Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Lutherske unge fra hele verden deltager i COP26

32 unge fra lutherske kirker deltager i COP26 klimatopmødet i Glasgow. Rikke og Marcus er med fra Danmark

Hele verden følger forventningsfuldt med, når verdens ledere i disse dage mødes til COP26 i Glasgow frem til den 12. november. Et klimatopmøde der drejer sig om, hvordan vi når i mål med de bestræbelser, der blev fastlagt i Parisaftalen. 

Ungdommens kreativitet er et lyspunkt i klimadebatten

Siden 2011 har det Lutherske Verdensforbund (LVF) deltaget i klimatopmødet med ungdomsdelegationer. I år har de samlet en rekordstor gruppe på 16 kvinder og 16 mænd fra alle syv regioner i LVF. Det vidner om, at der er flere og flere i den unge generation, der tager kampen op mod planetens største krise.

”Dagens unge generation har en hidtil uset oplevelse af klimaændringer. Det har været højt på dagsordenen i den globale samtale i det meste af deres liv”, fortæller programchef i LVFs ungdomsafdeling, Savanna Sullivan, og tilføjer, at unge menneskers teologiske refleksioner og kreative løsninger har enorm betydning for deres arbejde og bidrager med noget unikt.

Netop fordi de unges kreative tankegang er så vigtig for klimadebatten og for LVFs engagement i COP26, gør organisationen et stort stykke arbejde for, at deres ungdomsdelegation får de bedste forudsætninger for at få mest muligt udbytte af klimakonferencen. I perioden op til klimatopmødets start har ungdomsdelegationen deltaget i adskillelige workshops, hvor de bl.a. har lært om klimapolitik og sammenspillet mellem klima og teologi. De vil desuden deltage i løbende analytiske workshops om konferencens arbejdsgang samt workshops, der evaluerer konferencens udfald efter dens afslutning senere i november.

Danske studerende til COP26

Også i Danmark kigger vi med forhåbningsfulde blikke på klimatopmødet. Særligt forventningsfulde er antropologistuderende Rikke Høier Jeppesen og teologistuderende Marcus Taulborg, som er blevet valgt til at deltage gennem netop LVFs ungdomsdelegation. De har begge en stor interesse for bl.a. sammenspillet mellem social retfærdighed og klimaforandringer.

LVFs ungdomsdelegations passion og engagement for at forbedre verdens klimasituation er en inspiration for os alle, og det minder os om, at selvom klimakrisen i Danmark lige nu mest manifesterer sig i medierne og i affaldssorteringen derhjemme, har klimaforandringer også nogle enorme konsekvenser for den sociale retfærdighed rundt omkring i verden, som vi er nødt til at finde løsninger på i fællesskab.

 

Her kan du kan læse mere om, hvad Rikke Høier Jeppesen har af tanker og forventninger til COP26, og du kan ligeså læse, hvad Marcus Taulborg fortæller om sin deltagelse her.

Se den fulde navneliste på LVFs ungdomsdelegation her.

*Oversat fra engelsk. Se oprindelig udtalelse i artiklerne her og her.