Ledige stillinger
Bliv praktikant i Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Gå på opdagelse i den globale kirke - Bliv praktikant i Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Er du teologistuderende, og planlægger du, at et kirkerelevant praktikophold skal være en del af studiet? 

Så kan du søge om et praktikophold hos Folkekirkens mellemkirkelige Råd. 

Vi er folkekirkens enhed for relationer til andre kirker i Danmark og i udlandet. Hos os får du mulighed for at beskæftige dig med den lutherske kirkes forhold til andre kirker. Det handler om kirke, kultur, teologi, samfund og rummelighed. Arbejdet i Mellemkirkeligt Råd skal bidrage til, at folkekirken kan forstå og begå sig på tværs af teologiske og kulturelle baggrunde. Mellemkirkeligt Råd er aktiv i mange forskellige projekter og samarbejder med andre nationale og internationale organisationer.

Du vil komme til at være på en dynamisk arbejdsplads med ca. 10 medarbejdere, som har til huse på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. 

Hvis du søger et praktikophold i Mellemkirkeligt Råd, tager vi først en samtale for at afdække dine faglige og personlige interesser for herigennem at se nærmere på, om vi i det kommende semester har opgaver, der matcher dine interesser. Vi arbejder med opgaver af analyserende/teologisk karakter, kommunikation til folkekirken, andre kirker og offentlighed. Vi er også koordinerende enhed i Folkekirkens Migrantsamarbejde, som vil sætte dig på sporet af vigtige udfordringer i mødet med kristne med ikke-dansk sproglig og kulturel baggrund, der møder enhver folkekirkepræst i dag. 

I et praktikophold vil du blive udfordret til at tænke kritisk, selvstændigt og konstruktivt i nærgående dialog med kollegaer. Du vil på det praktiske plan få styrket dine kompetencer inden for projektplanlægning, kommunikation, IT og netværkssamarbejde. Praktikstillingen henvender sig således især til teologistuderende, der har lyst til arbejde med projektopgaver, kommunikation og administrative processer. 

Du kan til hver en tid kontakte os, hvis du er interesseret i et praktikophold. Du kan kontakte os på tlf.: 3311 4488 eller interchurch@interchurch.dk. 

Du kan desuden læse mere om vores arbejde på hjemmesiden: www.interchurch.dk