte konsekvenser. Gennem Folkekirkens Nødhjælp kan du give et corona-kit, så du kan hjælpe verdens fattigste familier med at undgå at blive smittet (Læs mere her). Eller du kan donere penge til Det mellemøstlige Kirkeråd (MECC), som Folkekirkens mellemkirkelige Råd jævnligt samler ind til. MECC er med til at samle de kristne i den mellemøstlige region og forsvare deres rettigheder, og de har flere diakonale projekter, bl.a. støtter de den trængte landbrugssektor i Dara'a-regionen i Syrien. Man kan donere penge til MECC via Det mellemkirkelige Råd til reg.  2191 konto 0721595714, mærk "Kollekt".  
       
  • Mange skoleelever sidder derhjemme, og ikke alle har forældre som har tid eller mulighed for at hjælpe med lektierne. Du kan blive online lektiehjælper for børn og unge med flygtningebaggrund under skolernes corona lock down. Læs mere her
     

Måder at hjælpe andre på – udenfor/praktisk hjælp:

  • Mange mennesker er i isolation, da de er i risikogruppen. For at hjælpe denne gruppe kan du blive frivillig for Røde Kors. Gennem Røde Kors kan du bl.a. hjælpe mennesker i risikogruppen med at købe ind eller gå en tur med deres hund. Læs mere her
     
  • Gå en tur med et medmenneske. Ring til en ven, et familiemedlem eller en bekendt og gå en tur sammen, selvfølgelig med god afstand imellem jer. Frisk luft og samtale kan gøre underværker for humøret i denne svære tid.
     

Af Alice Møberg Sundgaard