Flere og flere mennesker af anden etnisk oprindelse end dansk kommer til landet. Af disse formodes ca. 40% at være kristne migranter, hvor flere etablerer nye menigheder. Mange af disse kristne nydanskere søger ikke til de traditionelle folke- eller frikirker, men mødes i forskellige migrantmenigheder.
I hele Danmark drejer det sig om godt 250 menigheder.
Migrantmenighederne starter ofte som små husmenigheder, hvor arbejdstagere, studerende eller flygtninge fra samme etniske gruppe finder sammen om den kristne tro på eget sprog. Mange af disse nydanskere var, inden de kom til Danmark, en del af ”kirken” i Afrika, Latinamerika og Asien. Andre bliver kristne i Europa, fordi de her i Danmark møder landsfæller, som er kristne. Nogle af disse migrantmenigheder i Danmark samler op imod 200 til en søndagsgudstjeneste.
Hvor er migrantmenighederne?
De er spredt ud i hele landet, og kan findes i et overblik som vi har lavet i samarbejde med Tværkulturelt Center, som både har en tæt relation og informationer om alle lokale migrantmenighederne i Danmark.
Find din lokale migrantmenighed på migrantmenigheder.dk.
Hvad er en migrantmenighed?
Migrantmenigheder i Danmark er meget mangfoldige. Kirkegængerne repræsenterer stort set hele verden, inklusiv Danmark. Menighederne mødes også meget forskellige steder. Lige fra private lejligheder til kælderlokaler og hoteller, fabriksbygninger, missionshuse samt ejede, lejede og lånte kirker.
Præsterne har hver deres unikke historie. Nogle er sendt hertil som missionærer, andre kaldet af en eksisterende kirke. Nogle er kommet som flygtninge eller arbejdstagere og efterfølgende blevet udnævnt til præst. Stil og teologi er meget forskellig fra menighed til menighed. På en besøgsrunde kan man opleve alt fra barnedåb til voksendåb, fra orgelmusik til el-guitar og bongotrommer, fra røgelse og procession til børn, der løber rundt mellem stolene, fra oplæst bøn til tungetale og fra siddende salmesang til dansende lovsang. Nogle fejrer gudstjeneste på sprog, der er ukendt for de fleste danskere, og andre på engelsk, fransk eller nordiske sprog.
Indvandrere fra ikke-vestlige lande kommer fra et traditionelt samfund, og mødet med det moderne Europa kan være et kulturchok for mange. Der er derfor et behov for at finde sin egen identitet i en moderne verden for de fleste, men en række af de kulturelle elementer, de hidtil har knyttet deres identitet an til, er nu revet væk under dem. De har lært det nye lands sprog, er aktive borgere, men de vil ikke opgive deres religion, som for mange netop er deres identitet. Tværtimod ser vi en tendens til, at religionens rolle forstærkes, hvilket også forklarer, hvorfor både den kristne tro og islam betyder meget for nydanskere. At synge sange, lytte til en prædiken og bede på sit eget sprog, frem for at gøre det på et senere tillært sprog, er en autentisk oplevelse.
De historiske migrantmenigheder
Danmark har fra gammel tid givet asyl til religiøse flygtninge primært fra de europæiske områder. Allerede
i 1685, hvor de protestantiske huguenotter blev fordrevet fra Frankrig, ankom nogle til Danmark, hvor de fik asyl og også ret til at have deres egne reformerte kirker i København og Fredericia. I 1773 blev brødremenigheden i Christiansfeld grundlagt som en konsekvens af forfølgelse af herrnhuterne.
De andre nordiske landes lutherske kirker findes også i Danmark, foruden den russisk ortodokse kirke
og den anglikanske kirke St. Albans i København. Fælles for de historiske kirker er, at de alle er formet af den fælles europæiske muld.
De internationale menigheder
Oftest er de engelsktalende og betjener hovedsageligt expats, dvs. personer, som er tilflyttet på grund af arbejde eller studier. I Københavnsområdet og i de større uddannelsesbyer kommer der mennesker, som ønsker at tilhøre en kristen kirke, mens de er i Danmark. Ofte er det personer, som er udstationeret til Danmark i en kortere årrække, og derfor kan man egentlig ikke kalde dem nydanskere, men snarere ”udlændinge, som bor i Danmark”. Derudover kommer også mere permanent bosiddende udlændinge i Danmark, der som oftest har boet her i en del år og derfor ikke føler sig specielt bundet til deres etniske gruppe. Flere etniske danskere, som har boet i udlandet, kommer også fast i de internationale kirker.
De etniske menigheder
Samlingssteder for mennesker med fælles national eller etnisk baggrund. I visse tilfælde er det fra mindre områder i større lande som f.eks. Nigeria eller fra transnationale områder i Vestafrika eller Østafrika, hvor man har fælles kultur og sprog. Indvandrere fra lande i Afrika, Asien og Sydamerika vil oftest ikke opsøge de traditionelle danske kirker. De samles i stedet for i tværkonfessionelle menigheder og grupper, hvor det, som forener, er fælles sprog og kultur, og hvor spiritualiteten ligner den hjemmefra. De etniske kirker i Danmark udgør hovedparten migrantmenighederne. En anden gruppe af de etniske menigheder, består af nye kristne, som er konverteret i Danmark, heriblandt en del iranere og tamilere.
Hvorfor bruger vi betegnelsen ”migrantmenigheder”?
”Migrantmenigheder” bruges som samlebegreb for både de historiske, internationale og etniske menigheder. Det skal forstås positivt i den forstand, at disse menigheder er her for at betjene en gruppe indvandrere og efterkommere, der ikke kan finde sig til rette i de allerede etablerede danske kirker.
”Migrant” brugt i dette sammenhæng betyder ikke, at vedkommende eller kirken der er tale om, ikke er dansk. Mange migrantmenigheder består netop hovedsageligt af indvandrere og efterkommere med dansk statsborgerskab eller opholdstilladelse. Ordet ”migrant” bruges dermed ikke for at skabe afstand, men for at angive at menigheden primært er etableret for og af nydanskere. Ordet reflekterer selvfølgelig ikke nuancerne og diversiteten i de forskellige migrantmenigheders teologier, kulturer og kirketraditioner, men for mangel på et bedre ord, er det den måde vi betegner disse menigheder.
At der findes 250 migrantmenigheder betyder ikke, at store grupper forlader de etablerede danske menigheder for at deltage i andre kirkers gudstjenester. Migrantmenigheder repræsenterer et mangfoldigt væld af forskellige kulturelle, sproglige og teologiske fællesskaber, og de bringer en ny og frisk oplevelse af kristendommen med sig, til stor gavn for folkekirken når der er samarbejde og gensidig kontakt.
