Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Ukrainsk præst til folkekirken: Tak for støtten!

Sergiy Berezhnoy, præst fra Kyiv, har netop besøgt Danmark. Han takker hjerteligt folkekirken for støtten til det ukrainske folk og er åben for mellemkirkeligt samarbejde

Sergiy Berezhnoy taler ved den ukrainske julegudstjeneste i Københavns Domkirke lørdag 7 januar 2023. Foto: Lucas Skræddergaard. 

Skrevet af Christian Arffmann

 

Efter at have holdt julegudstjenester i København og Skjern mødtes Fader Sergiy Berezhnoy med Det mellemkirkelige Råds secretariat. Her takkede han hjerteligt folkekirken for støtten til Ukraine.

”Jeg kan mærke, at der banker et økumenisk hjerte her. Tak for at I tager jer godt af ukrainere og  for at være samaritanere for os. Det er en ære at møde jer, og det er vigtigt for vores kirke at være i kontakt med jer,” siger Fader Sergei og tilføjer: ”I vores kirke har vi brug for at tale om hvilke værdier kirken skal bygge på, hvordan vi er kristne og hvordan vi følger Kristus og bevarer en sund kristendom fri af politisk propaganda.” 

Fader Sergiy oplyser at metropolit Svyatoslav fra den græsk-katolske kirke og metropolit Epiphanius fra Den ortodokse kirke i Ukraine samarbejder om at ændre den religiøse kalender, så den ikke længere følger den gamle julianske kalender som den russisk-ortodokse kirke men derimod den modificerede julianske kalender, der er mere samstemt med den gregorianske kalender, som bruges i bl.a. folkekirken og den romersk-katolske kirke. 

Det er et eksempel på stigende økumenisk samarbejde mellem Den ortodokse kirke i Ukraine og de katolske kirker. Ligeledes siger han, at der er stor økumenisk velvilje fra Den selvstændige ukrainske kirke i forhold til at styrke relationer til folkekirken. ”Selvom vi har forskellige kirketraditioner og forskelligt syn på bl.a. nadver, bør vi alligevel have stærke venskabelige relationer,” siger han. 

Fader Sergiy voksede op i Donbass i det østlige Ukraine og har selv fungeret som præst under Moskva-Patriarkatet i Ukraine. Men da den Den ortodokse kirke kirke i Ukraine fik sin kirkelige selvstændighed i 2018 og dermed helt brød med Moskva-patriarkatet, blev han stillet over for et skæbnevalg.

”I Donbass havde vi gennem årene fået tudet ørerne fulde med russisk propaganda om, at Rusland, Belarus og Ukraine var en hellig treenighed. Det var udtryk for en snigende ideologisk invasion fra Ruslands side. Men det kunne jeg ikke stå inde for som præst. Ukraine er en selvstændig nation med sin egen identitet og sin egen historie.”

Alle præster blev tvunget til at vælge side i 2018, og Sergiy kunne ikke forlige det med sin samvittighed eller sin kristentro at fortsætte med at vise lydighed overfor Moskva-patriarkatet. På trods af, at det har haft store personlige og familiemæssige konsekvenser, valgte Fader Sergei at støtte den ukrainske kirkes selvstændighedskamp. Han måtte forlade embedet i den ukrainske kirke under Moskva-patriarkatet og fandt siden en menighed i den selvstændige ukrainske kirke. 

I dag er han præst for Stauropegia menigheden i Kyiv og feltpræst for en forsvarsbataljon i Kyiv. Han er derudover medlem af den ukrainske kirkes kommision for mellemkirkeligt samarbejde.

Fader Sergiys største ønske er fred i Ukraine.

”Vi ønsker at leve i et land kendetegnet af fred, frihed og menneskerettigheder og vi vil være tættere på Europa” konkluderer Fader Sergiy.