Nyheder
Nyheder

Ny online værktøjskasse for kirker der vil arbejde med integration 

Hjemmesiden er en refleksion af, hvad Folkekirkens Migrantsamarbejde er: Et ressourcecenter af idéer, viden og netværksdeling 

Skærmbillede fra den nye hjemmeside migrantsamarbejde.dk. Grafik: Christian Rahbek, i samarbejde med hvem hjemmesiden er designet.  

Folkekirkens Migrantsamarbejde har relanceret deres hjemmeside. Målet er at at øge synligheden og engagementet i kirkelige integrationsinitiativer, og brugervenlighed og interaktion er i højsædet. 

Den hedder stadig migrantsamarbejde.dk, men det er en helt ny måde folkekirkens web-platform NEOS bliver brugt. Der er kun fire intuitive indgange fra hovedsiden - om os, værktøjskassen, tal & fakta, og kontakt. Den lidt minimalistiske grafik afspejler en mere logisk struktur, så det er nemt at finde frem til lige præcis det du leder efter. 

Værktøjskassen af idéer og materiale er opdelt i arbejdsområder, som hver indeholder både en forklaring og konkrete råd til hvordan man kan komme i gang. Der er også en separat indgang til asylområdet og en samlet infopakke af brugbart materiale, som dækker de mest efterspurgte emner til lokale sognekirker. Udover værktøjskassen er der også kommet nyt indhold i form af grundtekster om formål og strategi og en ny oversigt over fageksperter der kan rådgive om bl.a. den næste generation af unge indvandrere og efterkommere.

Migrantmenigheder.dk er en nyoprettet side i forlængelse af hjemmesiden. Et interaktivt landkort med over 250 migrantmenigheders placeringer, som kan filtreres efter forskellige søgekriterier. Kirkeretning, gudstjenestesprog, menighedsaktiviteter og nationalitet er de overordnede kategorier, men søger man helt specifikt en burmesisk menighed, så kan den findes med et klik på den nye side. 

Hjemmesiden er mere end blot en informationsindgang. Den skal være en refleksion af det, vi i Folkekirkens Migrantsamarbejde er; et ressourcecenter af idéer, viden og netværksdeling, som både er for vores nuværende netværk af ildsjæle, men især også til nye folk, kirker og organisationer som bare har en flig af nysgerrighed, eller som reelt brænder for at komme i gang med et integrationsprojekt eller migrantsamarbejde. 

 

Reaktioner på hjemmesiden :

”Hjemmesiden fortæller konkret og visuelt, hvordan og hvorfor folkekirken må møde og forme kirkens liv i samarbejde med alle de forskellige mennesker, der bor i Danmark i dag, så der er en fin sammenhæng mellem det, du møder på hjemmesiden og den virkelighed, du står i som præst.”

David Varming Winsløw, Sognepræst i Ølsemagle Sogn og for migranter i Køge Provsti og Roskilde Stift

 

"Denne hjemmeside er en stor hjælp for alle os rundt omkring i sognene der har at gøre med kirkens møde med mennesker af anden sproglig og kulturel baggrund. Her kan vi få viden om den seneste udvikling på området og værktøjer til at forstå hvilke handlemuligheder vi har og hvordan de bedst gribes an."

Niels Nymann Eriksen, indvandrepræst i Vesterbro Sogn

 

"Lærerig hjemmeside og propfuld af relevant viden til det tværkulturelle arbejde. Der er nem at finde rundt i og leder en til de relevante informationer. Fx er jeg nu tilmeldt det næste Al Massira kursus, hvor jeg fandt de relevante informationer gennem denne hjemmeside."

Peter Sode Jensen, stiftspræst i Folkekirkens Tværkulturelle Center, Ribe Stift

 

”Da jeg for flere år siden begyndte at lave internationale gudstjenester og mødested for lokale og asylansøgere måtte jeg eksperimentere lidt. Jeg skulle finde på meget selv, og jeg må indrømme at jeg godt kunne have brugt nogle redskaber, der kunne have givet mig retning fra start. Mange anvendelige materialer er nu samlet på migrantsamarbejdets hjemmeside, og jeg håber at ”værktøjskassen” kan blive brugt – så man får mod på at gå i gang med at være folkekirke for nydanskere i sognet!”

Birgitte Rosager Møldrup, Sogne- og migrantpræst i Jelling