Nyheder
Nyheder

Folkekirken erklærer sin støtte til Libanon

De danske biskopper har sendt et solidaritetsbrev til kirkerne i Libanon efter eksplosionen i landets hovedstad Beirut. Læs her hvordan du kan støtte den hårdt ramte by. 

Foto: MECC

For nylig fandt to voldsomme eksplosioner sted i en lagerbygning i Beiruts havneområde. Ifølge Libanons sikkerhedsmyndigheder er der tale om en eksplosion af 2750 tons konfiskeret ammoniumnitrat. Byen er i chok. En tredjedel af byen er ødelagt, 177 mennesker er døde, 6000 er sårede, og de materielle tab og de økonomiske konsekvenser er lige nu uoverskuelige.

Folkekirken har i denne ekstraordinære situation vist sin støtte. For få dage siden sendte biskopperne på vegne af folkekirken et solidaritetsbrev, der udtrykker den dybeste medfølelse og forbøn for det hårdt prøvede land og understreger, at der er et særligt bånd mellem Danmark og Libanon. Brevet blev sendt til kirker i Libanon via Det Mellemøstlige Kirkeråd (MECC), en tværkirkelig organisation i Beirut som folkekirken i flere år har samlet kollektmidler ind til. De har forleden udsendt en appel til at sende støtte til landet, der lige nu står i en helt uoverstigelig krise. 

Der er allerede flere indsamlinger i gang rundt om i kirkerne i Danmark, blandt andet via Danmission og Folkekirkens Nødhjælp. Libanon har er stort behov for hjælp udefra, og alle økonomiske bidrag, store som små, vil blive værdsat. Du kan give din støtte enten gennem Danmission eller Folkekirkens Nødhjælp

Endvidere kan du sende et bidrag til Det mellemøstlige Kirkeråd og kirkernes diakonale arbejde i Beirut (herunder daglige fornødenheder til nødlidende familier, madforsyninger, livsnødvendig medicin, Covid-19 værnemidler mm.) Læs mere herom på denne side .