Nyheder
Nyheder

Sommerlejr for farsitalende kristne vidner om folkekirkens mangfoldighed og brede fællesskab

På Sjælland og Djursland løb der i juli måned to konferencer for farsitalende med temaet ’Vores frihed og sejr i Kristus’ af stablen med stor succes og glæde for de deltagende, som bl.a. kunne deltage i seminarer, aktiviteter og fællesspisning

- Hanna Pedersen

”Som det fremgår af navnet, var det herskende sprog på konferencerne farsi. Derfor kunne deltagende farsitalende kristne få al undervisning og lovsang på deres modersmål uden behov for tolkning”, fortæller konsulent i Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Naser Rezaeih, om sommerens konferencer, som han har været koordinator og medarrangør på.

”Det har været opløftende at være med til konferencer, hvor farsitalende konvertitter i Danmark havde ansvaret for både planlægning af undervisning, møder og de øvrige aktiviteter, og at sproget under hele konferencen var farsi. Det får farsitalende konvertitter til at komme ud af gæsterollen i Danmark. Afghanske og iranske frivillige som var med til konferencen føler, at de nu er med til at give noget af al den kirkelige støtte og opbakning, de selv fik i deres tidlige kristne tilværelse i Danmark tilbage ved at videregive evangeliet om Jesus Kristus til andre landsmænd”, fortsætter Naser Rezaeih.

På konferencen på Djursland deltog også iranske Pouya Ghatei, som var begejstret for at kunne samles med andre farsitalende: ”Jeg nød virkelig at være sammen med andre farsitalende, da vi ikke har kunnet deltage i sådanne arrangementer i 2 år. Jeg plejede at gå i kirke og være sammen med andre farsitalende hver søndag, og det mindede mig om, hvor meget jeg savnede det iranske kirkefællesskab”.

Desuden var konferencen også en kærkommen pause fra hverdagens stress og jag, hvilket gav de deltagende mulighed for at fokusere på den fælles tro:

”Det var en god oplevelse at være sammen med en gruppe troende. Konferencer som denne kan hjælpe os med at arbejde på vores tro og lede os til en bedre forståelse af, hvad Jesus betyder for os. Vores dagligdag kan forstyrre os og vores fokus på Herren, så nye planer og aktiviteter for os som troende mennesker minder os om, hvorfor vi er her”, konkluderer Pouya Ghatei.

Hanna Pedersen, koordinator og formand for stiftsudvalget for Folkekirkens Migrantsamarbejde i Aalborg stift, deltog også i konferencen i Vestdanmark, og for hende var det også en interessant og lærerig oplevelse: ”Det var som at være på konference i Mellemøsten. Sproget, maden, vejret, omgangsformen og menneskerne var langt fra typisk dansk. Jeg selv forstod ikke meget, men blev mødt af stor taknemlighed og glæde over at deltagerne kunne modtage undervisning på farsi både sprogligt og kulturelt.”

Herudover er konferencer som denne et udtryk for den danske folkekirkes mangfoldighed og brede fællesskab, fortæller Hanna Pedersen og fortsætter:

”Jeg synes det er godt, at der i folkekirken er plads til fællesskaber med forskellige samlingspunkter. Om søndagen samles vi til gudstjeneste med stor mangfoldighed, og i løbet af ugen og på konferencer som denne kan man samles om f.eks. sprog og kultur eller som teenagere, motorcyklister, strikkedamer eller noget helt andet. Gud har én kirke og det er godt for os både at tilbede ham sammen i de mangfoldige fællesskaber og i de mere inddelte grupper. Der er noget meget fint i at dyrke og støtte også de små fællesskaber”, konkluderer Hanna Pedersen.