Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Efterår: En tid til eftertanke, fordybelse og podcasts

Lyt til Det mellemkirkelige Råds spændende podcasts hvor dygtige teologer og forskere taler om bl.a. kristendom og politik og om kirkernes integrationsopgave

Efteråret er over os, og det betyder koldere temperaturer og mørkere dage. En tid, hvor man trækker indenfor og af hensyn til Covid-19-restriktioner skruer ned for de sociale sammenkomster. Hvad skal man så få tiden til at gå med? Ja, den kommende tid kan passende bruges til fordybelse og eftertanke – og det er her, at podcasten kommer ind i billedet.

På Det mellemkirkelige Råd har vi samlet en lang række podcast til dig, og her er til mange timers gratis lytning. På lyd- og musikdelingsplatformen Soundcloud har vi lavet to forskellige playlister, man kan lytte til, om henholdsvis offentlighedsteologi og Den nydanske folkekirke.

Lyt til vores podcasts her.

Jonas Jørgensen fra Det mellemkirkelige Råd har sat en række teologer og forskere stævne og drøfter i en række podcasts forholdet mellemkristendom og politik, og hvad kirkens svar er i forhold til de udfordringer vi står overfor i dag som samfund. Du kan lytte til bl.a. Ove Kaj Pedersen, Anna Vind, Ulla Thorbjørn Hansen, Carsten Pallesen, Birgitte Stoklund Larsen og mange flere.

Folkekirkens Migrantsamarbejde står for at bygge bro mellem folkekirken og nytilkomne i Danmark med en anden kulturel og sproglig baggrund og dermed skabe det vi kalder Den nydanske folkekirke. Det foregår blandt andet ved at tage ud og besøge de områder, hvor folkekirken er mindst repræsenteret og hvor kun få er medlemmer af kirken, fx i Vollsmose, Tingbjerg og Gellerup. For at så mange som muligt kan lytte til migrantsamarbejdets webinarer og foredrag, lægger vi dem løbende ud på Soundcloud som podcasts. Lyt til spændende oplæg og drøftelser med Ravi Chandran, Kasper Bro Larsen, Peter Lodberg m.fl. om integration, tværkulturelt arbejde, kamp mod racisme og diskriminination, bibelforståelse, kristen mangfoldighed, diakoni og mission og meget mere.

Der vil løbende blive lagt nye optagelser og podcasts ud på vores Soundcloud-side, så følg med på siden, sæt dig godt til rette, lyt med og giv dig hen til eftertanken og fordybelsen.

Find Det mellemkirkelige Råds podcasts her.