Missionale arbejdsformer i gamle kirker i en ny verden

“Folkekirken er den bedste missionsmodel blandt danskere” sagde Hans Raun Iversen i sit introduktionsforedrag til årets missionskonference, der denne gang havde fokus på missionale arbejdsformer i gamle kirker i en ny verden. Folkekirken befinder sig i et bredt folkeligt landskab som grænsegænger mellem tro og ikke-tro. Kirkekristne og kulturkristne. Mennesker af alle slags. Som sådan er der ikke grund til at tro, at nye kirkeformer skulle byde på bedre missionsmodeller. Men det er tilsvarende vigtigt, at vi bruger alle mulighederne i gamle nationale kirker gennem udvikling af arbejdsformer, der i al deres forskellighed søger kontakt til de mange segmenter, som et moderne pluralistisk samfund består af.

Missionskonferencen var denne gang henlagt til Emmaus Kursuscenter i Haslev og var udvidet til to fulde døgn for at give mere plads til at lytte til det væld af ressourcepersoner, som var til stede. Konferencen blev nemlig afholdt som en offentlig del af et ugelagt netværksmøde for en international gruppe af kirkeforskere og –praktikere, der arbejder med lokal kirkeudvikling (International Research Consortium). Fra Norge, England, Tyskland, Schweiz, USA, Sydafrika, Holland – og Danmark.  Hertil kom, at et kursushold fra præsternes efteruddannelse deltog med et undervisningsforløb hele ugen, bl.a. med fælles deltagelse i de to dages missionskonference.

På konferencens 2. dag var der i løbet af tre timer speeddating med 27 forskellige seminarer. Hver deltager havde mulighed for at melde sig ind på 9 af disse, der på 30 minutter gav et kort, konkret indblik i kirkeudviklingsarbejdet, som udvikles både internationalt og i Danmark. Har man først hørt om U-kirke på Vesterbro vil man vide, at vi i Danmark ikke står bagest i køen med innovative arbejdsformer. Konferencen viste således, at der er meget grøde i gamle kirkers arbejdsformer samtidig med, at der må arbejdes godt med gedigen teologisk forankring heraf. 

Af Birger Nygaard